Nej, jeg føler mig ikke for gammel til at være SdU’s forretningsfører,” sagde Karl Kring til Sydslesvigsk Forenings blad Kontakt i 1982, da han tiltrådte i en ny stilling som generalsekretær i SSF, hvor han afløste Hans Ronald Jørgensen.

For gammel? Karl Kring var dengang som 57-årig næsten kun halvvejs gennem livet, kan man sige nu 40 år efter, hvor han tager imod i huset i Harreslev. Han bliver 98 i november. I dagligstuen er der fotos af den store familie på væggen. Og i skuffen gemmer han sine hædersbevisninger: Jernkorset, som han modtog, da han blev såret ved Vestfronten under Anden Verdenskrig, og Ridderkorset, som han højtideligt modtog på det danske generalkonsulat i Flensborg for sin lange og tro tjeneste for det danske mindretal.

Samtalen foregår i udestuen, som er prydet af små Dannebrogsflag. På bordet mellem kaffekopper og tallerkener med wienerbrød ligger tætskrevne og håndskrevne noter fra det lange liv. Det må være papirer, som kan få det til at kildre af spænding hos historikerne på Centralbiblioteket i Flensborg, for Karl Kring har været med til lidt af hvert – og han har i sin erhvervskarriere indtaget nogle af de absolutte topposter i det danske mindretals organisationsliv i Sydslesvig.

Udover en helt enestående livserfaring har han stadig masser af holdninger, især til at være dansk eller tysk i grænselandet. Han har prøvet begge dele. I sin ungdom var han soldat i Anden Verdenskrig. I sin alderdom får den frygtelige krig i Ukraine ham til at huske på, hvad han erkendte i 1945:

“Da vi kom hjem fra krigen, sagde vi ”aldrig mere krig.” Vi har oplevet at gå rundt og se husene blive brændt ned for at fjenden ikke skal have vinterkvarter. I dag må vi desværre altså sige, at folk ikke har lært noget af det,” siger Karl Kring og konstaterer, at når man ser på i Europa i dag, synes verden ikke at have lært af det.

Veteranen fra det danske mindretals organisationer i Sydslesvig og fra Anden Verdenskrig er rask og rørig. Kun på et punkt virker han mærket af sin pæne alder:

“Jeg er så tunghør som Beethoven. Det er noget dumt noget, når man ikke kan høre,” siger han.

Han har det meste af sit arbejdsliv arbejdet for danskheden, for den danske ungdom og for dansk sprog og kultur. Men som ung var han tysk. Danskheden valgte han til.

“Jeg har gået i tysk skole og tre gange sagt nej til at blive dansk. Derfor siger jeg, at alle er velkomne til at være med, når de vil noget med det. Første gang var, da jeg sagde nej til at gå i en dansk skole. Det var i 1936. Min far ville have mig i dansk skole. Han var ikke tilfreds med det brune styre, vi havde. Han var socialdemokrat. Det var alle almindelige arbejdere dengang, når de ikke var kommunister.”

Han blev indkaldt til militærtjeneste i 1942. Han var heldig at komme til et regiment i Wandsbek og en division, der var trukket ud fra Rusland og skulle til Norge.

“Så jeg blev 18 år i Oslo, hvor jeg sad på et kontor, på en skrivestue. Jeg var også ude med de lastbiler, som vi havde fra Det Bergenske Dampskibsselskab. Jeg kørte med en chauffør, der hed Ivar Ingebrigtsen. Han sagde: “Du er ikke tysk. Du er fra Flensborg. Flensborg er en gammel dansk by.” Jeg lærte lidt norsk, og Ivar lærte mig at synge ‘Ja vi elsker dette landet.’ Det sang vi, når vi kørte gennem Norge, en tysk soldat og en norsk chauffør sang nationalhymnen,” fortæller Karl Kring. “Vi blev uddannet i Voss. Jeg var så heldig at blive “ansat” på en skrivestue.”

Kampzonen og lazarettet

Og tysk, det var han.

“Jeg var tysk, må jeg sige. Jeg var tysk soldat. Jeg vidste, Oma kunne tale sønderjysk, og far kunne også, for når vi var i Kollund med skibet, der sejlede mellem Flensborg og Kollund, hvor far skulle købe kaffe, og han skulle købe smør, så talte han jo dansk. Ja, det var ikke rigsdansk, det var sønderjysk. Det var folkesproget her vest for Flensborg.”

