Dronning Margrethe og Prins Henrik på besøg i Flensborg i 1978. Dengang ankom regentparret også i Kongeskibet Dannebrog.

Foto: Friedrich M. Schreiber/Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

Regentbesøg i Sydslesvig er også politik

Dronning Margrethe besøger den 3. til 6. september Sydslesvig og det danske mindretal. Regentbesøg i Sydslesvig har gennem historien ikke altid været så ligetil på grund af politiske spændinger i grænselandet

En juniaften i 1978 sejlede kongeskibet Dannebrog fra Flensborg Havn, mens en enorm menneskemængde var mødt op på land for at vinke farvel. På skibets bro stod dronning Margrethe og prins Henrik og vinkede tilbage til de mange fremmødte tyskere og danskere, der fulgte afslutningen på dette første danske monarkbesøg i Sydslesvig siden 1864.

Den 3. til 6. september i år vender dronningen tilbage til Flensborg og Sydslesvig for første gang siden 2008, hvor hun var med til at indvie A.P. Møller Skolen i Slesvig. Det sker forud for 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark i 2020 på dronningens eget initiativ.

Regentbesøg i Sydslesvig har dog ikke altid været ligetil, forklarer Sebastian Olden-Jørgensen, lektor i historie på Saxo-Instituttet på Københavns Universitet med speciale i hofhistorie. For i perioden fra 1864 og frem til 1978 var den politiske situation i grænselandet præget af nationalisme, krig og genforening, og det gjorde det svært for Kongehuset at tilgodese Sydslesvig.

“Efter freden i 1864, hvor Danmark tabte Slesvig-Holsten, kunne Kongehuset ikke tillade sig at gøre ting, der demonstrerede, at man ikke respekterede freden, som f.eks. at besøge Sydslesvig, der nu var et tysk område”, forklarer han.

“Først med København-Bonn-erklæringerne i 1955, længe efter Genforeningen i 1920, var det politiske klima til at navigere i for Kongehuset. At dronning Margrethes besøg så først kom i 1978 viser, hvor følsomt det nationale spørgsmål har været”, tilføjer Sebastian Olden-Jørgensen, der mener, at politik også har haft en betydning i forhold til dronningens kommende besøg til efteråret.

“Ved at lægge besøget året før selve den store genforeningsfejring til næste år, undgår man igen, at det bliver for politisk. At besøget samtidig bliver en del af dronningens årlige sommertogt gør, at det forekommer naturligt og som ‘business as usual’”, forklarer

Sebastian Olden-Jørgensen.

Dronningens besøg til efteråret involverer også et besøg i Kiel.