Hvad var det for et Tyskland, det danske mindretal blev en del af, da den nuværende landegrænse mellem Danmark og Tyskland blev trukket i 1920? Det kan man blive rigtig meget klogere på af udstillingen ‘Det kolde øje’, som kunstmuseet Louisiana i Humlebæk nord for København har arrangeret i samarbejde med kunstmuseet Centre Pompidou i Paris og viser frem til den 19. februar.

Udstillingen beskriver en blomstrende periode i tysk kultur, en periode som begyndte med afslutningen på Første Verdenskrig, og som visnede bort i et splitsekund, da Hitler kom til magten i 1933. Kunstnerne, hvis værker er udstillet, blev spredt som blade i efterårsblæsten i hele den vestlige verden.

“Med Første Verdenskrig har Tyskland lidt et kæmpestort nederlag. Landet går fra monarki til demokrati, og til sidst tager nazismen over. Det hele varer lidt mere end ti år. Det er en periode mellem to katastrofer og et forspil til den store katastrofe. Der sker mange nybrud. Der er en økonomisk og kulturel opblomstring, efterfulgt af et børskrak i 1929. Og så ender det med, at Hitler får magten”, fortæller museumsinspektør Kirsten Degel, som er udstillingens kurator.

En fotoudstilling beskriver dagliglivet i Tyskland i 1920’erne. På et af billederne fra Berlin ser man beværtningen Moka Efti, som lå i Leipziger Strasse, og i 1929 blev indrettet som et større sted på hjørnet af Friedrichstrasse.

Babylon Berlin

Navnet klinger bekendt for alle, der har set den dyreste tyske tv-produktion nogensinde, serien ‘Babylon Berlin’, som udspiller sig i Berlin i den samme periode. Der er mange scener fra en fiktiv udgave af Moka Efti.

I serien forsøger Charlotte Ritter at gøre karriere i politiet, hvor hun er kontorist, samtidig med at hun er sexarbejder i Moka Efti om aftenen. Tv-seriens hovedperson Gereon Raths afhængighed af stoffer, tilbagevendende mareridt og komplicerede kærlighedsliv er et direkte resultat af hans deltagelse i Første Verdenskrig. Tyskland er en traumatiseret nation, der lider kollektivt af følgerne af dybe savn, sorg, tab og traumer. Samtidig er Tyskland efter Første Verdenskrig et samfund i en dyb økonomisk krise.

I begyndelsen af 1920’erne var der hyperinflation – ikke inflation, som vi mærker den nu, men inflation, så man kunne købe en amerikansk dollar for cirka ni mark i 1918, mens prisen steg til 4.200 milliarder mark for en dollar mod slutningen af 1923.

De kommende år oplevede Tyskland en velstandsperiode, som var støttet af amerikanske lån. Det holdt til 1929, så krakkede Børsen i New York. Demokratiet i det nye Tyskland holdt nogle år endnu. Det er en tid, som det ikke er svært at danne sig indre billeder af, for tiden har efterladt sig mange markante, kulturelle fodaftryk.

“Udstillingen viser ikke kun kunst. Der er også teater, litteratur, film, arkitektur, design, foto og musik. Det er den brede kulturelle produktion, der er omdrejningspunkt for udstillingen”, siger Kirsten Degel.

Brecht og Weill

Dramatikeren og digteren Bertold Brecht og komponisten Kurt Weill har sat scenen i drama og musik. Sange som ‘Sørøver-Jenny’ og ‘Mackie Messer’ er fra deres mest tidstypiske musical ‘Dreigroschenoper’ (Laser og pjalter), ‘Alabama Song’ om at nå frem til den næste Whisky bar er fra stykket ‘Mahagonny’ fra samme periode.

“Folk skulle ikke underholdes, de skulle opdrages. Det passer godt til Louisiana med den forankring, kunsten har i sin egen samtid, optagetheden, og at man gerne vil være en del af den udvikling, der sker i samtiden. Brecht og Weill blev jo også nødt til at flygte”, siger Kirsten Degel.

Forfattere som Alfred Döbling og Hans Fallada har sat ord på i romaner som ‘Berlin Alexanderplatz’ og ‘Kleiner Mann, was nun’. Man kunne tilføje Christopher Isherwood, som med sin roman ‘Goodbye to Berlin’ leverede oplægget til Broadway- og Hollywoodbeskrivelsen af perioden med stykket og filmen ´Cabaret´, der så sent som i år har spillet på Aarhus Teater, men som er bedst kendt i Bob Fosses filmatisering fra 1972 med Liza Minelli i hovedrollen som Sally Bowles, der arbejder som Cabaret-sangerinde på Kit Kat, et sted der minder ret meget om Moka Efti.

