Sommeren er over os, og det har vanen tro også medført stor fokus på årets studenter. Det er velfortjent, og stort tillykke herfra. Jeg blev selv student fra Duborg-Skolen i Flensborg tilbage i 2007, men i dag vil jeg gerne slå et slag for de mange, der også har afsluttet en uddannelse i de forgangne måneder, men som hverken har fået en studenterhue på eller lige så meget mediemæssig opmærksomhed. Som ikke kommer til at tage en lang videregående uddannelse, men som vælger en anden vej i livet og bliver faguddannet.
Heldigvis fristes jeg til at sige, for hurra for dem. Mange af dem er hverdagshelte, der som pedeller, håndværkere, sekretærer, m.m. udfylder nøglefunktioner i mindretallenes institutioner.
Ligeledes er der mange faguddannede, der ikke arbejder i mindretallet, men som tager en frivillig tørn. Ofte er der endda ikke tale om én enkelt hverdagshelt – hvilket allerede er beundringsværdigt – men hele familier. Sådan var det eksempelvis i Slesvig IF, hvor jeg spillede fodbold i mine unge år, og hvor man jævnligt stødte på faguddannede ildsjæle, der hed Brix eller Braun til efternavn.
Min egen mor var kassedame, og min far er lastbilchauffør. Jeg var selv den første i familien, der færdiggjorde gymnasiet. Sidenhen læste jeg på universitetet og tog en ph.d., hvilket vel gør mig til en mønsterbryder. Men jeg kunne nu vældig godt tænke mig at lære mere om de mønstre, der gør sig gældende i forhold til faguddannede og deres tilhørsforhold til mindretallet.
Desværre er det mildest talt sparsommelig, hvad der findes af offentlig tilgængelig data på området. Der er ellers nok at undersøge:
Er der for eksempel forskel mellem mønstrene i Sydslesvig og Sønderjylland? Og hvis ja, hvad skyldes disse i så fald?
Ligeledes kunne det være interessant at få kortlagt de faguddannede, der ikke længere er en del af mindretallet. Hvor mange drejer det sig som, hvorfor falder de fra efter endt skolegang, og hvad kunne der konkret blive gjort for at få dem til at blive i mindretallet?
Mange af mine venner fra folkeskoletiden på Hiort Lorenzen Skolen i Slesvig tog en anden vej i livet, end jeg gjorde. Min bedste ven tog en uddannelse som VVS-anlægsmontør og arbejder i et lokalt, familieejet firma i Slesvig den dag i dag. Han er desværre gledet ud af mindretallet, nok også fordi han ikke har stiftet familie, hvilket potentielt kunne have været en vej (tilbage) i mindretallet.
Danmarks generalkonsul i Flensborg, Annette Lind, talte på Folkemødet i år om en mulig mindretalsudredning. Såfremt dette skulle blive aktuelt, ville det være velvalgt også at inkludere en kortlægning af de mange sydslesvigere, der ikke bliver studenter, og som vælger at blive faguddannet.
Hvor mange af dem bliver boende i Sydslesvig eller grænselandet? Vil de stadig kunne føre en samtale på dansk fem år efter endt skolegang? Hvor mange af dem sender sidenhen deres børn i mindretalsinstitutionerne?
Spørgsmålene er mange, og det skorter desværre på svar. Det er en skam.
