"Håndbold er noget, man er fælles om i Flensborg og omegn", siger Torsten Wulf, der er en del af det danske mindretal og fan af håndboldklubben SG Flensburg-Handewitt.

Foto: Lars Salomonsen

Helvede i nord ligger på Lars Christiansens Plads

SG Flensburg-Handewitt er Flensborgs stolthed. Kun Flensburger Pils er bedre kendt fra byen end håndboldklubben, som har vundet alt.

I København er det en regel, at man skal være afgået ved døden, før man får en plads opkaldt efter sig. Først et år efter, at daværende statsminister Anker Jørgensen døde, besluttede man at opkalde den nuværende Anker Jørgensens Plads efter ham.

Anderledes er det i Flensborg.

Pladsen foran Flens-Arena, som er hjemmebane for håndboldklubben SG Flensburg-Handewitt, hedder Lars Christiansens Platz. Opkaldt efter klubbens nuværende sportschef, den tidligere fløjspiller med scoringsrekord for både SG og Danmark. Så MÅ man siges at være en levende legende. Det viser, at SG er en danskerklub.

Indenfor i hallen er stemningen ikke helt, som når det gælder kampene i Bundesligaen, og slet ikke som når SG spiller mod arvefjenden fra Kiel. Aftenens modstander er det spanske hold fra TM Benidorm i Europa League.

  • Tema: Sport i grænselandet

    Magasinet Grænsen ser i den kommende tid på idrætslivet i grænselandet. Vi begynder med fokus på Flensborgs populære håndboldhold.

“Hvis du er her en lørdag, hvor Flensborg spiller, vil fans sidde her to timer før kampen. Der vil være tyskere og danskere, både de danskere, der bor her og de danskere, der kommer til byen for at se håndbold. Det er der mange, som gør. For Bundesligaen er noget særligt. Folk vil gå rundt i klubbens trøjer”, siger sportsjournalist Ruwen Möller fra Flensborg Avis.

Ruwen Möller har netop sammen med kollegaen Kai Teichmann udgivet en guide til håndboldklubben, ‘SG-Guide – 90 Orte in Flensburg, Handewitt und in der Grenzregion’. Det er en lille bog, der binder håndboldklubben sammen med byen og lokalområdet. Man kan både læse om Istanbulfrisøren Mustafa, om Sønderborg og om andre steder i grænselandet. Men altså mest om håndboldklubben.

Som ung, dansksindet gymnasieelev på Duborg-Skolen havde Ruwen Möller fået et rigtig godt fritidsjob med at gå til hånde på sportsredaktionen på Flensborg Avis, samtidig med at han var fodboldtræner i DF Flensborg, hvor en dansker, som lige var flyttet til byen, meldte sin søn ind.

Det var SG’s nye danske træner Erik Veje Rasmussen. Han var med til at bygge Flensborg op til at blive en topklub i Tyskland.

“Erik Veje blev min indgang til klubben. Jeg fik lov af sportsredaktøren til at tage med til nogle SG-kampe, og det år, Flensborg blev mestre for første gang – i sæsonen 2003-4, skrev jeg de første artikler”, fortæller Ruwen Möller, som efter endt uddannelse var pressemedarbejder i to sæsoner hos HSV (fodboldklubben Hamburger Sport Verein), inden han vendte tilbage til Flensborg.

Til kampen mod Benidorm sidder han som altid på pressepladserne i Flens-Arena.

Mågen og ritualerne

Der er ritualer, som hører enhver SG-kamp til. Klubbens maskot, mågen SiGi, kommer ind på banen, da spillerne er færdige med opvarmningen. Så lyder ‘Whatever You Want’ med den engelske gruppe ‘Status Quo’ fra højttalerne.

Da lyset slukkes i hallen, er et par projektører kørt ind på banen. Nu danser lyskeglerne rundt på tilskuerpladserne, mens et stykke musik fra Verdis opera ‘Aida’ antyder, at nu sker der snart noget.

Folk står op og klapper, da hjemmeholdets spillere kommer på banen.

Klubben samler Flensborg. Dansk eller tysk, så holder du med SG. Det danske er tydeligt på mange måder. Danske virksomheder bruger også klubben. Er du VIP, så har du adgang til Danfoss Lounge. På trøjen står der ‘Jysk’, og holdet kan faktisk godt stille med syv danskere på banen på en gang.

Landsholdsspilleren Mads Mensah Larsen er en af de bærende kræfter på holdet. Fra kampens start spiller han kun med i angrebet. Han er ellers verdensklasse i forsvaret. På landsholdet bliver han somme tider kun brugt her. Den danske stregspiller Simon Hald spiller til gengæld kun i forsvaret. Flensburgs og Tysklands anfører Johannes Golla er på stregen i angrebet.

“Klubben betyder rigtig meget for Flensborg. Det er nok den bedste ambassadør, byen har. Flensborg er kendt for sin øl, Flensburger Pilsener. Ellers ved alle i Tyskland, at får du en bøde for en trafikforseelse, så bliver den registreret her i byen. Så kommer håndboldklubben. Bare man er lidt interesseret i sport, vil man sige: I har da et meget godt håndboldhold”, fortæller Ruwen Möller.

De spanske gæster fra Benidorm bider godt fra sig, og det er ikke så simpelt med favoritværdigheden, som man kunne håbe. De spanske gæster tager målmanden ud i angrebsfasen og spiller overtal 7 mod 6. SG har svært at holde modstanderen fra scoring.

Der er ingen SG-spillere, som har nummer 8 på ryggen. Ottendemanden, det er publikum, fansene, som står rundt om banen.

