En mørk og kold februardag i 2015 blev Niddal El-Jabri ringet op af en ven fra Aarhus, der sagde: “Kan du huske de fredsringe i Egypten, hvor kristne og muslimer hånd i hånd står vagt om hinandens bøn? Det er sådan noget, vi har brug for nu, så det her ikke skaber endnu mere had.”

Dagene forinden var København blevet udsat for et islamistisk motiveret attentat. Omar Abdel Hamid El-Hussein skød lørdag den 14. februar mod et debatarrangement i kulturhuset Krudttønden på Østerbro og dræbte filminstruktøren Finn Nørgaard, hvorefter han natten til søndag den 15. februar skød og dræbte den jødiske vagt Dan Uzan foran synagogen i Krystalgade i indre København.

Nu foreslog vennen i telefonen, at Nid-dal El-Jabri skulle organisere en fredsring rundt om synagogen.

“Jeg kunne godt se, der var behov for handling. Danmark blev – og bliver stadig – presset af islamisk fundamentalisme og terror, og vi lader os påvirke af den. Den trykkede stemning, der lå over landet efter angrebet i København, var ikke mindst udbredt i muslimske minoritetskredse. For ethvert angreb fra en ekstremistisk islamist puster til religionshadet i Danmark.”

“Jeg tænkte, der bestemt lå noget smukt og symbolsk i, at vi står sammen i denne forfærdelige situation på trods af religiøse skel”, siger Niddal El-Jabri, der selv betegner sig som ikke-troende, dansk kulturmuslim.

Over 1000 mennesker deltog i fredsringen om synagogen i Krystalgade den 14. marts 2015. Som initiativtager fik Niddal El-Jabri en del medieopmærksomhed i Danmark og internationalt, og han lovede efterfølgende sig selv at engagere sig for minoriteter i Danmark.

Niddal El-Jabri har budt indenfor i hjemmet i Valby til en snak om integration, minoriteter og danskhed. Særligt optaget er han af den store gruppe af unge efterkommere af indvandrere, som, han mener, har alle forudsætninger for at være danske og få et godt liv i Danmark. Men denne gruppe bliver også udfordret af diskrimination, og nogle udsatte efterkommere ligger i risikogruppen for at blive radikaliseret. Hvis integrationen skal lykkes og radikalisering undgås, kræver det både et engagement fra minoritetsgrupperne selv og en anerkendelse af de nye danskere fra samfundets side.

For at sætte fokus på de unge efterkommere af indvandrerne stiftede Niddal El-Jabri i marts 2016 Mino Danmark, en almennyttig, folkeoplysende forening, der vil sikre ligestilling for og samfundsengagement hos minoritetsborgere. I dag er han direktør i foreningen, der har seks ansatte og arbejder på at opbygge en medlemsbase, særligt blandt progressive minoritetsunge.

Danmark er et fantastisk land

Spørger man Niddal El-Jabri selv, er han 100 procent dansk. Han er opvokset i bydelen Elstedhøj i Lystrup nord for Aarhus, et socialt boligkvarter, hvor hans familie med forældrene, der stammer fra Palæstina, og de tre ældre brødre var de eneste med minoritetsbaggrund i miles omkreds. Også i hjemmet blev der talt dansk.

I 2012 blev Niddal El-Jabri gift med ligeledes dansk-palæstinensiske Natasha Al-Hariri. I dag har parret sønnen Gabriel på tre år og bor i en nybygget lejlighed i Valby, hvor en bog om Aarhus på hylden over spisebordet minder om Niddal El-Jabris midtjyske ophav.

Fra lejlighedens store vinduer er der både udsigt over byens tage og store byggepladser, hvor almene boliger og et plejecenter er ved at blive bygget.

“Danmark er et fantastisk land. Her har alle mulighed for at få et godt liv, uanset om man er kommet hertil som indvandrer eller er født her. Vi har en velfærdsstat med blandt andet fri og lige ret til uddannelse og sundhedsydelser, børnepasning og ældrepleje, og vi har stor personlig frihed og mulighed for individuel livsudfoldelse.”

“Det mener jeg, vi skal huske hinanden på og værne om, i stedet for at minoritet og majoritet forskanser sig i hver sin lejr. Det er jo netop en sådan splittelse, ekstremister på begge fløje gerne vil opnå, og det skal vi ikke give dem lov til”, siger Niddal El-Jabri, mens han med eftertænksom mine skænker kaffe op i spisestuen, hvor legetøjet på gulvet vidner om, at det er en småbørnsfamilie, der bor her.

