Ja, det er lidt svært at forstå”.

80-årige Dola Schultz rykker sig en smule i stolen og bladrer et par sider videre i den store, fyldte ringbindsmappe, der ligger på spisebordet foran hende. To ringbind yderligere, også fyldt til randen, står på en bogreol bag ved hende.

De fleste af ordene i ringbindene er Dola Schultz’. Hun har lavet dukketeater for det danske mindretals børn i hele 45 år og har i alle årene skrevet sine egne stykker og fundet på karakterer og handlinger. 

“Lige siden jeg var barn, har jeg læst meget. Og i alle genrer. Det har nok givet mig en stor fantasi, for det har altid forekommet mig nemt at finde på nye manuskripter, jeg kunne optræde med”, siger hun. 

Noget skal der ske 

Dola Schultz er lidt af en rockstjerne. Hun har turneret rundt i hele Sydslesvig og optrådt med sine mere end 100 dukker på biblioteker, i børnehaver og på skoler. Til stor begejstring for mindretallets børn og barnlige sjæle.

I dag er omgivelserne dog mere rolige og hjemmevante, da Dola Schultz byder på kaffe og ostemadder i lejligheden i Frisergade i Flensborg, hvor hun og ægtemanden Ronald har boet i 13 år. 

Selvom dukkerne har fyldt meget i de seneste 45 år af Dola Schultz’ liv, spiller de ikke en stor rolle i indretningen af parrets lejlighed. Det er i stedet Ronalds store interesse for modelskibe, der fanger blikket ved en rundvisning i den mere end 100 år gamle lejlighed. I karnappen i stuen står en meterlang model af skibet HMS Victory, der bedst er kendt for sin rolle i Slaget ved Trafalgar i 1805.

“Det har Ronald selv samlet. Det er simpelthen så flot et skib”, siger Dola Schultz.

De mange dukker, Dola Schultz har samlet i årenes løb, gemmer sig i stedet i et rum i kælderen på det danske bibliotek i Flensborg. Det var her, hun blev ansat i 1978 i afdelingen for børnelitteratur. Men det var nu aldrig tanken, at dukketeater skulle blive hendes vigtigste opgave. 

“Der var så stille på biblioteket i den første tid”, siger hun tørt og holder inde. 

“Dagene gik meget langsomt, og jeg havde behov for, at der skete noget mere. Så jeg fandt på dukketeatret, og pludselig kom der gang i sagerne”, tilføjer hun. 

“Hej, jeg hedder Kasper” 

Idéen om et dukketeater opstod ikke ud af den blå luft. Det var under uddannelsen som pædagog, at Dola Schultz og resten af klassen blev bedt om at finde på et dukke-teaterstykke. Det faldt hende nemt at sætte et stykke sammen, og hun fandt stor glæde i at kreere dukker og bygge selve dukketeatret og lave tilhørende rekvisitter. 

“Jeg kan huske, at jeg øvede det med mine børn, som var helt små dengang, og de syntes, det var meget underholdende. Og sådan begyndte det”, fortæller Dola Schultz, der er mor til tre børn, to døtre med en eksmand og en søn med Ronald. 

En del af Dola Schultz’ første dukkeforestillinger var bygget op omkring dukken Kasper, der er en kendt figur i Tyskland. Så kendt at dukketeater, hvor dukkerne styres siddende på fingrene, ofte blot kaldes for ‘Kaspertheater’. 

“Jeg husker Kasper tydeligt fra min barndom. Han hjalp politiet, oplyste om hvordan man gebærdede sig i trafikken og kunne også levere aktuel samfundskritik. Han havde mange roller, men var altid på publikums side”, siger hun.

“Jeg har stadig min første Kasper-dukke. Den er vel over 50 år gammel og har siden fået nye hænder og nyt tøj flere gange, fordi børnene er så glade for at hilse på ham efter forestillingerne”, siger Dola Schultz, der i anledning af vores interview har taget dukken og et par andre med hjem fra kælderrummet på biblioteket. 