Det promiskuøse er åbenlyst. Den glidende overgang mellem kønnene er et af de kendetegn, der frister til en sammenligning med de woke 2020’ere, vi lever i her 100 år senere. Udviklingen i massemedier og kommunikation kan også sammenlignes.

De første private radiostationer i Tyskland blev oprettet i 1920’erne. I 1925 slog de sig sammen i Reichs-Rundfunk-Gesellschaft. Det var en fantastisk platform for ytringsfriheden og sås som en udvikling, der kunne fremme det nye demokrati. Efter Hitlers magtovertagelse, overtog nazisterne også det nye massemedie, og Hitlers propagandaminister Goebbels mestrede virkelig radiomediet, som han også sørgede for at få yderligere udbredt.

Massemedier

“Telefon, transport, radioen. Man troede virkelig, man kunne bruge de der midler til at komme ud til folk, altså bredere ud. Det gjorde man også, men det gjorde Hitler også. Han overtog de ting desværre. Mange af de ting er positive, men de kan også misbruges”, fortæller Kirsten Degel.

I 2020’erne oplever vi, at de politiske debatter i højere grad flytter over på sociale medier. Det er her, de politiske partier lægger deres annoncekroner, og i de seneste valgkampe i USA har fokus været på, hvordan Facebook og Twitter agerer og anvendes. Da den tidligere præsident Donald Trump blev udelukket fra Twitter efter stormen på kongressen, lancerede han sit eget sociale medie, og efter at Twitter er blevet overtaget af milliardæren Elon Musk, hvis satellitter i øvrigt er afgørende for, at den ukrainske regering kan opretholde kommunikationen under den russiske besættelse, er Trumps profil blevet genåbnet.

Udviklingen i massemedierne og af radiomediet er også en del af udstillingen og væsentlige udtryk for udviklingen i Tyskland i 1920’erne. Men nu stiller vi tilbage til billedkunsten og den nye bevægelse ‘Neue Sachlichkeit’.

“Det er en bevægelse, der begynder i maleriet og manifesterer sig på den store udstilling i 1925 på Kunsthalle Mannheim, ‘Neue Sachlichkeit. Deutsche Malerei seit dem Expressionismus’, hvor Gustav Friedrich Hartlaub kunne fornemme, at der var en tendens til en tilbagevenden til figurationen, til en meget kølig form. Alt det ekspressionistiske og subjektive føleri var slut. Nu så man på verden med et nøgtern blik, og man beskrev den på en mere realistisk måde,” fortæller Kirsten Degel.

Med kølig afstand

Titlerne på de forskellige portrætmalerier i ‘Neue Sachlichkeit’ fortæller med hvilken kølig afstand, den ny tids mennesker blev betragtet. De er ofte benævnt slet og ret med navn og titel. ‘Forretningsmand’. ‘Filosof’. ‘Journalist’.

“Så beskriver man folk ud fra det ydre. Man var meget interesseret i, hvordan det ydre billede kan afsløre noget om den indre person. Her har man en forretningsmand, og han har selvfølgelig en kalender, et ur og en telefon, så han kan komme i kontakt med sine forretningsforbindelser. Og selvfølgelig læser han aviser. Han er iført jakkesæt og slips. Og stive flipper. Farverne er også meget mere nedtonede, end de var under ekspressionismen. Man kan ikke se penselstrøgene. Det er meget fladt maleri, meget køligt udtryk, og de kigger som regel heller ikke på en, men tomt forbi én”, siger Kirsten Degel.

Hun understreger, at stilen var en tilbagevenden til en figurativ malestil og væk fra ekspressionismen, som var fremtrædende før Første Verdenskrig. Nu skulle man altså begynde på noget nyt, og man skulle være objektiv.

Museumsinspektøren fortæller, at man i Sverige havde noget, der tenderede Neue Sachligkeit, mens man i Danmark i højere grad holdt fast i inspirationen fra de franske ekspressionister. Og dog. Måske kulturradikalismen står lidt i gæld til 20’ernes strømninger i Tyskland. Det gælder Poul Henningsen som både arkitekt og skribent. Tom Kristensens undergangsskriverier ligger ikke fjernt fra 20’ernes tyske litteratur. Det gælder ikke bare hovedværket ‘Hærværk’ fra 1930. Stemningen i den tyske hovedstad rammer han lige på sømmet i digtet ‘Nat i Berlin’ fra 1921, hvor hesten stadig var et trækdyr, der fyldte i bybilledet.

