ESSAY: Engang blev dialekter taget alvorligt som udtryk for dansk kultur. I dag taler de færreste dialekt med Sønderjylland som en overraskende undtagelse. Her siger de unge stadig ”mojn” for hej og ”bom” for slik.
De fleste, som søger et par generationer tilbage i deres slægt, vil havne ude på landet, hvor deres forfædre og -mødre sled med at dyrke jorden, hjælpe de mange børn videre i verden og sikre dem og familien det daglige brød. Men det tænker vel de færreste på i hverdagen, hvor vi har travlt med at tilpasse os morgendagens forventede krav, heller ikke på, at de talte dialekt. Mange så dialekterne som fordrejninger af korrekt talt dansk; hvad dét forresten er, har man diskuteret – også i århundreder. Lærere langt op i 1900-tallet har nok ment at gøre deres elever en tjeneste ved at lære dem en standardnorm med længere radius end dialekten, selv om man uden tvivl længe i den ”stråtækte” landsbyskole har haft dialekt som skolesprog, ofte både hos lærere og elever. Men under oplæsning, fx af Bibelen, har man fundet det passende at vælge en bogstavtro læseudtale.
Talesproget er flygtigt
Talesproget er jo mere flygtigt end skriftsprog, og der har sjældent for alvor været et dialektalt grundet skriftsprog her, sådan som man havde landsmål (senere nynorsk) i Norge. Men allerede Steen Steensen Blicher bragte i 1820'erne det jyske landboliv og (toner af) dets sprog ind i de københavnske saloner, hvor livet derovre blev opfattet som interessant og eksotisk. Der var ikke nogen naturlige efterfølgere i næste generation, men senere dukkede en jysk bevægelse op med Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg og Johannes V. Jensen, hvis Himmerlandshistorier viste fin indlevelse i et miljø, som sådan set ikke var hans personlige udgangspunkt. Og i nyere tid har Jens Smærup Sørensen givet stærke og autentiske indtryk af senere generationers liv på landet.
Også andre end digtere begyndte i slutningen af 1800-tallet at interessere sig for livet i det gamle bondesamfund, sikkert både drevet af en spirende interesse for vilkårene uden for hovedstaden og af en fornemmelse af, at den gamle livsform var ved at blive fortid og måtte dokumenteres, før det blev for sent. I sidste del af 1800-tallet kom den store demografiske bevægelse, hvor mennesker flyttede fra land til by. Mere end 10 procent af befolkningen, især folk fra landet, emigrerede ligefrem, først og fremmest til USA, i håbet om at kunne bjerge føden og måske vinde lykken i det fremmede.
Landets dialekter blev taget alvorligt som udtryk for en kultur, som også sprogligt måtte kortlægges. Et stort værk med atlas og tekstbind om landets dialekter blev udsendt af Valdemar Bennike og Marius Kristensen, begge lærde folk med tilknytning til Folkehøjskolen: "Kort over de danske Folkemål" (1898-1912). H. F. Feilberg (1831-1921), præst og sprogmand, havde forinden påbegyndt udsendelsen af den jyske encyklopædi og ordbog "Bidrag til en ordbog over jyske almuesmål”, 1886-1914.
Sønderjysk har det godt
Et mere personligt vidnesbyrd har jeg såmænd selv. Min farmor (født i slutningen af 1800-tallet) talte kraftig sønderjysk dialekt og kun dialekt, også da hun som voksen var flyttet til Kolding, og når hun talte med sine børnebørn. Min mor boede fra 1926-1936 i Flensborg som en del af det danske mindretal, og hun gik på Duborg-skolen, hvor der skulle tales dansk. Men i frikvartererne talte børnene tysk eller plattysk. Karen Margrethe Pedersen har leveret generationers ret vigtige bidrag til belysning af sprogforholdene i grænselandet, og både på Københavns og Aarhus Universitet studeres dialekterne grundigt. For nogle år siden fyldte dialektforskningsafdelingen på Københavns Universitet 100 år. At gøre studier i dialekter til et emne for universitetsansatte, ville i århundreder have været ganske utænkeligt.
Nu viser en undersøgelse som forskere fra Københavns Universitet står bag, at Sønderjylland er det sted i landet, hvor flest unge taler dialekt i deres dagligdag. Undersøgelsen inkluderer også brug af vendelbomål og bornholmsk. ”De undersøgelser, vi har lavet med unge mennesker, viser, at det kun er i Sønderjylland, at de unge bruger dialekten til hverdag i skolen og med kammeraterne”, siger Malene Monka, Nordisk Forskningsinstitut, til DR Syd. Hun tror, at de sønderjyske unge kan være med til at sikre dialektens overlevelse, når de bruger ord som ”mojn”, ”knepkach” og ”bom”. ”Det kan godt være, at dialekten på sigt vil blive udtyndet lidt fra generation til generation, fordi de unge ikke altid bruger helt specifikke sønderjyske ord. Men bare det, at de unge siger ”æ” i stedet for ”jeg” er med til at bevare dialekten”, siger hun. Det tror jeg, hun har ret i.
