Frederik 1., 1471-1533, dansk konge

Konge af Danmark og Norge fra 1523. Han var søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg og blev i 1502 gift med Anna af Brandenburg og i 1518 med Sophie af Pommern. 

Da Frederik blev myndig i 1490, fik han i en deling med sin storebror kong Hans halvdelen af hertugdømmerne Slesvig og Holsten, som deres moder ejede, og begge blev hertuger af Slesvig og Holsten. Frederik fik i hertugdømmet Slesvig Gottorp, hvor han han bosatte sig på Gottorp Slot, købstaden Slesvig og landet ned til Ejderen, en del af halvøen Angel samt Lundtoft herred, Tønder og Haderslev, mens Hans fik købstaden Flensborg, Sundeved, Als og Ærø, Aabenraa, Femern og Nordstrand. Byer og krongods i Holsten blev ligeledes delt ligeligt mellem de to brødre, mens kirke- og adelsgods forblev urørt. Frederik fandt ikke delingen retfærdig og gjorde krav på arv i kongeriget, men Rigsdagen i Kalundborg fastslog i 1494, at Danmark var et udeleligt valgrige, hvormed hertugens krav blev afvist.

Frederik, der i modsætning til broderen Hans blev tysk opdraget, opholdt sig hovedsageligt i Hertugdømmerne, hvor han blev tæt knyttet til det magtfulde holstenske ridderskab. Frederik deltog med kong Hans i det mislykkede angreb på Ditmarsken i år 1500, men i kong Hans' krig mod Lübeck 1510-12 holdt Frederik sig udenfor.
 
Da Christian 2. afløste kong Hans ved tronskiftet i 1513, knyttede Frederik sig til Frankrig som modvægt til Christian 2.s forbindelse med det tyske kejserhus. I efteråret 1522 indgik Frederik hemmeligt en forbindelse med Lübeck og de oprørske jyske bisper og rigsråder. I marts 1523 gik hans hær, der var anført af Johann Rantzau, over grænsen til kongeriget, og på få måneder blev Danmark indtaget. På Viborg Landsting valgtes Frederik derefter til konge, og i Hertugdømmerne blev han hyldet som eneste landsherre. Efter Københavns overgivelse kronedes han i Vor Frue Kirke i 1524. 

Ved kroningen i København bekræftede Frederik 1. Hertugdømmernes fuldkomne uafhængighed. Der skulle ikke herske tvivl om det slesvig-holstenske ridderskabs rettigheder og uafhængighed af det danske rigsråd.

Som konge vedblev Frederik 1. at residere i Hertugdømmerne, og han kom kun til Danmark for at deltage i de årlige herredage. Hans nærmeste medarbejder og kansler var Wolfgang Utenhof, som fik hele området mellem Kongeåen og Elben som arbejdsområde. Senere blev hele den danske udenrigspolitik også lagt ind under Utenhofs Tyske Kancelli. 

Frederik 1.s regeringstid prægedes af en stærk uro blandt borgere og bønder, inspireret af den konstante trussel fra den landflygtige Christian 2., der siden 1522 havde opholdt sig hos sin svigerfamilie i Nederlandene. Denne trussel forsvandt først i 1531, da Frederik 1. lokkede Christian 2., der med sin svoger Karl 5.s hjælp på det tidspunkt stod stærkt og havde kommando over 5.000 landsknægte, til København for at forhandle. Christian kom, fordi han var lovet frit lejde, men i stedet blev han anholdt og fængslet, og i realiteten uskadeliggjort.

I kirkestriden tillod Frederik de protestantiske præster at prædike, og Reformationen blev gennemført nogle steder, bl.a. i Haderslev. Det vakte opsigt, da han i 1526 brød fredagsfasten og dermed en stærk katolsk tradition. Forholdet til de katolske biskopper blev særdeles anspændt.

I pengesager krævede Frederik sine udgifter til Danmarks erobring dækket af rigsrådet. Ved sin død efterlod han sig et fyldt skatkammer på Gottorp.

Frederik 1. døde på Gottorp Slot og blev begravet i Slesvig Domkirke. 

Frederik 1.s valgsprog var "Intet uden den guddommelige vilje". Det er dog først kendt fra midten af 1600-tallet.