“‘Kvindelæber, hestemuler/Åben mund og krænget grin/Denne by er fuld af syner/Hvem kan sove i Berlin,’”skriver Tom Kristensen.

Die neur Frau

Den sønderjyske kunstner Franciska Clausen, som samtidig udstilles på kunstmuseet i Aros i Aarhus, havde en del til fælles med kunstnerne fra Neue Sachlichkeit. Og udviklingen i arkitektur og design med Bauhaus-skolen er en væsentlig del af udstillingen på Louisiana.  Et par år før Genforeningen, i 1916, var Franciska Clausen som borger i det preussiske kejserrige studerende på Grossherzogliche Kunstschule i Weimar, det senere Bauhaus.

Så kom grænsedragningen, og Clausen blev dansker. Så hun var ikke del af Tyskland i 1920’erne, hvor en ny kvindetype dominerede kulturscenen og vel også arbejdsmarkedet.

1920’ernes moderne kvinde var korthåret, og når man nærmer sig portrættemaet i Louisianas udstilling, er det en kvinde, der byder indenfor. Hun hedder Sylvia von Harden, bærer monokel og en rødternet, langærmet kjole, ryger en cigaret og sidder ved et cafébord med en cocktail, et cigaretetui og en æske tændstikker foran sig.

“Kvinderne får valgret i 1918, kommer ud på arbejdsmarkedet og er markant til stede i det offentlige rum. 70 procent af menneskene i byerne var kvinder, fordi mændene var i krig. Mændene var jo gået ind i krigen med stor begejstring. De troede jo på, at de skulle vinde. Så taber de og kommer tilbage og oplever de selvbevidste kvinder, som også har skiftet udseende til den korte, klassiske ‘Bubikopf’-frisure, de bærer monokel og har en tøjstil, der er anderledes. Det er slut med korsetterne, nu bærer kvinderne lidt mere løst tøj”, siger Kirsten Degel.

Portrættet af Sylvia von Harden kendetegner mere end noget andet ‘Neue Sachlichkeit’. Maleriet hedder ‘Bildnis der Journalistin Sylvia von Harden’ (portræt af journalisten Sylvia von Harden) og er malet af en af de store Neue Sachlichkeit-kunstnere, Otto Dix.

“Det er jo ikke et flatterende kvindeportræt, men han føler sig måske i virkeligheden lidt truet af den nye kvindetype, som er kommet frem, går alene i byen og er uafhængig, ugift og spiller en rolle i det offentlige liv”, siger Kirsten Degel.

I en artikel i Louisianas katalog for udstillingen, Louisiana Revy, skriver Catherine Wermester, som er lektor ved Université Paris om portrættet, som også er på udstillingens plakat:

“Tydeligvis synes Dix, hvordan det end forholder sig med den virkelige person, at den model, han har valgt, er latterlig, fordi hun kan fremvise samtlige af tidens tegn på ‘Die neue Frau’ (den nye kvinde), som man på det tidspunkt betegner de kvinder, der prøver at frigøre sig for de begrænsninger, der ligger på deres køn”.

Psykologisk tilstand

I det tyske ‘FemBio’ med kvindeportrætter slutter artiklen om von Harden med ordene:

“På sine ældre dage var hun smuk, ligesom da hun var en ung kvinde: imponerende, besk, altid med en cigaret. Anerkendt som digter blev hun aldrig. I dag er hun helt glemt.”

Takket være Otto Dix portræt er hun absolut ikke glemt i dag. Men dengang var hun en kendt skribent og en kendt figur. Hun skrev for flere medier og fik udgivet to digtsamlinger, mens hun levede i Berlin i 1920’erne. Ellers var hun født i Hamborg, blev gift og fik en søn. Hun forlod Tyskland i 1933 og levede i England til sin død i 1963.

I 1959 skrev hun en artikel om det berømte maleri, hun sad model til: ‘Erinnerungen an Otto Dix’ (Erindringer om Otto Dix). Hun havde mødt Dix på gaden, og han sagde, at han måtte male hende. Hun spurgte: “Så du vil male mine glansløse øjne, mine udsmykkede ører, min lange næse, mine tynde læber; vil du male mine lange hænder, mine korte ben, mine store fødder – ting, som kun kan skræmme folk væk og ikke glæde nogen?”

Dix svarede: “Du har på glimrende vis karakteriseret dig selv, og alt det vil føre til et portræt, der repræsenterer en epoke, der ikke beskæftiger sig med en kvindes ydre skønhed, men snarere med hendes psykologiske tilstand.”

