Det er mere end fire år siden, at kulturredaktør på Flensborg Avis, Hans Christian Davidsen, trængte til at gå lidt ned i vægt. Han valgte at gøre det ved at motionere på sin mountainbike. Det er blevet til adskillige cykelture langs grænsen mellem Danmark og Tyskland. Og han har selvfølgelig snuset en del gode historier op undervejs.

Det er blevet til bogen ‘Lige på grænsen’ med undertitlen ‘her er fortiden aldrig helt forbi’. Den har været så længe undervejs, at han i mellemtiden blev færdig med ‘Nazisternes sidste tilflugt’ om nazisternes sidste dage i Flensborg mod slutningen af Anden Verdenskrig.

Tidligere har han i bogen ‘Forelsket i Flensborg’ øset ud af sin kærlighed til sin hjemby, hvor den sønderjyske forfatter har slået rod både privat og arbejdsmæssigt.

Det skinner tydeligt igennem i bogen og i samtaler om Flensborg og grænselandet, at Hans Christian Davidsen er dybt betaget af landskaber, mennesker og kultur på begge sider af en grænse, som han forholder sig ganske kritisk til.

“Bogen er en samling af historier, der har fokus på livet ved grænsen mellem Danmark og Tyskland. 
Det har en alvorlig side, at der er grænse. Et eller andet sted hænger der en trussel over livet i grænse-
landet om, at grænsen kan lukke, som den gjorde under coronapandemien”, siger han. 

Reel trussel

Han mener, truslen virker mere reel på baggrund af, at Tyskland har indført grænsekontrol, mens Danmark har forlænget den midlertidige grænsekontrol kontinuerligt siden 2016.

Så det ene spor i Hans Christian Davidsens fortælling om livet i grænselandet er ret alvorligt og handler om de konsekvenser, grænsen har haft for mange mennesker. For eksempel i forbindelse med lukningen af grænsen under coronapandemien, hvor der simpelthen var folk med boliger lige på grænsen, der fik svært ved at komme til og fra hjemmet. 

Ikke mindst kan han ikke glemme de sønderjyder, der under coronapandemien erklærede, at tyskerne bare kunne blive hjemme.

“Sønderjyder er jo forskellige. Nogle af dem omfavner det tyske, andre har ikke pas, selv om de bor lige ved grænsen. Men der, hvor det har overrasket mig, var, da nogen sagde: ‘tyskerne kan jo bare blive hjemme’”.

“Det ville jo blive svært at få sundhedssektoren i Sønderjylland til at fungere uden arbejdskraft, der pendler til fra syd for grænsen. Og det er da utroligt, at de slet ikke bekymrer sig om, at et dansk mindretal syd for grænsen bliver afskåret fra moderlandet. Mange i mindretallet kunne ikke besøge deres familie”, siger Hans Christian Davidsen.

Han fortæller en anekdote om, hvad der kan gøre en forskel i folks syn på grænsen.

“Jeg mødte en fra Rens-området lige ved grænsen, som ikke kunne meget tysk. ‘Du er da vokset op med tysk fjernsyn’, sagde jeg. ‘Det måtte vi ikke se for min far’, lød svaret”.

Det andet spor i Hans Christian Davidsens fortælling er alle de sjove traditioner, vaner og aktiviteter, livet i grænselandet også har ført med sig. De to spor krydser hinanden flere steder. For eksempel i fortællingen om kæresteparret Inga Rasmussen og Karsten Tüchsen. 

Hun var dengang 85 og dansk, han var 89 og tysk. De nægtede at lade grænselukningen hindre dem i at være sammen. Så de mødtes midt på landevejen ved et bord på hver sin side af grænsen til frokost eller kaffe med en lille opstrammer, som Hans Christian Davidsen skriver. 

“Det er blevet til adskillige cykelture. Jeg har taget mange etaper. Jeg ventede længe på at komme ud til bryggeriet i Sæd, for jeg skulle jo være der en dag, hvor de bryggede øl”, fortæller han.

“Bryggeriet i Sæd drives af nogle fra det tyske mindretal, og den historie viser også noget med nogle helt nede ved grænsen, der holder liv i den by”, tilføjer Hans Christian Davidsen.

Dagligliv og dramatisk historie

I bogen har han både fat i dagliglivet i nutiden og nogle af de dramatiske situationer, der er en del af grænselandets historie. 

Hans Christian Davidsen besøger for eksempel Bomlauget i Bov, som vedligeholder den gamle grænsebom Rønsdam/Niehus-grænseovergangen, som er beliggende på Hærvejen og blev etableret ved grænsedragningen i 1923. Schengen-aftalen kræver, at bommen skal være aflåst i åben tilstand. Bomlauget har dog fået tilladelse til at sænke bommen ved laugsmøderne, der bliver markeret med Bommerlundersnaps og Fuglsang-øl. 

Derfor har Lauget blandt mange poster blandt andet en Første Nøglebevarer. De mødes to gange om året for at markere afslutningen på Den Store Krig og Anden Verdenskrig, den ene gang på befrielsesdagen den 5. maj, og den anden gang den 11. november kl. 11, hvor våbenhvilen efter Første Verdenskrig trådte i kraft.

Den Store Krig præger stadig Sønderjylland.

“Der er ikke den sønderjyske familie, hvor en oldefar eller tipoldefar ikke har deltaget i Første Verdenskrig,” skriver Hans Christian Davidsen, hvis oldefar, Mads Davidsen fra Als, overlevede krigen, hvad 6.000 sønderjyder ikke gjorde.

Han beskriver, at Danmarks genforening med Sønderjylland i 1920 også var en deling af Slesvig, og at der er forskellige opfattelser af begrebet ‘genforening’. 