“Det er vildt, hvad der foregår, når 5.000 mennesker, nogle gange over 6.000, har det samme mål, nemlig at ens eget hold skal vinde. Vi ser de samme ting, oplever det samme. Det er et meget intenst forløb, sådan en håndboldkamp. Der er mange tilskuere, der står sammen om holdet”, siger Torsten Wulf, som er fan af SG og kommer til mange af kampene i Flens Arena.

“Det kan til tider være meget, meget støjende. Det står ikke tilbage for de første rækker til en god rockkoncert. Der bliver virkelig gjort meget ud af det”, tilføjer Torsten Wulf.

Der er synlige fanfraktioner med navne som Alte Garde og Die Wikinger på tribunerne. Der er fire fanklubber i alt. Men der er ikke så mange tilskuere denne aften, og det er som om 8. manden ikke rigtig bærer holdet frem i aften.

Det bliver 11-14, og det bliver værre endnu: 12-19. Det bliver også sværere, da Simon Hald får en to minutters udvisning. Fra nu spiller Mads Mensah både forsvar og angreb. I det 28. minut får Simon Hald endnu engang en to minutters udvisning, og så brokker han sig så meget overfor dommeren, at han får en udvisning til og dermed et rødt og ikke længere kan aflaste i forsvaret.

Håndboldtossede

“Er der noget, man er enige om, og noget, man ser op til i Flensborg, så er det håndboldholdet. De fleste har en positiv holdning til SG. Håndbold er også et godt emne at tage fat i, når man møder mennesker, man ikke ser så tit. Det er noget, folk har en holdning til og ved noget om, også selv om ikke alle er i hallen. For de fleste i Flensborg betyder klubben rigtig meget, for der er mange, som er håndboldtossede”, siger Torsten Wulf.

I anden halvleg, da SG er fuldtallige igen, er træner Maik Machulla færdig med at spare de rutinerede kræfter. Han lader sit bedste hold spille, og efter otte minutter af anden halvleg kommer udligningen til 22-22.

Selv om der ikke fyldt op på tilskuerpladserne, kan man mærke lettelsen. Et nederlag ville være slemt, når nu SG faktisk er store favoritter.

“Det er noget, man er fælles om i Flensborg og omegn. Jeg bor i Sønder Brarup. Så triller jeg ind til Flensborg og ser kampene. Nogle gange tager jeg toget, og der sidder også andre fans. Jeg vil gætte på, at det er nogenlunde det samme i en del andre landsbyer rundt omkring”, fortæller Torsten Wulf.

Håndboldmæssigt ligger Sønder Brarup noget syd for Flensborg, og dermed også relativt tæt på Kiel. Så i landsbyen støder Torsten Wulf også på folk, som holder md arvefjenden THW Kiel.

“Min kone har flere gange været til kampene i Kiel og synes, der er fremragende stemning dernede også. Nogle af vores venner i Sønder Brarup er fans af THW Kiel, og vi diskuterer det. Min kone har stået med sit Flensborg-halstørklæde dernede”, siger han.

Selvom SG er en populær klub, der binder Flensborg sammen, så er der også folk i lokalområdet, som ikke er helt så glade for den store håndboldklub.

“Der er også nogle, som er lidt misundelige. Hvis du spørger, siger de: ‘De tager alle sponsorpengene, og de tager de bedste spillere allerede som meget unge.’ Folk med tilknytning til f.eks. Tarp, som har spillet i 2. Bundesliga, vil ikke bryde sig meget om Flensborg. Der er mange breddeklubber med gode spillere, som har været i Flensborg, men som ikke er kommet videre”, fortæller Ruwen Möller.

Men i Flens-Arena er der fuld opbakning. Mens hjemmeholdet begynder at få føringer, og kampen nærmer sig en afgørelse, kommer hjemmepublikummet virkelig op på mærkerne. Bag det ene mål er der kun ståpladser. Og der er et podie til mågen SiGi.

En af tilskuerne på ståpladserne er Nele Kahls, som står lige foran SiGi.

“Jeg hader den måge. Hvis den kommer for tæt på, beder jeg den gå væk”, siger hun.

Men hun er glad for, at SG hiver sejren i land. Til sidst er spændingen ude af kampen, og SG vinder 35-30.

Efter kampen er træner Maik Machulla ærgerlig over, at de bedste spillere ikke fik en rolig aften og sparede flere kræfter til de kommende udfordringer i Bundesligaen.

“Der er for mange, som ikke kommer op på det niveau, de skal”, siger han efter kampen.

Dansk og nordisk

Ruwen Möller interviewer den tidligere Bjerringbro-Silkeborg spiller August Pedersen, som kom til SG i sommerpausen. Det foregår på spillerens modersmål: norsk.

“Det er en fordel med de danske og andre nordiske spillere, at man får et mere fortroligt forhold til dem ved at tale deres eget sprog med dem. Det kan godt være lidt svært, når de begynder hernede”, siger SG-eksperten fra Flensborg Avis.

Ifølge ham skaber SG fællesskab og sammenhold. Både tyskere og mindretalsdanskere holder med klubben. Danskerne er selvfølgelig godt tilfredse med, at der er mange danskere i klubben.

“Klubben er dannet i 1990, og der har været tæt på 40 danske spillere og to danske trænere. Jan E. Jørgensen var den første danske spiller. Jeg tror, folk ville undre sig, hvis der ikke var danskere i klubben. Efterhånden er det lidt blevet den nordiske klub. Kiel er tæt på, Magdeburg har pludseligt fire danskere”.