Og det er den tilstand, den adfærd, den kolde persona, der forandrer portrættet som kunstnerisk form fundamentalt. Dix og nogle af de samtidige kunstnere havde også en fascination af at afbilde brutalt myrdede kvinder. Det skete åbenbart tit dengang, hvilket jo også er med til at gøre epoken til et sikkert skue for en krimi som ‘Babylon Berlin’.

“Malere som Otto Dix og Karl Hubbuch beskæftiger sig med lystmord. Der var selvfølgelig meget kriminalitet. Især indenfor sexarbejderlivet. Men nogle har det også som forklaring på, at det pludseligt bliver et tema i billedkunsten, at de har kunnet komme lidt af med den frustration, man havde som mand.  Man havde måske et lidt mærkeligt forhold til kvinderne og maler voldsomme scener, hvor kvinder bliver myrdet og stukket ned med kniv. Men tiden var også meget præget af høj kriminalitet og tilfælde af seriemordere, der blev beskrevet i aviserne,” fortæller Kirsten Degel.

Seksualitet

I en tid, hvor kvinderne under en lang krig havde holdt samfundet i gang, mens mændene kravlede rundt i skyttegravene, var der også accept af, at seksualitet kunne være meget forskellig.

“Jeanne Mannen er en kvindelig kunstner, som færdes meget i det lesbiske miljø og skildrer de værtshuse og barer, som kun er for kvinder. Hendes værk ‘Langweilige Puppen’ viser to kvinder sådan et sted. Men der skildres også kvinder i det transmiljø, som fandtes i stor stil – og skildres i Babylon Berlin. Det er helt klart et storbyfænomen i Hamburg, München og Frankfurt også. Det skinner også igennem i nogle utrolig smukke film. ‘Mädchen in Uniform’ skildrer et kærlighedsforhold mellem en kostskolepige og hendes lærerinde, hvor man ser det første filmkys mellem to kvinder.”

Rudolf Schlichters portræt ‘Margot’ viser en kvinde med løst hængende tøj og en cigaret, der ikke er tændt i den ene hånd. Hun har tydeligvis fået én på øjet og møder verden med et ligegyldigt blik.

“Hun er gadens dronning. Margot er en sexarbejder, og Schlichter færdes meget i det miljø. Selv om hun har et blåt øje og ser lidt forslået ud, er det alligevel et meget værdigt portræt. Det er en selvbevidst kvinde, han skildrer her. Der var jo både det eksplosive natteliv, men der var også bagsiden med sexarbejderne og vold.

“Det var en utrolig frisindet periode, hvad seksualitet angår. Der var natklubber for alle slags. For transvestitter og homoseksuelle. Og der er et billede fra en aviskiosk, hvor du har pornoblade til både den ene og den anden side mellem almindelige aviser”, fortæller Kirsten Degel.

Stilleben og masseproduktion

Neue Sachlichkeit-kunstnerne interesserer sig særligt for ‘Stilleben’ – nøgterne gengivelser af virkeligheden, hvor kunstnerne har taget fotografiets billedsprog til sig.

“De er meget interesserede i det nære, det hverdagsagtige og maler rengøringsmidler og koste. Kugleramme. Malerbøtter. Stempler. Der er en korrespondance til fotografiet. Så var man meget fascineret af gummiplanter og kaktusser, som var meget populære både i lejligheder og som motiver i malerier”, siger museumsinspektøren.

Den demokratiske og økonomiske udvikling gav ikke bare plads til en høj grad af frisind for de mennesker, som levede i visse kredse i byerne. Udviklingen havde en anden pris og en anden betydning for folk på landet og den arbejderklasse, som bosatte sig i forstæderne.

“Efter 1924 skubber amerikanerne til økonomien, og man overtager samlebåndsarbejdet og effektiviseringen af arbejdsformen for fabriks- og kontorarbejdere. Alt bliver gennemrationaliseret. USA bliver en stor inspirationskraft. Nu er det ikke portrætter, men malerier af industrikedler og broer og jernbaner, som optager kunstnerne. Det er som med portrætterne, man maler sig ind, meget detaljeret og meget sirligt. Farverne er afdæmpede og ikke videre ekspressive”, fortæller museumsinspektøren.

En maler som Karl Völker viser med sit værk ‘Bahnhof (Banegård), hvordan en masse mennesker kommer ind til fabrikkerne fra udkanten af storbyerne i en kølig, analytisk og distancerende streg. Der er en fascination af nye tekniske landvinder. Der er fotos af zeppelinere, som var en del af datidens luftfart.

