Hans, 1455-1513, konge af Danmark
Født 2. feb. 1455, død 20. feb. 1513. Konge af Danmark og Norge fra 1482 samt af Sverige fra 1497; søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg, gift med Christine af Sachsen. Kong Hans og Christine fik fem børn, her i blandt den senere konge Christian 2.
Skønt Hans var blevet hyldet som tronfølger i sin fars levetid, overtog han ikke regeringsmagten før i 1481, idet rigsrådet styrede i et knap toårigt interregnum. Antagelig skyldtes dette et forsøg på gennem en fællesnordisk håndfæstning atter at samle de tre nordiske riger. Sverige ønskede imidlertid ikke at deltage, så Hans underskrev i 1483 en blot dansk-norsk håndfæstning, hvorefter han kronedes.
Uden bemærkelsesværdige brud på forfatningen eller imod traditionerne udvidede han kongemagtens indflydelse, og som sin mor besad han en ikke ringe sans for økonomi og finanser. Især søgte han at fremme dansk handel og søfart, hvilket ofte gav et konfliktfyldt forhold til hansestæderne. Til gengæld sluttedes i 1490 handelstraktater med England og Nederlandene.
De højere kirkeembeder blev gerne besat med lavadelige eller borgerlige, der havde haft en fortid som skrivere i det kongelige kancelli, og Hans fortsatte sin fars politik med at spille rivaliserende højadelsgrupper ud imod hinanden, fx ved besættelse af rigsembeder og slotslen. Da hans yngre bror Frederik 1. blev myndig, måtte han i 1490 dele hertugdømmerne Slesvig og Holsten med ham. Da hertug Frederik følte sig forfordelt med hensyn til arv i kongerigerne, fastslog Rigsdagen i Kalundborg i 1494, at Danmark var et udeleligt valgrige, og afviste dermed hertugens krav.
I sine fortsatte bestræbelser på også at blive anerkendt som konge af Sverige sluttede Hans i 1493 en traktat med Rusland imod den fælles fjende. Hans hvervede tropper, og efter et sejrrigt felttog blev han omsider i 1497 kronet til svensk konge, mens hans søn Christian 2. i 1499 anerkendtes som tronfølger. Da hertug Frederik i 1500 i samråd med det holstenske ridderskab ville angribe det selvstændige Ditmarsken, valgte Hans at deltage med et stort adelsrytteri og den såkaldte "Sorte Garde", men han led et katastrofalt nederlag. Ditmarskerne åbnede digerne og et voldsomt regnskyl gjorde det umuligt at bruge kanonerne. Kun ditmarskerne kunne kunne bevæge sig ved at springe over grøfterne ved hjælp af deres lange spyd med støttefod, og næsten hele Hans' hær blev udslettet.
Herefter rejste Sverige sig atter i oprør under ledelse af Sten Sture, og kongens sidste år var et langt forgæves forsøg på atter at få magten her.
Hans' eftermæle bærer præg af hans behændige udnyttelse af belejlige hævndrab inden for aristokratiet, hvor især mordene på Poul Laxmand og på den norske oprører Knut Alvsson næppe med rette ansås anstiftede af ham, men det bidrog til at tegne et machiavellistisk billede af ham. Ifølge traditionen var ikke blot kongens ungdomsliv hektisk, men også hans senere år; hans forbindelse med adelsdamen Edele Jernskæg (død 1512) bidrog formentlig til, at han og hans dronning i hans sidste ti leveår reelt levede separeret.
Kong Hans' valgsprog var "For lov og folk". Han døde den 20. februar 1513 og blev begravet i Gråbrødrekirken i Odense. I 1804 blev han overført til Sankt Knuds Kirke i Odense i forbindelse med Gråbrødrekirkens nedlæggelse.