“Man skulle have soldater ned i Frankrig. 1944 om sommeren gik det med skib fra Drammen til Frederikshavn og så med tog over Flensborg ned til fronten. Det traf sig, at vi havde et længere ophold i Flensborg, og at jeg kunne tale med mine forældre. Far foreslog mig at desertere, idet han havde mulighed for at få mig til Danmark. Det turde jeg ikke. Over Freiburg i Breisgau kom vi i sensommeren til Vogeserne. Vinter og sne, vi spiste vore sidste heste og alle huse blev brændt. Fjenden skal ikke have vinterkvarter.”

I Frankrig blev Karl såret og kom på lazaret. Det var ikke værre, end han kom sig over det og var klar til tjeneste igen i marts 1945. Denne gang gik turen ikke til fronten, men til Danmark.

“Jeg kom til Fanø for at uddanne unge fra årgang 28. Vi var et cykelkompagni. Og vi cyklede. Vi tog færgen fra Fanø til Esbjerg. Så cyklede vi i Esbjerg og omegn. I maj blev vi kapituleret, festen var forbi. De fleste skulle vandre til fods, men vi var et cykelkompagni, så vi cyklede til Tønder,” fortæller han.

I Tønder afleverede soldaterne deres våben – og cyklerne. Karl Kring havde købt en barnevogn. Den havde kostet 70 kroner.

“Jeg måtte beholde barnevognen, og den holdt hele vejen ned til Ditmarsken,” fortæller han.

I oktober 1945 kom Karl Kring hjem til Flensborg. Her sagde han for tredje gang nej til at blive dansk.

“Da havde mine forældre meldt sig ind i Slesvigsk Forening (det nuværende Sydslesvigsk Forening, red.). Far sagde til mig: Det kan du også gøre. Og jeg sagde nej. Man kunne ikke bare melde sig ind i Slesvigsk Forening. Der skal mere til at gå fra det ene til det andet. Man kan ikke sige: I dag er jeg tysk, i morgen er jeg dansk. Det nytter ikke noget. Og det synes jeg stadig ikke. Hvis folk bare bliver medlem af foreningen for at få en plads i en vuggestue, er det ikke at skifte nationalitet,” siger Karl Kring.

Glidende overgang til det danske

Alligevel begyndte en glidende overgang mod det danske. Så efter, at han havde sagt nej til at blive dansk tre gange, hvad skete der så?

“I vores hus boede en lærer fra Duborg-Skolen til leje. Han havde hus i Danmark, men i ugens løb boede han hos os, og han kom og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at være med i en studiekreds om Sønderjyllands historie. En ven havde i mellemtiden meldt sig og mig til danskkursus i aftenskolen og jeg tog et kursus fra København, hvor man med brevveksling fik opgaver, sendte dem ind og fik dem så tilbage. Min senere kone og hendes søskende var også med i denne studiekreds,” siger Karl Kring.

Og således gled han over i det danske. Og han har den dag i dag stærke holdninger til, hvornår man er dansk, og hvad det vil sige at skifte nationalitet.

“Jeg har meget til overs for, når folk vil ind i foreningen og sådan noget. Men altså, betingelsen må være, at det er noget, man vil. At man er klar over, at det er et skifte i nationalitet. Når man er medlem af mindretallet, er man ikke længere medlem af det tyske flertal. Man er medlem af mindretallet. Det ligger i ordet,” siger han og tilføjer:

“For mindretallet er det vigtigt, at vi er danske og kommer væk fra det, jeg tit ser i Skoleforeningen. Politikere sender deres børn i danske skoler. Men deres forældre bliver ikke danske. De forbliver tyske politikere. Hvis man synes om det danske og ikke vil opgive sin tyske identitet, findes der både i Danmark og Tyskland dansk-tyske foreninger, som kan forbinde de to ting. Men vælger man mindretallet, må man sige: Jeg er ikke længere medlem af flertallet, jeg er dansk. Jeg er medlem af mindretallet. Og det er et dansk mindretal.”

En bogholder skifter spor

Efter at være blevet medlem af Sydslesvigsk Forening og aktiv i ungdomsforeningen begyndte Karl Kring at lave plakater med Dannebrog og tekster som “Kämpft für Südschleswigs Freiheit”. Det klistrede de sammen med andre unge op rundt omkring i Flensborg.

“Jeg havde mit arbejde som bogholder i et tysk firma. De vidste, jeg var dansk. Den ene chef havde en ven, som havde en trikotagebutik i byen, og han var dansk. Han havde altid fortalt, når han kom over grænsen, så var luften meget bedre på den anden side end her. Så det kunne de godt grine af. ”

Karl Kring arbejdede fra slutningen af Anden Verdenskrig til 1956 som bogholder.