“Se, Dola, vi har fået gæster! Ja, det kan jeg se, Kasper”, siger hun ubesværet med forskellige stemmeføringer i samme øjeblik, hun tager dukken på fingrene. Hun kan ikke lade være med at hoppe i rollen, så snart dukken sidder på fingrene. 

Dolas dukketeater er dansk 

Kasper-dukken er i Danmark bedre kendt under navnet ‘Mester Jakel’, et navn, der egentlig har plattyske rødder. Og generelt set har den danske tradition for dukketeater også altid lagt sig tæt op ad den tyske udgave, der i 2021 blev anerkendt af UNESCO som immateriel verdenskulturarv og strækker sig helt tilbage til det 14. århundrede.

Som en del af det danske mindretal i Nordtyskland har Dola Schultz dog altid lagt vægt på, at hendes dukketeater er dansk. 

“Det er sprogformidling. Det hele foregår på dansk. Jeg fremfører replikkerne på dansk, og nogle gange er der også sange med, som er på dansk. Mange af de små børn, der kommer og ser mig, taler jo mest tysk på det her tidspunkt i deres liv, så jeg har altid set det som en vigtig opgave at give dem et skud af det danske sprog på en underholdende måde”, siger Dola Schultz.

Det danske er vigtigt for Dola Schultz. Det mærker man i måden, hun vægter sine ord og gestikulerer med hænderne undervejs i sætningerne. Og med god grund. For det danske har været et styrende element i Dola Schultz’ liv siden barndommen. En retning, kan man også kalde det. 

Hun er født under Anden Verdenskrig i 1943 af tyske forældre, der flyttede til Flensborg fra egnen omkring Plønsøen, som ligger midt imellem de to holstenske havnebyer Kiel og Lübeck. Forældrene sendte parrets førstefødte, Dolas storebror, på den lokale tyske skole, mens efternøleren Dola og de to mellemste søskende kom i dansk skole. 

“Jeg kan huske, at jeg følte mig godt tilpas i det danske system. Det var en dejlig tid. Jeg gik først på Jørgensby-Skolen og tog så min realeksamen på Christian-Paulsen Skolen. Derefter kom jeg på tysk handelsskole og blev kontoruddannet, og det passede mig slet ikke. Jeg husker særligt én lærer, der altid var efter mig, fordi jeg nogle gange kom for sent. Så brølede han, at jeg skulle gå trappen op igen og hilse på ham. Jeg kiggede bare på ham og gik videre til mit klasseværelse. Det var dybt tosset, syntes jeg”, siger hun. 

Et år blev til 45

De gode oplevelser i det danske skolesystem var stadig noget, Dola Schultz huskede, da hun efter kontoruddannelsen fik arbejde som kontorassistent i et tysk firma, blev gift og fik to børn. Mens hverdagen gik sin gang, omformede skoleminderne sig til en konkret drøm. Dola Schultz ville tilbage til det danske system og arbejde som pædagog i en dansk børnehave.

“Men jeg havde ikke noget kørekort og med to børn derhjemme, lå det ikke i kortene, at det var noget, jeg lige skulle anskaffe mig. Så jeg begyndte på pædagogseminariet i Flensborg, men kunne efterfølgende ikke få job i det danske skolesystem, fordi det kræver en pædagoguddannelse fra Danmark”, forklarer Dola Schultz. 

Men som bekendt gav hun ikke op, og i 1978 opstod muligheden så, som hun greb med den største ihærdighed, selvom det kunne være gået anderledes. 

“Det var faktisk min plan kun at blive på biblioteket i et år, men da jeg efterhånden fik medvind til at gennemføre forskellige arrangementer og udstillinger, blev jeg mere glad og bestemte mig for at blive”, siger Dola Schultz og kigger på ægtemanden Ronald, der har sat sig hos os ved spisebordet med en frisk kop kaffe. De to mødte hinanden i 1972, og ikke længe efter blev Dola Schultz skilt, og de to fandt sammen. 