I en dansescene fra ‘Babylon Berlin’s Moka Efti ser man både publikum og dansere på scenen danse synkront. Der er også fotos og en kortfilm, som viser dansetrupper, der rejste rundt, og på samme måde danser helt synkront.

“Det handler også om den der fuldstændig synkroniserede dansestil, hvor den enkelte danser forsvinder i gruppen. Så minder dansen meget om arbejdet ved et samlebånd”.

Det objektive fotografi

Fotografiet spillede en stor rolle og blev dengang set som objektivt. Der var ikke noget med photoshop. En udstilling i udstillingen er med fotografen August Sanders livsprojekt ‘Mennesker i det 20 århundrede’. Han var en fremtrædende portrætfotograf, som rejste rundt på landet og fotograferede folk og solgte dem billederne bagefter. Han kom i kontakt med en kunstnergruppe i Köln og kastede sig ud i projektet, hvor han fotograferede Weimarrepublikkens mennesker.

“Alle er fotograferet på den samme værdige og sobre måde, lige meget om det er en politiker, en kunstner eller en håndværker.  Man ser alle de forskellige mennesker, som kigger på en, arbejdere og intellektuelle og får også et indtryk af, hvordan deres selvfremstilling er. Der er bønder, som klæder sig fint på, når fotografen kommer. Og kunstnere, hvor det er sådan lidt mere bohemeagtigt. Man får et billede af det tyske samfund under Weimarrepublikken”, fortæller museumsinspektøren.

Der er blandt andet fotos i serien af August Sanders søn. Dem har Sander ikke taget, for de er fra fængselscellen. Sønnen var medlem af venstrefløjsparti ‘Sozialistische Arbeiterpartei Deutschlands’ og det blev han idømt 10 års fængsel for i 1934. Han døde i 1944 kørt før, han havde udstået sin straf. Alligevel har August Sander inkluderet nazister i uniform i sit projekt, som er fotograferet med samme værdighed som alle andre.

Bauhaus

Arkitekturen fandt også nye veje at gå. Der var behov for nye boliger, og de skød op uden for byerne. En lille film viser boliger for ældre mennesker i Frankfurt. Udstillingen rummer blandt andet et eksempel på det såkaldte Frankfurter-køkken, hvor man har regnet ud, hvor meget plads der er brug for. Otte kvadratmeter har man regnet ud.

“Her handler det om standardisering og rationalisering, hvor vi i udstillingen har sat fokus på Bauhaus og Das Neue Frankfurt. Man ville lave fornuftige sunde bygninger til mange mennesker. Det slår mig, hvor mange ting fra dengang der hører moderniteten til”, fortæller Kirsten Degel.

Der blev skabt en ny skrifttype, ‘Futura’.  Der blev lavet piktogrammer, som forklarede komplekse forhold på en simpel måde. Og der blev lavet nyt møbeldesign.

“Vi har valgt at vise møbler af Marcel Breuer fra Bauhaus Dessau, hvor han konsekvent og systematisk har forsket i anvendelsen af stålrør til udformning af møbler. Han fik sit store gennembrud med stålrørsmøblerne. Det var ikke noget, den almindelige borger tog til sig. Der manglede lidt hygge. Men dem, der var en del af den kulturelle elite, fik for eksempel Marcel Breuer til at indrette deres boliger”.

Brat afslutning

Det gælder filminstruktøren Fritz Lang. På udstillingen er der fotos fra hans hjem og kontor. Lang har blandt andet instrueret den futuristiske dystopi ´Metropolis´ fra 1927. Som de fleste andre kunstnere, der er med på udstillingen, forlod han Tyskland i 1933 og fik senere en karriere i Hollywood.

Billederne fra Langs hjem og kontor og de kunstneriske udtryk fra hverdagslivet giver et indtryk af, at der også var meget store skel mellem den kulturelle elite i storbyerne og den brede befolkning i Tyskland i 1920’erne.

Kan nazismen have været en reaktion på løssluppenheden? Nogle mennesker har siddet inde i de berlinske saloner i underlige møbler, de er gået i byen, har skejet ud seksuelt, udvisket grænsen mellem kønnene, og de har været belærende og bedrevidende.

“Det er bagsiden af det frigjorte byliv, arbejderne der kommer ind om morgenen. Folk på landet. Der var også en anden side. Der var en polarisering, og det lykkedes ikke for venstrefløjen at skabe et alternativ.”, siger Kirsten Degel.

Perioden blev en kort opblomstring, som fik en brat afslutning.