Der er masser af grønne træer og en lille park på den anden side af vejen. Og det er ikke nogen lang tur ind mod byen ad Viborgvej fra huset i Hasle, til man er indenfor ringgaden. Så er man tæt på midtbyen med masser af kulturelle tilbud og et rigtig fint musikhus, hvilket formanden for Opera ved Grænsen jo kun kan sætte pris på.

For Anders Molt Ipsen har ikke sluppet hverken grænselandet eller Sydslesvig, selv om han har bevæget sig op i et nyt terræn for at være tæt på børn og børnebørn, som alle bor i Aarhus.

“Jeg betragter mig som sydslesviger. Jeg er født i Flensborg, hvor familien boede de første tre år af mit liv. Siden boede vi mange år i Sønderjylland, inden det blev til 42 år i Sydslesvig. Mine forældre var lærere og arbejdede på danske skoler i Flensborg. Men de flyttede til Skodborg i Sønderjylland”, fortæller Anders Molt Ipsen.

Både han og hustruen Susanne Ipsen er lærere og har arbejdet i det danske mindretals skoler hele deres arbejdsliv. Anders Molt Ipsen var indtil udgangen af 2015 direktør for Dansk Skoleforening for Sydslesvig, der er mindretallets største organisation.

“Det er selvfølgelig et godt musikhus, der er i Aarhus, og akustikken er bedre end i Idrætshallen i Flensborg, som nogle af musikerne har kaldt ‘knirkehallen’, fordi trægulvet knirker. Men grænselandet har jo et fremragende musiksted i Alsion i Sønderborg”, siger han for at understrege, at selv om der er et godt udbud af kultur i Aarhus, så er det ikke dét, der har fået ham til at rykke.

Musikken betyder en del for Anders Molt Ipsen. Den bygger også bro mellem hans nye tilværelse i den jyske ‘hovedstad’ og hans elskede Sydslesvig. Et af de steder, han gør en indsats, nu han er “trådt over i de frivilliges rækker”, er som formand for foreningen ‘Opera på Grænsen’. 

Det bringer ham ofte tilbage til grænselandet. I november var han således afsted, da foreningen sammen med Sydslesvigsk Forening (SSF) arrangerede forestillingen ‘Kabaret Nostalgi’ i Flensborghus. 

Desuden er han efter at have været medlem af Grænseforeningen i mange år blevet aktiv i bestyrelsen i lokalforeningen i Aarhus.

“Det er overstrømmende, hvad der er i Aarhus, men Flensborg har også et mangfoldigt udbud af aktiviteter. Der er både det tyske og mindretallets kulturliv. Der sker også noget i de andre større byer i Sydslesvig. Centralbiblioteket og SSF er jo hurtigetil at få ting, der rører sig i Danmark, ned over grænsen”.

En af de helt store oplevelser – og en af de meget krævende opgaver – var opførelsen af operaen ‘Grænsemageren’ om grænselandspolitikeren H.P. Hanssen med tekst og musik af Bo Gunge. For Anders Molt Ipsen og de andre aktive i Opera på Grænsen blev det især en kraftanstrengelse, fordi forestillingen blev to år forsinket på grund af corona. Den skulle være opført i forbindelse med genforeningsjubilæet i 2020, men de to forestillinger i Alsion blev først spillet i 2022.

Vigtigt at bygge bro

Efter at være pensioneret og flyttet nordpå er det for Anders Molt Ipsen blevet roligere tider.

“Når man har været 42 år i Sydslesvig, så er der noget, der kører for meget i rillen. Det kan man blive lidt træt af, selv om det meste er rigtig godt. Jeg har fået rodfæste her ved at være i Grænseforeningen i Aarhus. Jeg har været medlem af Grænseforeningen længe, men nu er jeg aktiv i bestyrelsen i lokalforeningen.

“Når man flytter til Danmark fra Sydslesvig, er der først og fremmest mange praktiske ting. Jeg synes ikke, det har været så svært at skifte. Jeg har altid haft tætte bånd til Danmark. Det har ikke gjort den store forskel. Den største forandring var i starten at gå i haven og høre naboen tale dansk”, siger han.

Det er vigtigt at bygge bro mellem Sydslesvig og Danmark og forstå hinanden. Anders Molt Ipsen har været leder af Slesvig Spejderorkester i 15 år. 

“I 10 år arrangerede vi rejser til Danmark og fordelte vores elever mellem andre elever i Danmark. På programmet i Danmark stod der ofte ‘Råhygge’. Sydslesvigerne spurgte: ‘Hvad er det?’”

Han har også et andet eksempel på, hvordan det danske bliver styrket af de menneskelige møder.

“Mens jeg arbejdede som lærer, og eleverne kom hjem efter at have været feriebørn hos familier rundt om i Danmark, kunne jeg pludselig høre dialekter fra forskellige steder i Danmark, som blandede sig med det sydslesvigske.” 

Når han ser på, hvad der sker i dag, synes han, at det almindelige folkelige arbejde er lidt undervurderet. 