“Jeg kan dog også se, at der er en skævvridning i samfundet, hvad minoriteter angår. Her mangler der anerkendelse fra samfundets side, men også et engagement fra minoriteterne selv.”

“Jeg mener, vi har behov for at mobilisere især de unge minoritetsdanskere, der selv er født og opvokset i Danmark, og som ser Danmark som deres hjem. De skal engagere sig og udfylde en rolle i samfundet, og det skal vi som samfund hjælpe dem med”, siger Niddal El-Jabri.

Manglende anerkendelse af minoriteter

Det er særligt, efter Niddal El-Jabri har stiftet familie, at han er blevet bevidst om det, han kalder minoritetsborgeres manglende ligestilling. Han har fået øjnene op for, at der i befolkningen ligger fordomme og ulmer; om dem, der har mørkere hudfarve end gennemsnittet eller frem-medklingende navne.

Faktisk har han tidligere selv delt flere fordomme med sin danske omgangskreds. Så det er bestemt ikke for at pege fingre. Som han siger, er det helt naturligt at have fordomme, og den eneste måde, de kan nedbrydes på, er ved at gå i dialog med dem, fordommene drejer sig om.  

Det gjorde Niddal El-Jabri, da han mødte sin tørklædebærende kone Natasha Al-Hariri. På det tidspunkt havde han aldrig talt med kvinder med tørklæde, som han var overbevist om, ville være undertrykte.

“Natasha gjorde mine fordomme til skamme. Vi har så meget tilfælles, og hun er for mig beviset på, at det altid kan betale sig at starte en samtale, især med dem, man mener at være uenig med”, siger Niddal El-Jabri, der har fået et billede af sin kone med tørklædet tatoveret på højre underarm.  

Der, hvor skævvridningen mellem majoritet og minoritet bliver tydeligst for Niddal El-Jabri, er dog i rollen som far.

“Vores søn Gabriel bliver allerede i sin unge alder misforstået af omverdenen. I vuggestuen mente pædagogerne, at han havde behov for en ekstra sprogtest. Det var, da han var otte måneder gammel, og længe før han var begyndt at snakke. Så det kan kun skyldes, at han er mørklødet og har et arabisk efternavn.”

“Nu går Gabriel i børnehave, og nogle af de andre børn er begyndt at kalde ham muslim, hvilket desværre ofte er med en negativ biklang. Det må jo være noget, de får med hjemmefra. Det er meget grænseoverskridende for os som forældre. Vi har aldrig sagt til ham, at han er muslim eller noget som helst andet. For os er han Gabriel, og om han vil have en religiøs identitet eller ej, mener vi, han selv må finde ud af, når han bliver gammel nok.”

Grænselandet som forbillede

Selvom Niddal El-Jabri ikke føler sig sådan, er han teknisk set minoritetsborger. I Danmarks Statistiks årlige rapport “Indvandrere i Danmark” om indvandrere og integration tæller han med i kategorien “efterkommere med oprindelse i ikke-vestlige lande”. Dem er der cirka 138.000 af i Danmark, hvoraf 82 procent i dag er under 25 år, og langt de fleste er under uddannelse. Det er denne gruppe, Mino Danmark har fokus på.

“Mino Danmark er en slags Grænseforening 2.0. Ligesom Grænseforeningen har kæmpet for, at mindretallet i Sydslesvig kunne få lige rettigheder og anerkendelse i flertalssamfundet, kæmper vi i dag for, at minoritetsborgere bliver hørt og får en rolle, der gør dem til en naturlig del af samfundet”, siger Niddal El-Jabri.

Han ser grænselandets historie som en afgørende inspiration i arbejdet for ligestilling af minoritetsborgere. Derudover finder han inspiration i jødernes integration i Danmark og LGBT-bevægelsens kamp for anerkendelse og ligestilling af bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede. Det er for ham tre succeshistorier, der viser, at ligestilling af mindretal kan opnås gennem hårdt slid.

“Grænselandets historie er fascinerende. Her har man gennem tiden været udfordret af krig og ufred, hvilket har medført store skel på begge sider af grænsen mellem dansk og tysk, mindretal og flertal. I dag lever man side om side i fordragelighed. Mindretallene er anerkendte og ligestillede, og de bliver endda set som en ressource for samfundet, netop fordi de færdes hjemmevant i to sprog og to kulturer.”

“For mig står Grænseforeningen som bevis på, at det kan lykkes at forene flertal og mindretal. Jeg mener, det skal være Mino Danmarks vision, at når der er gået 100 år, så kan vi lukke foreningen. Så kan vi sige, vi lykkedes”, siger Niddal El-Jabri, der godt er klar over, at sammenligninger mellem nationale mindretal som det danske og det tyske og minoriteter, der er opstået på baggrund af indvandring, kan rejse kritik.