Dukketeatret bliver hurtig en succes, hun ikke kan slippe. Fredag den 10. november 1978 skriver Flensborg Avis om Dola Schultz’ første forestilling under overskriften “Nu kan der ses rigtigt dukketeater i Flensborg”. Det bliver beskrevet, hvordan Dola Schultz selv vil stå for det hele, styre dukkerne og lægge stemme til. Den efterfølgende mandag bringer avisen et billede fra forestillingen, der viser et godt fyldt hjørne af biblioteket med mange glade børneansigter. 

“Den gamle overbibliotekar havde fået nyt fjernsyn, så jeg spurgte, om han ikke kunne tage det gamle med på biblioteket. Så fjernede jeg alt indholdet og brugte selve fjernsynskassen som scene til dukketeatret og syede forhæng, så børnene ikke kunne se, at jeg sad bagved og styrede det hele. Det var ikke den bedste løsning, men det fungerede i de første år”, siger Dola Schultz. 

Tre år senere, torsdag den 3. december 1981, skriver Flensborg Avis, at Dola Schultz har “stor succes med sine dukketeater-forestillinger”. Der står også, at børnene tidligere udelukkende kom fra Flensborg, “men nu er de udenbys børnehaver begyndt at tage turen ind til centralbiblioteket for at få en fornøjelig tid”.

“Der kom bare flere og flere”, husker Dola Schultz, der begyndte at turnere med dukketeatret og på et tidspunkt optrådte for fyldte gymnastiksale. 

“Det var lige i overkanten. Der var en øredøvende larm”, tilføjer Dola Schultz, der altid har haft det bedst med en lille publikumsskare, som hun kunne kigge i øjnene fra bag dukketeaterets forhæng.

“Det giver mig en anden fornemmelse af nærvær”, siger hun.

Hvem skal overtage efter Dola? 

I 2007 kunne Dola Schultz gå på pension efter 29 års ansættelse på det danske bibliotek i Flensborg. Inden da var spørgsmålet om, hvem der skulle overtage dukketeatret efter hende, så småt begyndt at melde sig. 

“Da jeg blev pensioneret, blev jeg spurgt, om jeg havde tænkt på, hvem der skulle overtage dukketeatret. Så sov jeg en nat på det og meddelte så næste dag til ledelsen: “Jamen det skal jeg da”. Der var ingen tvivl hos mig,” siger hun.

Og sådan er det også i dag, hvor Dola Schultz har rundet 80 år. Hun har ikke planer om at lægge hånddukkerne på hylden lige foreløbigt, for hun kan stadig mærke energien, når salen er fyldt med børn og forældre. 

“Jeg bliver ved, så længe jeg kan mærke, at jeg stadig har lyst til det. Jeg kan ikke lave lige så mange forestillinger som tidligere, og jeg har også problemer med stemmen indimellem. Men når jeg sidder klar bag forhænget, mærker jeg stadig adrenalinen. Og der bliver ved med at dukke mange op til forestillingerne. Det er det vigtigste”, siger hun. 

Men hun ved godt, at hun ikke kan blive ved for evigt. Og spørgsmålet er så igen, hvem der skal overtage dukketeatret efter hende, eller om dukkerne ender med at blive glemt i rummet i kælderen på det danske bibliotek i Flensborg. 

“Der er mange, der har spurgt om det. Og jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske. Det er jo alt sammen mig. Det er mit livsværk”, siger Dola Schultz. 

“Mit ene barnebarn Lotta på 10 år siger tit, at hun vil lave dukketeater, når hun bliver stor. Hun er så sød. Men hun vil også gerne være arkitekt, læge og sågar astronaut. Vi må se, hvad der sker. Lige nu bliver jeg ved lidt endnu”, slutter hun.