Gendarmerne 

Anden Verdenskrig trækker selvfølgelig også spor i grænselandet.

Der er historien om Asmus Jensen, der blev dræbt af frihedskæmpere i maj 1945, men blev han dræbt under flugt eller likvideret?

Der er historien om grænsegendarmerne, som også er ganske dramatisk. Grænsegendarmeriet, som først blev nedlagt i 1952, patruljerede langs grænsen mod syd, først ved Elben, da helstatens grænse gik der, så ved Kongeåen efter nederlaget i 1864, og efter Genforeningen i 1920 ved den nuværende grænse.

Tyskerne tillod gendarmerne at patruljere langs grænsen efter Besættelsen den 9. april 1940. Også efter den danske regerings tilbagetræden 29. august 1943 fortsatte patruljeringen, men da tyskerne anholdt det danske politi, blev også grænsegendarmerne taget af tyskerne og sendt til koncentrationslejren i Neuengamme, og de fik en langt hårdere behandling. Af de 141, der kom til Neuengamme, døde 38 i tyske koncentrationslejre.

Tyskerne frygtede, at gendarmerne ville kæmpe på allieret side, hvis de allierede gik i land i Jylland. Og den indstilling, tyskerne blev mødt med fra gendarmeriets øverstkommanderende oberst Svend Bartholin Paludan-Müller, har måske også haft betydning.

Han var engageret i frihedskampen, og da Gestapo mødte op for at arrestere ham på hans bopæl den 26. maj 1944 klokken otte om morgenen, fik de besked på, at de kunne træffe ham på hans kontor klokken 10. Og i øvrigt ville han skyde dem, hvis de trådte ind hans hus. Han skød den første tyske soldat, der trådte ind i huset og barrikaderede sig på loftet, mens familien først blev sendt ned i kælderen, og siden blev hjulpet ud af huset med sognepræstens mellemkomst. Han kæmpede til det sidste. En tysk sprængningskommando satte ild på huset, og til sidst fandt man hans forkullede lig på loftet.

“Paludan-Müller kom også til at spille en rolle. Han var en af grundede til, at tyskerne havde et særligt øje på gendarmerne. Det er grunden til, at de satte hårdt mod hårdt. Grænsegendarmerne blev hårdere ramt end politiet. Det traume lever stadig blandt efterkommerne efter gendarmerne.”, siger Hans Christian Davidsen. 

Ved indkørslen til Gråsten Slot er der en mindetavle for obersten.

Grænsen er en seværdighed

“Med bogen vil jeg egentlig gerne vise danskerne længere oppe nordpå, at grænsen i sig selv er en seværdighed. Man kunne lave noget turisme ud af det. Padborg er faktisk en spændende by, der har meget at byde på. Du kan blandt andet kan besøge Told- og grænsemuseet. Der er en by som Rudbøl. Folk, som ikke kender grænselandet, tror, det er sort på den ene side og hvidt på den anden. Det er det jo ikke”, siger Hans Christian Davidsen.

Han foreslår, at besøgende nordfra kan besøge Toldgården ved Haraldsdalvej, som blev opført til tolderne, der rykkede til den ny 1920-grænse. 

“Padborg har en spændende historie”.

“Jeg har udover cykelturene samlet udklip henad vejen. Jeg har også redigeret kronikker i Flensborg Avis, hvor vi havde en serie om gendarmerne og de likvideringer”, siger han.

Og til slut i interviewet med forfatteren, får han tre skarpe spørgsmål om grænsen.

Hvad er den bedste historie ved grænselandet?

“Den bedste historie er selve grænsen. De små forløb, grænsedragningen slår. H.P Hanssen trak en sindelagsgrænse, det kunne man gøre helt til Padborg og Flensborg. Da lod han klogeligt være med at trække en grænse det sidste stykke. Der var jo Flensborg-bevægelsen, som gjorde meget for at få Flensborg med til Danmark”.

“Det er interessant at se de krumspring, grænsen laver. Vilmkærgård for eksempel, der ligger med stuehuset på den danske side og laden på den tyske side af grænsen. Et andet sted ville gårdejeren have et egetræ med til Danmark.”

“Jeg synes også, det er vigtigt at fremhæve, at i Danmark var grænsedragningen i 1920 noget, der blev fejret. Men på Vilmkærgård mistede de kontakten til familien nede sydpå. En anden familie, som boede syd for grænsen, mistede kontakten til familien i Højer. Og fra Vilmkærgård kunne de ikke bare køre til Ellund.”

“De små knæk har haft en stor betydning. For danskere nordfra byder grænsen på mange seværdigheder, de ikke kender. Grænsedragningen fik konsekvenser for de mennesker, der kom til at bo klos op ad grænsen. Ved Betonstrasse er der en grænsesten 50 meter fra vejen, fordi der var en bonde, som absolut ville høre til Danmark.” 

Hvem er grænsen værst for?

“Den er værst for de mennesker, der lever med et ben i begge lande.” 

Hvem er grænsen bedst for?

“Den er bedst for Flensborg Avis, som kan skrive alle de utrolige historier, og for Peter Hansen fra Regionskontoret, som aldrig bliver arbejdsløs”, siger Hans Christian Davidsen.

Lige på det punkt gjorde han dog regning uden vært. Efter interviewet er det kommet frem, at Regionskontoret i Padborg skal spare op mod 900.000 kroner. Det betyder, at der skal fyres to af Peter Hansens medarbejdere og skæres ned på rådgivning. 

“Du møder jo mennesker i Tønder og Rudbøl, hvor grænsen betyder, hvor de skal dømmes, hvis de gør noget ulovligt, og hvor de betaler skat. Men ellers er det lige meget for dem”, siger Hans Christian Davidsen.