I en debat om emnet på årets Folkemø-de på Bornholm, som Niddal El-Jabri også selv deltog i, sagde Martin Henriksen, Dansk Folkeparti, at indvandrede mindretal og nationale mindretal er to vidt forskellige størrelser, der adskiller sig på baggrund af historie, kultur og i visse tilfælde religion. Helt uenig er Niddal El-Jabri ikke.   

“I grænselandet er det ikke borgerne, men grænsen, der har flyttet sig. Så der må være en differentiering mellem de nationale mindretal i grænselandet og dem, der er kommet til Danmark fra andre dele af verden.”

“Men når vi snakker anerkendelse – eller vejen dertil – mener jeg, sammenligningen kan være særdeles inspirerende. For der er ingen, der ser noget problematisk i, at det danske og det tyske mindretal har andre kulturelle traditioner end flertallet og taler et andet sprog i hjemmet, samtidig med at de indgår på lige vilkår i samfundet. Samfundet har derimod i dag en stolt fortælling om det danske og det tyske mindretal. Det er det, jeg ønsker: At vi som samfund også bliver stolte af vores etniske mindretal”, siger Niddal El-Jabri.

Integration og accept af individet

Når det kommer til integration, er Niddal El-Jabri varm fortaler for, at der skal fokuseres mere på individet. For ham drejer integration sig om, at nye danskere skal lære om og forstå det land, de er kommet til. Et liv i Danmark må leves på danske præmisser, hvilket dog ikke betyder, alle skal være ens.

“For mig handler integration ikke om, hvilke kulturelle særegenheder man tager til sig. Det må være et personligt valg, om man assimilerer sig – altså lever et helt almindeligt dansk liv – eller bevarer store dele af sin kulturelle baggrund. Som samfund skal vi anerkende det individuelle valg. Vi kan jo ikke kræve, at alle folk skal synes, at frikadeller smager godt”, siger Niddal El-Jabri, der betegner sig selv som fuldkommen assimileret.

Niddal El-Jabri mener, den danske integrationsdebat er gået i selvsving.

“Vi lægger for meget i integration. Bare man er brun, bliver der gået ud fra, at man skal integreres. Der mangler en anerkendelse af, at hvis man er født og opvokset i Danmark, kender man samfundet, sproget, kulturen og værdierne.”

“Man kan selvfølgelig ikke generalisere, hvornår man ikke længere har brug for at blive integreret. I enkelte, grelle tilfælde kan det tage generationer. Men når unge drenge opfører sig dårligt i Vollsmose, er det ikke nødvendigvis et integrationsproblem i sig selv. Når det kommer til dem, der er født og opvokset i Danmark, bliver vi nødt til at se det som et dansk problem, som vi skal arbejde med i socialforvaltningen og ikke i Integrationsministeriet.”

“Det samme gælder selvfølgelig de mange efterkommere, der klarer sig godt. Her er der behov for, at samfundet anerkender deres danskhed”, siger Niddal El-Jabri.

Når man kigger på aktuelle statistikker, efterlades man nemt med et negativt indtryk af integrationen i Danmark, også når det kommer til efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande.

Af Danmarks Statistiks seneste rapport “Indvandrere i Danmark 2016” fremgår det, at indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse får lavere karakterer ved folkeskolens afgangsprøve end deres danske klassekammerater, at færre af dem har en kompetencegivende uddannelse, og at indvandrere fra ikke-vestlige lande udgør 22 procent af kontanthjælpsmodtagerne.

“Jeg vil bestemt ikke fornægte de negative statistikker. Der er helt klart udfordringer på disse områder. Men jeg mener, man ikke altid skal tage statistik for et fyldestgørende billede af virkeligheden.”

“Selv er jeg først som forælder blevet opmærksom på, hvordan man kan understøtte sine børn i at klare sig godt. I mit hjem var der ingen, der hjalp mig, og jeg klarede mig ikke godt, hverken i folkeskolen eller på gymnasiet. Først efter et par semestre på universitetet knækkede jeg koden og fik gode karakterer.”

“Jeg tror, man skal forstå den baggrund, de unge med minoritetsbaggrund kommer fra, og så sætte ind med lektie-hjælp og forældreinddragelse. Og så skal man forstå, at diskrimination er en reel udfordring, eksempelvis når erhvervs-skoleelever søger praktikpladser”, siger Niddal El-Jabri med henvisning til Institut for Menneskerettigheders rapport “Lige adgang til praktikpladser” fra 2016, der viser, at 29 procent af erhvervsskolernes praktikkonsulenter fra virksomhedernes side bliver mødt med ønsker eller krav om at få etnisk danske elever.