“Jeg har været vildt imponeret over, hvor gode de er i Grænseforeningen i Aarhus til tage emner op, der i medlemsskaren er blevet positivt modtaget.” 

“Der har for eksempel været et arrangement med Leif Davidsen, som fortalte om Ukraine. Her nord for grænsen er det også godt, at der er fantastiske fortællere, som beretter om Sydslesvig. Vi har spændende fortælleaftener om SSW, det frisiske mindretal og nu sidst det tyske mindretal Vi har haft besøg af Flensborg Avis’ kulturredaktør, Hans Christian Davidsen, som er rigtig god til at fortælle. Han holdt foredrag om Nazitysklands sidste dage, som hans seneste bog også handler om. Det giver perspektiv og kulturel viden, og tingene bliver genfortalt på en ny måde.” 

“Der er mindst 50 og tit op mod 80 til arrangementerne i Grænseforeningens lokalforening i Aarhus. Bestyrelsen i lokalafdelingen har været gode til at sige: ‘Hvad kan vi gøre for at være relevante?’”

Han understreger, at når man ser på Grænseforeningen i dag, må man gøre det med udgangspunkt i, at Grænseforeningen har været en kæmpe succes.

“Vi har boet 18 år i Slesvig med vores familie. Der har Grænseforeningen historisk set været frontløber. Først sørgede man for, der var en vandrerlærer. Så en børnehave og senere to skoler, der nu i dag er blevet til tre. Det har Grænseforeningen så haft øje for dengang og været med til at skaffe midler og bygge det. I 1936 blev det så til Ansgar Skolen. Efter Anden Verdenskrig kom der en ny bølge. Grænseforeningen stod for driften af Hiort Lorenzen-Skolen og Gottorp-Skolen. Det var først i 1956, at de blev overdraget til Skoleforeningen,” siger den tidligere leder af skoleforeningen.

Samhørighed

Men hvad med fremtiden? Her mener han, det er vigtigt, at Grænseforeningen udvikler sig i samarbejde med de sydslesvigske organisationer. 

“Før i tiden var det kontroversielt, hvis den danske stat direkte kanaliserede pengene. Så den rolle havde Grænseforeningen. Der kom så en anden rig onkel i form af Sydslesvigudvalget. Der har været en god overdragelse af succesen. Men det var kun den materielle side. Sydslesvig og Grænseforeningen er stadig to sider af samme sag. Den ene kan ikke undvære den anden. Grænseforeningen har flere ben at gå på. En af vigtigste er den informationsmæssige side af sagen. Samtidig med, at verden forandrer sig, skal man overveje, hvad man er god til og så satse på at udbygge samarbejdet mellem Danmark og Sydslesvig.”

“Når vi nord og syd for grænsen er i hver vores organisationer, kan man let komme til at glemme samhørigheden og glemme, hvem vi er til for. Jeg kunne forestille mig, at en brobyggertænketank kan revitalisere forbindelsen og lave gode analyser på, hvad vi kan gøre for at styrke de fælles bånd. 

Et enkeltstående godt eksempel på en vellykket strategi, der har givet særdeles gode resultater er det danske og frisiske mindretals parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW). 

“De har bare et kæmpe folkeligt netværk og nogle vellykkede strategier. De ved, hvad de vil. Den inerti, der ligger i det, er bemærkelsesværdig. De appellerer til den brede befolkning syd for grænsen. 

“Men succeshistorier skal man ikke hænge sig for længe i. Dem kan man tage frem ved et jubilæum. Det går ikke helt at citere Thomas Nielsen for, at man har sejret ad helvede til – for der er ikke grund til at tale os selv ned. Men med de mange organisationer syd for grænsen og en professionel forening nord for grænsen er det muligt at finde sammen til en bedre brobygning.” 

Impulser

“Det er vigtigt at kigge væk fra sig selv. Og få nogle impulser, der er med til at styrke båndende mellem Danmark og Sydslesvig. Der er nogle til at udtænke det, og det skal bæres af dem, der arbejder med det i det daglige: Hvad kunne vi opfinde i en mere moderne udgave”.

Han erkender, at det på nogle områder er blevet sværere at få samarbejdet i stand. 

“De danske skoler havde lejrskoler engang. Det er blevet sparet væk. Feriebarnskonceptet har været en af de største succeser. Det kan man formentlig ikke vende tilbage, men der er mange andre ting, der kan skabe møder på tværs af grænsen.”

Eftersom det blev til 38 arbejdsår og fire år som pensionist, har Anders Molt Ipsen været involveret i alt på alle leder og kanter i grænselandet.

“De meste har været i forbindelse med arbejdet. Men jeg har været mest glad for de nære relationer og for at komme rundt i Sydslesvig. Det har altid været meget opløftende. Sydslesvig er mere end Flensborg, Slesvig, Egernførde og Husum. Mindretallet står mange steder stærkt. Sydslesvigudvalget er også imponerede af at se, hvad der foregår – f.eks. på Vestermølle Skole, Trene-Skolen i Tarp og Vesterland Danske Skole på Sild. Og det bemærkelsesværdige er, at de små skoler har klaret sig lige så godt som byskolerne”, siger han.