Tilbage til nyhedsliste

Masser af gode bøger fra grænselandet

1. november 2024

Året har budt på bøger om piloter, politik og broderier. Der er fakta og fiktion og i det hele taget et godt udvalg af litteratur om grænselandet, som kan finde plads under juletræet. 

Christian L. Johannsen bagerst i cockpittet. Billedet anslås at være fra 1920-21.

Christian L. Johannsen bagerst i cockpittet. Billedet anslås at være fra 1920-21.

Foto: Danmarks Flymuseum

Af Poul Struve Nielsen

Der er kommet en del bøger, som er interessante, når man interesserer sig for grænselandet. De er gode muligheder som julegaver – eller gaveønsker.

For eksempel har historiker og museumsinspektør på Sønderborg Slot, René Rasmussen, skrevet om piloten Christian Johannsen i bogen ’Verdens bedste flyver’. Christian Johannsen kom til verden i det daværende preussiske Slesvig i 1880. Hjemmet var både dansksindet og dansksproget. Det lykkedes ham at blive overført til det kejserlige luftvåben i 1917. Efter krigen flyttede han til Danmark, i og med militær flyvning blev forbudt i Tyskland i 1919. Her blev han snart kendt som pressens helt og ’Danmarks bedste flyver’.

Johannsen forstod at gribe chancerne, når de var der, og kastede Dannebrog ned fra et fly under den store Genforeningsfest på Dybbøl Banke i 1920. Han udkæmpede også Anden Verdenskrig for Tyskland. En spændende beretning. Historisk Samfund for Sønderjylland. 352 sider. 279,95 kr.

Kulturhistoriker Kirsten Rykind-Eriksen har skrevet ’Kampen om broderierne i Danmark 1850-1950’. En kunst- og kulturelite satte i midten af 1800-tallet gang i en dansk kulturkamp ved at proklamere, hvad de anså for den rette æstetik og dannelse, og dermed, hvad kvinder burde brodere. I bogen stilles der skarpt på almuens broderende kvinder i by og på land og på den rolle, ‘det gode hjem’ spillede i den igangsatte kulturkamp, der med tiden også blev ideologisk. Succesrige erhvervskvinder kom til at spille markant med i den danske kvindebevægelses politiske kamp for ligeret mellem kønnene. Det var også en del af kampen for danskheden efter 1864. Museum Tusculanums Forlag. 548 sider. 498 kr.

Forfatteren Keld Conradsen har skrevet ’Trampemarchen’, hvor handlingen udspiller sig i 1920’ernes og 1930’ernes Aabenraa. Ståljosef er kommunist og foragter både de dansknationale og de tyske nazister. Præcis som den frigjorte sygeplejerske og anarkist Emma Jensen, som bliver hans kæreste og kommer til at give ham den største gave, men også volde ham den største smerte. Byens danske borgere ser bekymrede mod syd, mens tyskerne hver dag håber på en genforening med Tyskland. Det kommer til blokader, slåskampe, trusler, hærværk, trampemarcher og masser af optog – mens Emma på sin egen måde følger med Ståljosef helt ned til borgerkrigens Spanien. Forlaget Modtryk. 311 sider. 299,95 kr.

Forfatteren Anna Elisabeth Jessen har skrevet tredje bind i en trilogi. ’Verdensport’ ligger tematisk i forlængelse af de to romaner ’Om hundrede år’ og ’Hjemsted’. Handlingen udspiller sig igen til en vis grad i Sønderjylland. Året er 1937. To skibsrederfamilier har vind i sejlene. Skibsfarten blomstrer og familierne bygger palæer både i Danmark og i Fjernøsten. De næste 80 år udfolder konsekvenserne af dramatiske begivenheder i krigens skygge sig. Forfatteren fortæller selv, at historien har fokus på det dansk-tyske og de valg, personerne skal træffe, for hvornår er man hvad? Et godt spørgsmål især under Anden Verdenskrig, hvor det kunne betale sig at være tysk. Gyldendal. 348 sider. 299,95 kr.

Journalisten og forfatteren Poul-Erik Thomsen har også folk fra begge sider med i sin bog ’De gjorde en forskel – politik og politikere i Sønderjylland i 100 år’. Her portrætterer han nogle af de sønderjyder, der har præget det politiske liv på godt og ondt. Her er både grænsemageren H.P. Hanssen, nazisten Fritz Clausen, de mangeårige konservative statsminister Poul Schlüter, tidligere minister og borgmester i Aabenraa for Socialdemokratiet, Kamma Larsen Ledet, og markante nulevende politikere som Venstres Eva Kjer Hansen, Socialdemokratiets Jesper Petersen og Moderaternes Henrik Frandsen. Blandt mange andre. En fin udgivelse. Historisk Samfund for Sønderjylland. 445 sider. 298 kr.

Helt ny fra tryk er professor emeritus i pædagogik og Grundtvigekspert Ove Korsgaards ’Nationalstatens fødselsveer – Om Grundtvig, krig og geopolitik’. Bogen fokuserer på Grundtvig og hans politiske venner – nogle mere grundtvigianske end Grundtvig selv, understreges det. De satte betydelige spor i den lange og brydsomme fødsel af nationalstaten. Aarhus Universitetsforlag, 212 sider, 199,95 kr.

’Farlig mand’ er titlen på koldkrigsfortællingen om en af den østtyske efterretningstjeneste Stasis vigtigste danske spioner. Ole Sønnichsen og Jesper Clemmensen fortæller om journalisten Flemming Sørensen, der arbejdede for både Jyllands-Posten og Flensborg Avis, mens hans hemmelige arbejde som stikker sendte talrige mennesker i fængsel i det tidligere DDR. Lindhardt og Ringhof. 392 sider, 349 kroner. 

God læselyst!