Min mor, Anne Lene Schmidt, blev født den 1. juli 1910 i Flensborg. Hun havde en storesøster, der var to år ældre.

Familien levede godt. Min morfar var slagtermester og tjente godt. De fik råd til en villa i Wassersleben. Den 29. juli 1914 begyndte Første Verdenskrig. Kort tid efter blev min morfar syg af tuberkulose. Han døde i 1917. Heldigvis havde han tegnet en god livrente til sin hustru.

Efter krigens afslutning i 1918 manglede Tyskland penge til krigserstatninger. For at skaffe penge satte man seddelpressen i topfart. Man trykte milliarder af mark. Det fik inflationen til at stige helt enormt. Så i 1919 var min mormor nødt til at afhænde huset og flytte ind i en lille lejlighed i Flensborg.

Nu begyndte nøden, pengemangel, sult og angst for fremtiden. Heldigvis fik min mormor i 1920 forbindelse til en slægtning fra Als. Han var med i en af de sønderjyske foreninger, som samme år samledes i Grænseforeningen. 

Slægtningen var involveret i at skabe kontakten til Danmark for de første feriebørn, og han formidlede en kontakt til to familier i Danmark.

Min moster blev sendt til Uldum ved Vejle. Min mor til Gundslev på Falster. Det var jo lige efter Genforeningen, da Flensborg kom tæt på Danmark. Og ja! Der stod altså en lille pige på 10 år på stationen i Nørre Alslev med et navneskilt om halsen. Hun kom til at bo hos et barnløst ægtepar på en gård. Min mor kunne forstå en lille smule dansk, men gik i tysk skole.

Grød fra fad

Den første morgen, hun var i sit nye hjem, stod der et fælles grødfad på morgenbordet. Dog tog plejemor en portion fra til min mor, før de andre gik om bord i “Grød fra fad!”

Min mor følte sig hurtigt godt tilpas, hun fik en veninde fra nabogården. Sommeren gik, og min mor skulle tilbage til Flensborg. Min mormor havde det ikke godt. Men så var der heldigvis moster Anna. Moster Anna var blevet enke, da hendes mand faldt i begyndelsen af krigen.

Moster Anna stod alene med tre drenge. Men var så heldig at få en lejlighed i Flurstrasse 8 i Flensborg hos en ungkarl, som havde en slagterforretning der. Det blev hurtigt til ægteskab, og det blev en helle for min mor i Flensborg. Hun begyndte også at komme i Borgerforeningen, for nu talte hun jo dansk.

Tiden gik. Hun tilbragte mest mulig tid på Falster. I sommeren 1928 spillede hun dilletant i forsamlingshuset, og en ung mand fik øje på den kønne pige med tysk baggrund. Han gik på seminariet og gik i gang med et brevkursus i tysk. Udtalen var som så, men han lærte en masse gloser og grammatikken. For Anne Lene VILLE han have. 

Læreruddannet

I 1930 var han færdiguddannet lærer – 23 år ung. Min mor var 20 år. Far fik et andenlærerembede på en landsbyskole ved Nakskov. Der var kun to lærere ansat. De giftede sig på det tidspunkt, og min mor blev øjeblikkelig dansk statsborger. Sådan var det dengang.

I 1935 blev min far enelærer i Nordlunde. Far og Mor fik tre børn. Min søster blev født i 1932 og min bror i 1935 og jeg selv i 1940.

Den 9. april 1940 var en skrækkelig dag for min mor. Det var hendes landsmænd, der angreb hendes nye landsmænd. Hun ventede mig. Hun har fortalt, hvilke tanker der gik gennem hovedet. Krig igen. Tre børn. Hvad ventede der?

Samme dag døde hendes tyske mor i Flensborg – hun var fysisk og psykisk nedbrudt og krigen mod Danmark fik hende til at slutte livet. Min mor kom ikke til begravelsen, der altså fandt sted i besættelsestidens første dage.

Flydende dansk

Min mor var kommet så tidligt til Danmark, at hun talte dansk uden accent. Og hun følte sig meget dansk. Hun har dog fortalt mig, at under krigen, hvis hun så en ung tysk soldat på gaden i Nakskov, havde hun stor lyst til at snakke til ham, men hun vidste også, at det måtte hun under ingen omstændigheder. Hun skiltede ikke med, at hun var født tysk. 

Samtidig boede hendes eneste søster i Koblenz. Søsteren var også meget glad for sin tid i Danmark. Hun var her så meget, at hun blev konfirmeret i Sindbjerg Kirke nær Vejle. Hun fik arbejde på et hotel i Vejle, men da hun ingen arbejdstilladelse havde, blev hun af og til hentet af politiet, som sendte hende til Flensborg med toget. Men hun returnerede så med næste tog igen til Vejle.

På et tidspunkt traf hun en tysk mand, giftede sig med ham, og de bosatte sig i Tyskland, i Koblenz. Under krigen var han udstationeret for de tyske jernbaner i Polen. I slutningen af krigen fik han givet min moster og deres tre børn besked om at flygte østpå til hans hjemby, en landsby i det østlige Tyskland. Det i håb om, at de kunne genforenes. Det blev de, men med store omkostninger. 

Nazistpartiet

De havde været medlemmer af nazistpartiet. Det blev man ikke belønnet for – for området blev til DDR. Efter nogle år fik de et godt liv som DDR-borgere. Vi har besøgt dem, og selvom kusinerne fik gode uddannelser og stillinger, hviskede de: “Doris! Vi er indespærret.”

Parallelt levede min mor et liv i det demokratiske Danmark og fik børn og børnebørn, som hun levede og åndede for frem til hendes for tidlige død i 1980 – 70 år gammel. 

Derfor er jeg taknemmelig for, at Grænseforeningen gjorde en indsats for de nødlidende tyske børn i Sydslesvig efter Første Verdenskrig. Og det begrunder mit tilhørsforhold til Grænseforeningen.