Flensborg Avis er blevet voksen. Den 1. oktober 2019 fylder avisen 150 år, og i løbet af jubilæumsåret vil den formentlig løbende forholde sig til sin egen historie. Men hvad er det for en avis der fylder år? Og hvordan har den udviklet sig i løbet af årene? Det er to store spørgsmål, som det er vanskeligt at besvare nogenlunde kort. Derfor er fokus i denne lille artikel lagt på efterkrigstiden. Her har avisen - for mig at se - gennem årene bokset med mange af de samme udfordringer, som den dybest set stadig må forholde sig til.

Den gamle historie

I årene fra 1864 til 1920 var Flensborg Avis de dansksindede sønderjyders førende avis. Det var den, der havde flest abonnenter; den, der fik flest klø af de preussiske myndigheder og den, som repræsenterede de klareste dansknationale holdninger. Efter Genforeningen i 1920 fortsatte avisen under Ernst Christiansens ledelse med at udfordre de lokale og regionale myndigheder. Det er kendetegnende, at så længe man alene skrev på dansk, kunne mange ting glide igennem, mens de tysksprogede danske aviser i Sydslesvig blev holdt under skarp overvågning og ofte forbudt i kortere eller længere tid.

Flensborg Avis gik for at være den frieste avis i det nazistiske Tyskland, men det skal tages meget store forbehold. Det var bestemt ingen fri avis, idet den både var pålagt censur og - måske vigtigere - selvcensur. I 1940 blev Ernst Christiansen tvunget til at trække sig tilbage, men avisen fik efter lange forhandlinger lov til at fortsætte med L.P. Christensen som ny chefredaktør. Derfor udkom den krigen igennem.

Første udfordring - avisens økonomi

Efter krigens afslutning i 1945 var forholdene for Flensborg Avis markant anderledes, end de havde været tidligere. Hvor der i 1938 havde været ca. 1.500 abonnenter i Sydslesvig var der pludselig i 1948 omkring 39.000, mens der begge år var henved 5.000 læsere i Danmark. I de første efterkrigsår kunne avisen stort set løbe rundt økonomisk, hvilket ikke var tilfældet hverken før eller efter. Og det har netop været én af avisens største udfordringer; den har kun kunnet overleve, fordi den har modtaget støtte fra Danmark. I perioder har der været lagt pres på for at effektivisere og rationalisere.

Et eksempel på det var i 1963-64, hvor én af den nye chefredaktør Karl Otto Meyers vigtigste opgaver var at gennemføre fusionen mellem Flensborg Avis og Südschleswigsche Heimatzeitung for at formindske det underskud, den danske stat skulle dække. På andre tidspunkter har der været en mere eller mindre udtalt bekymring for, at støtten fra Danmark ville blive gjort afhængig af avisens redaktionelle linje. Også selv om der ikke er fundet eksempler på, at det har været tilfældet.

Anden udfordring - åbenhed eller lukkethed?

En anden problematik, som Flensborg Avis gennem årene har måttet forholde sig, er, om avisen frit skal skrive om alle forhold inden for mindretallet, eller om negative historier skal holdes ude af avisens spalter. Et eksempel er den såkaldte Ejderskole-strid i 1950’erne og 1960’erne, som Flensborg Avis behandlede med stor varsomhed, da det var en rigtig møg-sag for mindretallet.

Endnu i 1980’erne og senere har der været bekymring for at udstille mindretallets interne problemer, da frygten har været, at det ville blive brugt af flertalsbefolkningen.

Tredje udfordring - foreningsblad eller uafhængig avis?

Man har også gennem årene måttet forholde sig til formålet med avisen. Er det et foreningsblad for det danske mindretal, eller er det en uafhængig avis? Især i de år, hvor Karl Otto Meyer både var chefredaktør og toneangivende inden for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) - enten som formand eller landdagsmand - var det umuligt at skelne mellem avisens og SSW’s holdninger.  I disse år kan man med rette opfatte avisen som et foreningsblad - eller måske rettere som en partiavis. Men også både før og efter Karl Otto Meyer var chefredaktør, var det utænkeligt, at avisen skrev negativt om SSW’s politik.

Fjerde udfordring - aktionærernes rolle

Flensborg Avis er et tysk aktieselskab med 1.500 aktionærer, og det har rejst spørgsmålet om, hvilken indflydelse aktionærerne skal have på avisens indhold og organisering. Tilsynsrådet, der består af ni medlemmer, er avisens øverste myndighed. Seks af medlemmerne er valgt af avisens aktionærer på avisens generalforsamling, mens tre er medarbejderrepræsentanter. I øjeblikket er det rektor for A.P. Møller Skolen, Jørgen Kühl, der er formand for Tilsynsrådet.

En stor del af Flensborg Avis aktiekapital har i årenes løb været på rigsdanske hænder, som derved har haft stor indflydelse på Tilsynsrådets sammensætning - og derved også på udnævnelsen af chefredaktøren. I praksis har det ikke været noget større problem, fordi de store rigsdanske aktionærer normalt har holdt sig uden for vigtige organisatoriske og redaktionelle beslutninger.

Femte udfordring - avisens målgruppe

En stor andel af Flensborg Avis’ abonnenter har altid været i Danmark. I 2017 var der 1.400 abonnenter i Danmark ud af de i alt 4.900. I lange perioder har der været flere rigsdanske end sydslesvigske læsere. Det bringer det logiske spørgsmål frem: Hvem skriver man egentlig for? Avisen er løbende blevet kritiseret for ikke at skrive nok lokalstof, og svaret har oftest været, at ressourcerne har været for få.

Samtidig har avisen tidligere haft en stor opgave med at oplyse læserne om, hvad der skete i Danmark, Vesttyskland og resten af verden, fordi den for mange læsere var den vigtigste nyhedskanal. Derfor er der i årenes løb bragt mange artikler om emner, der ikke har noget med mindretallets forholds at gøre. Avisens primære målgruppe har været således dansksindede sydslesvigere - og i mindre grad rigsdanskere.

Sjette udfordring - skarp eller nedtonet linje

”Det er dødens vej, om en avis indretter sig efter venlighed og tilskud”. Så skarpt udtrykte daværende chefredaktør, Karl Otto Meyer, sin holdning i begyndelsen af 1980’erne. Den nuværende chefredaktør, Jørgen Møllekær, har sagt noget lignende i en leder i efteråret 2017. Opfattelsen er, at hvis Flensborg Avis - eller andre aviser - skriver for neddæmpede artikler, bliver avisen kedelig og ligegyldig, og så er det en død avis.

Andre har ment, at avisen skulle føre en nedtonet og neutral linje, fordi den som mindretalsavis skal kunne henvende sig til alle sydslesvigere. Senest har dette punkt været til diskussion i forbindelse med debatten om ”Mindretallenes Hus”. Her er Flensborg Avis blevet kritiseret for at have skrevet for markante og kritiske artikler, og Møllekærs svar har været: ”En avis uden bid og journalistisk mod er ligegyldig”.

Man kunne sagtens nævne andre end disse seks punkter, men ønsket har været at illustrere, at Flensborg Avis har og har haft nogle særlige udfordringer at tumle med. Avisen har naturligvis udviklet sig voldsomt gennem de 150 år, men der er også flere ting, der ikke har ændret sig så meget.  I hvert fald ikke i den sidste halvdel af avisens levetid.

Mogens Rostgaard-Nissen er arkiv- og forskningschef ved forskningsafdelingen, Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, Flensborg.