Det var også i den tid, hans danskhed formede sig. Han læste dansk sprog og om Danmarks og Sønderjyllands historie. Det gjorde blandt andet indtryk på ham at læse om, hvordan en tysk præst i Hyrup, lidt syd for den nuværende landegrænse, forholdt sig til det danske sprog, mens hele Slesvig var dansk.

“Han kom fra Mecklenborg og sagde: “Ich habe eine Stellung, wo die Gemeinde mich nicht versteht, und ich verstehe nicht die Gemeinde.” Han forstod ikke, hvad menigheden sagde, og menigheden forstod ikke ham,” fortæller Karl Kring om noget, han læste dengang. Og efter en lille pause, fortæller han pointen i historien:

“Og han syntes, det var en hindring for at komme i Himlen, når de ikke forstod, hvad præsten sagde.”

Det danske blev en vigtig del af Karl Krings personlige liv.

“Da vi blev forlovet, lovede vi hinanden, at vi fra nu af kun ville tale dansk sammen. Vores børn har fået dansk som modersmål. Det havde hverken min kone eller jeg. Vi opdragede vores børn så dansk som muligt. Men som voksne må de selv afgøre, hvad de vil være. Vi har ikke forbudt dem at komme i tyske kredse. Jeg tror ikke, det nytter noget at tvinge nogen til noget. De må selv finde ud af det. I grænselandet er det sådan, at vi har det frie valg. Vi må vælge, om vi vil være danske eller tyske. Ellers er der ikke noget ved det,” siger Karl Kring.

Snart skulle det danske blive en vigtig del også af hans professionelle liv. Karl Kring var bogholder i et kolonialvareengrosfirma. Men flere små købmænd led butiksdøden, mens de store handelskæder bredte sig, så det var på tide at se sig om efter et nyt job. Muligheden bød sig i Dansk Sekretariat for Flensborg By i Sydslesvigsk Forening, hvor han blev fuldmægtig.

“Nogle af de gamle kom for at snakke. Jeg fik mange indtryk af, hvad det havde betydet at være dansk i 1920 og de kommende år. De kunne fortælle om den tid, og de havde også oplevet hele nazitiden, hvor man truede dem med, at de ikke kunne få arbejde, så længe de havde deres børn i dansk skole.”

Forretningsfører i SdU

Efter syv år som fuldmægtig i SSF for Flensborg by, blev Karl Kring tilbudt stillingen som forretningsfører i Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU). Det blev til mange projekter i de kommende år. Den første opgave var et fritidshjem, Ungdomsforeningen var begyndt et bygge i Harreslev. Men det var en periode med mange forskellige aktiviteter.

“På kontoret lå der nogle tegninger til en idrætshal, som en kongelig bygningsinspektør havde lavet. Den kostede mange penge. Så havde man købt en gammel Ødegård, den skulle bygges om til spejdere. Tydal. Det næste var, at vi købte 2,25 hektar jord i Flensborg. Også lejrskolehjemmet Christianslyst blev bygget i de år.”

Det var også dyrt, og Karl Kring husker i den forbindelse arkitekt Stærmose fra Odense som “en meget dyr og meget vanskelig mand.” Det kan tilføjes, at Stærmose også har tegnet bl.a. Odense-bydelen Vollsmose og Rigshospitalet.

SdU havde et blad, der hed Treklang.

“Det står for Hjem, Hjemstavn og Fædreland. Det blev jeg så ansvarlig for. Om aftenen, når arbejdet var forbi, så tog jeg i bil til Tønder og læse korrektur i trykkeriet. For jeg havde nøglen til trykkeriet, så jeg kunne komme ind, når de havde fyraften.”

Det var i det hele taget travle tider at være forretningsfører i. Og en travl hverdag har også en pris.

“Jeg har ikke rigtig oplevet, at mine børn blev store. Det har min kone sørget for. Og derfor forguder de hende. Hun har læst HC Andersen, hun har sunget danske sange med dem og læst godnathistorier.”

Internationalt samarbejde

Men det var også gode tider, når Karl Kring nu ser tilbage. Der var også travlhed med rejser, for ungdomsforeningerne var medlem af DGI og medlem af DUF. I seks år var han sekretær for Nordisk Samarbejdsorganisation for Ungdomsarbejde med virkefelter i alle nordiske lande undtagen Færøerne. I det nordiske arbejde lærte han, at det ikke kun er mellem danske og tyske, der kan være gnidninger. Han rejste således til den gamle finske hovedstad, som han kendte som Åbo.

