Sønderjysk hyldest til hverdagens helte

Af Poul Struve Nielsen

Frelle Petersen er på sin vis en slags sønderjysk Niels Malmros. 

Begge instruktører skildrer rigtige mennesker, og de bruger ofte rigtige mennesker og ikke uddannede skuespillere i rollerne. Men mens Niels Malmros beskriver den øvre middelklasse i den store by, som Aarhus er i en dansk målestok, så giver Frelle Petersen ordet til arbejdere og bønder i Sønderjylland. 

Hvert ord er på sønderjysk, og han strør ikke om sig med dem, Frelle Petersen, selvom der er kommet flere ord til henad de sønderjyske småveje. I hans første film i den sønderjyske trilogi, ’Onkel’, går der vel en otte minutters tid, før det første ord falder. I ’Hjem kære hjem’ går der kun omkring otte sekunder, før hovedrollen Sofie får at vide, at hun kan hænge sin frakke i entreen hos en af de ældre på sin første arbejdsdag i hjemmeplejen.

Hvad betyder det så, at sproget er sønderjysk? Det giver så meget troværdighed og ægthed, det får bare de mennesker til at fremstå helt naturligt. Især når de smelter sammen med de smukke billeder af de flade landskaber i grænselandet, de lave huse, de levende hjem, der damper af kaffe og ensomhed og det sterile kontor på kommunen.

Filmen skildrer velfærdssamfundet som et ensomt træ, der står i strid blæst på kanten af marsken. På den yderste gren sidder Sofie og hendes kolleger. Sofie, som spilles af Jette Søndergaard, der også havde hovedrollen i de to foregående film i trilogien, ’Onkel’ og ’Resten af livet’, er alene med sin 10-årige datter. Hun tager sit arbejde i hjemmeplejen alvorligt og hjælper de ældre med empati og interesse for dem som mennesker.

Men hun er presset fra alle sider. Fra kommunen, som sender hende afsted med en stram tidsplan og skærer ned på al den tid, der er til at mødes menneske til menneske. Fra pårørende, der giver hende skylden for kommunens sparepolitik, og nogle gange fra de ældre selv, borgerne, som det hedder. Og vi er jo alle borgere i samfundet, så det kan ende med at være enhver af os.

Når Sofie også presses af datteren og eksmanden, så tager blæsten til, og hun kan kun holde fat i den spinkle yderste gren i velfærdssamfundet, som hun sidder på, med det yderste af fingerspidserne. Og hvis hun giver slip, så falder hele velfærdssamfundet fra hinanden.

Overlevelsesstrategi

Hun laver små regelbrud som overlevelsesstrategi. Hun må ikke lave mad, kun servere færdigpakket, mikroovnsopvarmede retter, der alle smager ens. Klippekortsordingen, hvor de ældre kan få lov at komme ud et par timer, bliver også sparet væk. Men hun laver alligevel spejlæg. Hun sætter sig alligevel ned og drikker en kop kaffe.

Lektor Lise Justesen, som forsker i fremtidens ældreomsorg med udgangspunkt i måltider på Københavns Professionshøjskole, skriver i et opslag:

”I et måltidsperspektiv handler det om rød saftevand, mikrobølgeopvarmet biksemad, nutella og ensomme måltider. Men også om meningsfulde brydende begivenheder, som havregrød fra gryden og spejlæg til frokosten. Filmen er en fortælling om faglighed, kærlighed, kundskab og levet liv”.

Det er en brav kamp, Sofie kæmper. Og ingen af os kan andet end holde med hende. Hun er et hårdt arbejdende menneske, der kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen og for at være menneske og se sine borgere som mennesker på trods af de urimelige forhindringer, hun møder fra mange sider.

På den måde kan filmen også ses som en hyldest til den hårdt arbejdende frontpersonale i vores velfærdssamfund, til alle dem, der arbejder for os alle sammen på trods.  

Det er en velfortjent hyldest til medarbejderne i de sønderjyske kommuner, i den danske sundhedstjeneste for Sydslesvig, i kommunerne i Slesvig-Holsten, i resten af Danmark og resten og Tyskland, besøgsvenner i Røde Kors og Sozialdienst Nordschleswig. Og det gælder sådan set også medarbejdere på plejehjem, i psykiatrien, på bosteder for hjemløse og andre steder, der tager sig af mennesker, som ikke kan klare sig selv.

De holder alle fast i de yderste grene på det forblæste træ, der udgør velfærdssamfundet, de holder fast, og det er kun på grund af dem, det hele hænger sammen.

Ros fra anmeldere

De filmkyndige anmeldere roser filmen til skyerne over Vadehavet.

Nanna Frank Rasmussen giver filmen seks hjerter og skriver i Politiken: 

”Det er ægte mennesker i virkelige dilemmaer. Spillet af modige amatørskuespillere, der blotlægger alle de hudfolder og rynker og røde bagdele og bølgende, bare bryster, som historien kræver. Hvordan Frelle Petersen gang på gang får hver og en til at fremstå fuldstændig naturlige og upåvirkede af kamera og filmhold, er mig en gåde. Det er voldsomt imponerende, betagende, rørende.”

Freja Dam giver filmen seks stjerner og skriver i Jyllands-Posten: 

”’Hjem kære hjem’ er menneskeklog og samfundskritisk, underspillet og velfortalt. Frelle Petersen har en unik evne til at skildre både karakterer og lokalsamfund så nærværende og autentisk, at man føler sig som en del af deres hverdag.”

Filmen vandt også en fortjent publikumspris ved Berlinalen.