For nogen tid siden skrev en af mine venner om en tanke der havde tegnet sig i hendes hoved efter folketingsvalget: at flytte grænsen mellem Danmark og Tyskland nordpå til Kongeåen – altså grænsen i perioden 1864-1920.

Det var nok mest ment i spøg, men i Sønderjylland er der for hende at se nu så mange problematiske træk at tanken om at afhænde landsdelen til tyskerne altså meldte sig.

En af dem der har bidraget til at tænke i disse baner, er forfatteren Erling Jepsen, der er aktuel med bogen ’Hjertets dannelse’ (Gyldendal). Jeg har læst alle hans romaner undtagen den seneste og finder dem originale, velskrevne og humoristiske. Men samtidig har det generet mig at han fremstiller Sønderjylland som en helt igennem forfærdelig landsdel. Jepsen skriver utvivlsomt på basis af egne bitre erfaringer, både fra familien og egnen, og selvfølgelig skal der ikke røres ved hans kunstneriske udtryksfrihed. Men det er altså deprimerende at det næsten udelukkende er medaljens bagside der præsenteres. At landsdelen i den grad tales ned.

I Kristeligt Dagblad gav Lars Handesten ’Hjertets dannelse’ en noget forbeholden anmeldelse. I den skriver han at romanen giver et trøstesløst billede af en mindre by ved den tyske grænse der både materielt og åndeligt er i forfald, med bordeller hvor unge piger fra østlandene holdes som sexslaver, og hvor byens dominerende mand står for både levering af nye prostituerede og for et vagtværn der skal holde fremmede ude af Danmark.

Tal Syddanmark op

I enhver politisk debat tales der om ting der udtrykker bestemte opfattelser og værdisæt. Og her er det ofte præsentationen snarere end virkeligheden der vejer tungest. Når ministerielle embedsmænd skal beskytte en minister der er kommet i blæsevejr, er det vigtigt at de i deres argumentation fremhæver forhold der tjener dette formål, og samtidig nedtoner dem der ikke gør det. En velkendt dobbeltstrategi er altså at tale noget op og andet ned.

I debatten om hovedstad og periferi er landets yderområder nu i længere tid blevet talt ned, og for dem der er betænkelige ved at Danmark med den nuværende udvikling risikerer at brække over i to dele, er det selvfølgelig en uønskelig udvikling. For at tegne et mere afbalanceret billede af virkeligheden er der derfor brug for også at tale disse områder op. Det kan ikke være svært, heller ikke hvad Sønderjylland angår. For eksempel indtager Sønderborg – den by jeg gik i mellemskole og gymnasium i – førertrøjen i konkurrencen om at gøre Danmark grønnere.

Senest i 2029 bliver kommunen CO2-neutral, godt 20 år før resten af landet. Siden byrådet vedtog sit projekt, er der skabt 800 grønne arbejdspladser, og kommunen regner yderligere med at skabe 900 grønne arbejdspladser frem mod 2020. De kan så føjes til de mange arbejdspladser i store virksomheder som Danfoss og Linak. Så selvom byen er blevet svækket ved at blive frataget sin kaserne, sit domhus m.m., er den blevet styrket på andre måder.

Da jeg efter en sommerferie i Sydslesvig spurgte mine to børnebørn hvad der havde været rejsens højdepunkt, svarede de: Sønderborg. Vi havde i smukt solskinsvejr netop spist frokost på en fortovsrestaurant på havnen med udsigt til broen, slottet, sundet, havet og Dybbøl Mølle. Så selvom Gottorp Slot, marsken og Halligerne var stærke konkurrenter, var deres valg ikke svært at forstå.

Morfar på Vestfronten

I Første Verdenskrig måtte min morfar – meget mod sin vilje – kæmpe for tyskerne på Vestfronten. I begyndelsen af krigen var han blevet kasseret på grund af tunghørhed, men i 1917 blev han indkaldt til session nummer to, og denne gang var der ingen pardon. Da han påberåbte sig sin dårlige hørelse, besluttede man at sende ham til artilleriet, med denne enkle begrundelse: ”Die Kanonen können Sie gewiss hören” (Kanonerne kan De garanteret høre).

Ja, mon ikke? Han overlevede krigen, men hvad han oplevede i den, fik familien næsten intet at vide om. Det eneste han fortalte mig, var at de britiske flyvemaskiner tømte spande med tretommerssøm ud over de tyske skyttegrave, og at sømmene kunne gennembore ikke blot en pikkelhue men også de netop indførte stålhjelme. Hans lillebror var lidt mere meddelsom. Han fortalte at han – da han som uddannet smed var med til at bygge ubåde på skibsværftet i Kiel – oplevede det matrosoprør der i 1918 udløste den tyske rådsrevolution.

Min morfars hørelse blev utvivlsomt endnu dårligere ved Vestfronten, for mange artillerisoldater udvikler på grund af den ekstreme støj de udsættes for, døvhed i det høje frekvensområde. Og høreværn brugte man vist ikke dengang.

Stærk tobak

Fra 1864 til 1920 kæmpede Sønderjylland for at blive genforenet med Danmark. I Første Verdenskrig mistede landsdelen cirka 5.300 unge mænd, hvortil kommer at mange blev krigsinvalider. Alene på Vestfronten døde cirka 4000 (mens tabstallene i 1864 var cirka 3000). De øvrige mistede livet på Østfronten, på havet og i Østafrika. I det sogn jeg voksede op i, faldt der 52 unge sønderjyder, altså nogenlunde samme antal som antallet af faldne danske soldater under krigene i Irak og Afghanistan.

På den baggrund er det stærk tobak at forestille sig Sønderjylland leveret tilbage til Tyskland, og så endda gratis! Det er i det hele taget absurd at fremstille landsdelen som et stykke Skoddanmark. Det gøres imidlertid ikke sjældent, og det har en ubehagelig selvforstærkende virkning.

Da debatten om udflytning af nogle af landets statsinstitutioner tog fart, havde Roald Als i Politiken en satirisk tegning af tre bondeknolde der i grisestien klør sig i håret over at Dansk Sprognævn foreslås udflyttet til Udkantsdanmark. Den var som forventet morsom, men samtidig bidrog den til at opfatte befolkningen i landets randområder som tumper.

I et læserbrev i Politiken 11.9.15 skrev Grethe Ravn fra Skjern efter lige at have betalt 2.629 kr. i halvårligt abonnement på Politiken:  ”Hvor længe gider jeg være til grin for mine egne penge ved gang på gang at se provinsen latterliggjort? For ikke længe siden måtte Langeland stå for skud … Og nu topper Roald Als med tegningen ’Æ sprognævn’, der viser hvor håbløst det vil være at flytte Sprognævnet over til nogle grødbønder, der ikke har den fjerneste idé om hvad ’shopping’ og ’caffelatte’ betyder.”   

Lidt respekt for de danske yderdistrikter og deres beboere efterlyses. Det er ikke undermennesker de bebos af.