Ordene i overskriften tilhører LO-formand Thomas Nielsen, der i 1982 henviste til forskellen mellem 1930’erne, og sin samtid. Og mon ikke – når man nu er LO-formand – at der også lå i udsagnet, at fagbevægelsen havde gjort forskellen?

Grænselandet har været på en tilsvarende rejse. Her er det Grænseforeningen, der har gjort forskellen. Historiker Axel Johnsen udtalte i forbindelse med jubilæet i 2020, at man formentlig i dag ikke ville kunne forestille sig et dansk mindretal i Sydslesvig uden Grænseforeningens indsats. Vi har – med lånte ord – sejret ad helvede til.

Det må imidlertid ikke få os til at hvile på laurbærrene. Spørgsmålet er: Hvad skal vi så nu? Enkelte har endog spurgt, om der overhovedet er mere at gøre, eller om det er tid til at lukke og slukke.

Svaret på dette begynder med en anerkendelse af dem, der tør stille spørgsmålet. Vi skal påskønne en havkat i hyttefadet, som svirper med halen, sætter bølgegang i vandene og stiller de spørgsmål, der får os andre op af stolene, og som får os til sammen at opsøge svar.

På lokalforeningsmøderne i oktober mødtes repræsentanter for de 50 lokalforeninger, som Grænseforeningen består af. Vi drøftede eksistensberettigelsen, og jeg agerede for en stund havkat. Tak, fordi I ville være med, og omfavnede mig og mine spørgsmål med aktive drøftelser, engagement og svar.

Grænseforeningen har historisk indsamlet midler, der har løftet levestandarden i Sydslesvig og bidraget til opbygning af stærke organisationer i området. Siden, da det økonomiske spørgsmål ikke længere var det vigtigste, har foreningen forandret sig fra at være pengeindsamlende til at være folkeoplysende.

På lokalforeningsmøderne og i alle drøftelser, jeg har, står det klart, at det skal vi fortsætte med og på den baggrund levere en ny forandring.

Vi er og vil være den nationale folkelige forening, der sikrer udbredelse af kendskab til mindretal og grænselandet og i forlængelse heraf fremmer forholdene i hele grænselandet. Vi vil sætte ord på, hvad danskhed er, for vi vil og tør nationalfølelsen, samtidig med at vi tager afstand fra nationalisme. Vi vil elske vores land, vores sprog, højskolesangbogen og landsholdet uden at forfalde til at holde andre ude. Vi vil et godt forhold til nabolandet. Vi mener noget med vores slogan, “For en åben danskhed”.

Netop nu gør vi slogan til strategi. Vi samler input fra lokalforeningsmøderne og andre, som bestyrelsen lytter og drøfter, inden den i december sætter punktum, for på forårets sendemandsmøde at kunne præsentere strategien.

Og selvom vi lige nu mest lytter, så tør jeg godt komme med en forudsigelse om, hvad der kommer. Helt sikkert formuleret anderledes, men ikke desto mindre: Ja, vi har sejret ad helvede til, men vi er ikke i mål – Grænseforeningen skal, kan og vil stadig gøre en forskel for grænselandet.