Kirken er en fysisk og en åndelig størrelse, som mennesker kan gå i ly af. Når et samfund bliver ramt af kriser, er det naturligt, at mennesker søger eftertænksomhed og stille steder. Vi har brug for at himlen, glæden, letheden hvælver sig over os, når vi mærker, at noget truer os.

Hvordan mon de klarede det, har jeg ofte spurgt mig selv, når jeg læste om tidligere generationers deltagelse i krig. Min egen bedstefar blev sendt til fronten i Frankrig som sønderjyde i 1917. Han havde fået at vide af min oldefar, at nu skulle han ikke være for ivrig. Min oldefar ville åbenlyst gerne se sin søn igen.

Min bedstefar talte aldrig meget om krigen. Han slog den hen. Han fortalte, at han havde været i Frankrig og havde lært at spise “paddelår”.

På skrivebordet var der dog en mindelse, hvis historie, vi alle fik. Det var en granat-

splint, som var lavet om til en brevopsprætter. Den stak, når man tog den i hånden. Han havde taget den med hjem. Den havde sat sig i træværket lige ved siden af en dag i skyttegraven.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at den dagligt mindede ham om, at livet kunne have været forbi; men han fortalte aldrig rigtig noget.

Det er ikke så få mennesker, man har mødt i sit liv, der også havde været aktive i den anden store verdenskrig i det 20 århundrede; men de fortalte aldrig noget om, hvad de havde oplevet.

De havde deres steder, hvor de mindedes, og hvor de kom til sig selv. Der var kirkerne, mindesmærkerne, de nationale erindringsdage. Her var der et sted, hvor ordene og tankerne inden i dem ikke behøvede at gemme sig, og hvor de måske kunne sige det, der i det daglige måske ligefrem havde det bedst med at være langt nede i underbevidstheden.

Selv har jeg altid haft det sådan, at jeg havde brug for at tale om kriser og frygtelige ting, der var sket. Men jeg indrømmer, at der har også været et par tragedier, som jeg var tæt på, hvor jeg mærkede, at ordene snørede til i halsen. Det gjorde måske godt at høre en præst, en psykolog, en digter sætte ord og tanker på; men bedst var det nu, når man bare kunne lade psykologens, præstens eller digterens ordene falde til ro inden i en. Bedst var det, når ordene og tankerne kunne finde et sted at ligge og få andre tanker frem, men uden at man skulle præstere noget synderligt.

Jeg er nu glad for at leve i en tid, hvor vi mennesker kan tale med hinanden om det vanskelige. Jeg har stor respekt for psykologien, for troen og for længslen. Det hjælper alt sammen – og det hjælper, når man kan sidde i sine “kirker” og komme til sig selv og få en fornemmelse for de andre igen.