“Efter min mening giver alene det faktum, at de unge efterkommere uddanner sig, grund til optimisme. De 22-årige piger uddanner sig faktisk stort set lige så godt som majoritetsdanskerne, det viser statistikken også (Danmarks Statistiks “Indvandrere i Danmark 2016”, red.).”

“Når det kommer til kontanthjælpen er det særligt indvandrerne, hvor kvinderne ofte går hjemme, der fylder i statistikken. Jeg er overbevist om, at det ikke bliver tilfældet for efterkommerne, netop fordi de uddanner sig”, siger Niddal El-Jabri.

Social kontrol og minoriteters ansvar

Niddal El-Jabri lægger vægt på, at minoriteterne selv har et stort medansvar for både integration og samfundsudviklingen, og at det ansvar i flere tilfælde ikke bliver løftet tilfredsstillende. I socialt udsatte boligområder – de såkaldte ghettoer – taler han om store problemer med social kontrol, hvor unge overvåges af familien og nærmiljøet i forhold til, hvem de omgås, og hvad de laver i deres fritid.

“Social kontrol er et massivt problem. Ofte handler det om æreskodeks, status og valg af partner. Det er et kulturelt problem, der er afhængig af nationalitet og om man tilhører en bestemt klan.”

“Mange unge er udsat for social kontrol, og skal vi komme det til livs – og det skal vi – må vi sætte ind på en række områder. Det er forældrene, dem der selv er indvandret, der udøver social kontrol. Her har nogle meget svært ved at give slip på det, de kommer fra. Og de forsøger så at give det videre til deres børn. Heldigvis formår en hel del at bryde med det.”

“I Mino Danmark vil vi gerne støtte dem, der ønsker at bryde ud af social kontrol. Det kræver både en masse oplysning, samtaler med de involverede familier og progressive og ressourcestærke personer i minoritetsmiljøet, der tager medansvar og tager det op lokalt”, siger Niddal El-Jabri.

Et alternativ til radikalisering

Når det kommer til gruppen af udsatte unge med minoritetsbaggrund, er Niddal El-Jabri særligt optaget af drengene. Det skyldes, at drengene ofte klarer sig dårligere i uddannelsessystemet end pigerne og er mere tilbøjelige til at lade sig hverve af kriminelle bander eller, som i Omar Abdel Hamid

El-Husseins tilfælde, at lade sig overbevise af fundamentalistiske, religiøse gruppers voldelige ideologier. Niddal El-Jabri mener, det skyldes, at drengene negligeres, og at der ikke tales med dem om de forventninger, de oplever, der er til rollen som mand.

“I alle samfund er man nok dårlig til at tale om manderollen, men i minoritetskredse er der et særligt behov for den samtale, især i socialt udsatte familier. For vi oplever jo drenge, der føler sig rodløse. Banderne og fundamentalistiske, politiske og religiøse organisationer som Hizb ut-Tahrir, er de eneste, der hører dem og giver dem et fællesskab.”

“Disse drenge mangler alternativer. Og derfor er der brug for en bevægelse for minoritetsunge, der er større end klubben nede på hjørnet. En sådan bevægelse har man ikke kunnet skabe med indvandrerne, hvor der har været for store forskelle grupperne imellem. Men man kan gøre det med efterkommerne, der har fællesnævneren, at Danmark er hjem.”

“Det er min vision, at Mino Danmark kan blive en sådan bevægelse, der samler efterkommerne på tværs af socioøkonomiske, kulturelle og religiøse forskelle og giver dem et anerkendende fællesskab og en stemme i samfundsdebatten”, siger Niddal El-Jabri.

Indtil videre har Mino Danmark dog kun en håndfuld medlemmer. Niddal El-Jabri forklarer, at fokus de første halvandet år er blevet lagt på opbygning af organisationen, og at foreningen nu vil ansætte en ny medarbejder til at opbygge en medlemsbase.

“Som minoritetsborgere har vi desuden en unik adgang til dem, der er på vej ud i radikalisering, og det skal vi udnytte. Jeg håber, vi på sigt kan give unge, der befinder sig i risikogruppen, et alternativ til den ekstremisme, der i yderste konsekvens fører til den terror, vi har set i København, London, Berlin, Paris og i flere andre europæiske byer over de senere år”, siger Niddal El-Jabri mens han tager sin taske under armen for at begive sig hen på Mino Danmarks kontor i indre København, hvor arbejdet kalder.