“De gloede, da jeg spurgte til adressen på dansk. Jeg var rejst til Åbo, men jeg kom til Turku, som byen jo hed på finsk. Der var ca. to procent i Åbo, der talte svensk. Og den finske ungdomsorganisations sekretær ville ikke tale svensk med mig. Han talte kun finsk, fordi de her svenskere, de havde engang været den herskende klasse. Derfor har man også på stortorvet i Helsingfors en stor statue af zar Alexander, der har gjort meget for det finske sprog.”

“Jeg mærkede lidt, at den stemning, som jeg kendte herfra mellem dansk og tysk, ikke var så meget anderledes i andre lande,” siger han og nævner som eksempel, at den islandske delegation ikke brød sig om det danske, fordi Danmark har styret Island som koloni. Det er ikke sådan, at “alles ist schön”. Det er ikke tilfældet. Vi er jo mennesker. Verden kunne være så fin, hvis vi alle var ideelle. Men det er vi jo ikke.”

En anden rejse, der gjorde indtryk på Karl, var en rejse til Sovjetunionen i 1978. Det var under den kolde krig, hvor forskellene var ideologiske, og østblokken var kommunistisk. Den delegation fra Dansk Ungdoms Fællesråd, Karl var med i, forhandlede om udveksling af russiske unge og unge fra de nordiske lande.

“Da jeg gik i skole, sagde min lærer: “die ersten Christen waren die ersten Kommunisten.” Fordi de delte alt, hvad de havde ligeligt mellem hinanden. Vi havde en tolk, der havde studeret dansk i syv år. Han kendte de sidste danske vittigheder, det var helt fantastisk. Damerne, der vævede tæpper på en fabrik i Alma Ata, fik næsten det samme i løn som ham. Han sagde om det: Ved du hvad Karl. Jeg kommer fra en bondegård. Jeg har haft gratis skolegang. Staten har betalt min uddannelse på universitetet.  Staten har givet mig husly. Staten har betalt min mad. Hvorfor skal jeg tjene mere end de andre?”

Dengang oplevede Karl Kring, at de unge mennesker diskuterede meget. Det var tiden, hvor Helsinkiaftalen skabte håb om fred i Europa.

“Det var ikke sådan, at den anden bare var noget rødt og frygteligt.”

Fra Krag til Schlüter

De sidste år af sit arbejdsliv skiftede Karl Kring fra SdU til SSF og blev generalsekretær i Sydslesvigsk Forening fra 1982. De mange år i det danske mindretals tjeneste betyder også, at han har mødt en række mennesker, som har præget Danmarkshistorien.

Da SdU byggede Idrætshallen fra 1964 til 1967, blev grundstenen lagt af den daværende statsminister Jens Otto Krag. Og Arveprins Knud og Arveprinsesse Caroline Mathilde var med til indvielsen af hallen.

“Det var en stor festlighed med alle mulige taler. Om aftenen havde vi Det Kongelige Teater på besøg med en operaforestilling,” husker Karl Kring, som i tiden frem mod indvielsen havde knoklet så hårdt på, at hans bestyrelse sendte ham 14 dages rekreation efterfølgende.

Mens han var generalsekretær for SSF, havde han besøg af statsminister Poul Schlüter.

“Her er et billede, hvor vi sidder i min have, og min kone havde lavet frokost, og Poul Schlüter var vor gæst. Han fortalte, at han lige havde været forbi Haderslev og ville besøge sin mor, men hendes cykel var der ikke, så han kunne se, hun ikke var hjemme. Vi skulle med i årsmødeoptoget, mens han først skulle tale senere. Da vi kom hjem, havde de ryddet alt, hvad der stod af kaffestel ude i haven ind i køkkenet,” fortæller Karl Kring.

Når Karl Kring i dag ser tilbage, er det arbejdet som forretningsfører i SdU, der står for ham som de bedste år.

“De 19 år i SdU har været mine bedste år. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde skulle have sagt ja til blive generalsekretær i SSF. Det var da interessant, men jeg har altid været mere til det daglige og folkelige end de bonede gulve. Jeg er et arbejderbarn. Vi havde den lykke, da jeg var barn, og mine forældre flyttede fra et loftsværelse til et hus med præster og lærere, fine folk. Jeg fik læst litteratur og andet. Jeg og min seks år yngre bror lærte meget. Der har jeg også været heldig at vokse op i et hus, hvor de fine folk interesserede sig for os børn,” siger han.