Inge Adriansen er død. Efter flere års kamp mod kræften måtte hun meget mod sin vilje give op. Hun havde stadig meget, hun gerne ville udgive, og jeg er sikker på, at hun brændende ønskede at få lov til at sætte sit præg på markeringen af 100-året for Genforeningen i 2020. Men sådan skulle det ikke blive.

Og dog. For Inge Adriansens store forfatterskab har sat sig meget tydelige spor i hele formidlingen af Sønderjyllands og Danmarks historie. Og hun har meget markant åbnet for, at historikernes fagkundskab kom ud til en bredere kreds og dermed været med til at skabe en bredere folkelig forståelse for, hvorfor Danmark og vi danskere blev som vi blev.

I 1988 ødelagde Inge Adriansen ganske eftertrykkeligt myten om Christian den 2. og ”Det runde Bord”. Hendes undersøgelser af regnskaberne fra Sønderborg Len viste, at historien ikke kunne være sand, og at Carl Blochs berømte maleri var fri fantasi.

Samme år skrev Inge Adriansen et vægtigt kapitel i udstillingsbogen til ”Mythen der Nationen. Ein Europäisches Panorama” på Historisk Museum i Berlin. Overskriften var ”Danmark, for fane, sprog og hjemstavn”.  Udstillingens pointe var at vise, hvordan de europæiske folkeslag i begyndelsen af 1800-tallet havde brugt de samme myter og symboler i forskellige udformninger i litteratur og kunst for at skabe deres egen grundlagsfortælling om fædrelandet. Altså at den europæiske forskellighed i virkeligheden har udgangspunkt i den samme europæiske grundfortælling.

Inge Adriansen trak på denne måde vores nationale myte ud af sin særegenhed og gjorde den ordinær og til en del af en større fælles fortælling. Myter præger vores historieopfattelse, de forenkler og gør tilværelsen forståelig og forklarlig og giver identitet. Inge Adriansen havde en kritisk tilgang til myterne og et stærkt ønske om at grave sandheden bag dem frem – og at formidle denne sandhed. 

Inge Adriansen forstod baggrunden for den nationale modsætningstænkning nord og syd for grænsen, men i hele sit arbejde forsøgte hun at inspirere alle, som ville lytte, til at komme ud af den og videre. Det gjaldt ikke mindst den myte, at den tyske nation i sig selv var hovedfjenden.

Inge Adriansen var i lokalforeningerne en højt respekteret foredragsholder, der med sin store viden og fortælleglæde kunne fængsle en tilhørerskare. Hun var altid til rådighed og altid en inspirationskilde med klare og ofte skarpe synspunkter.

Inge Adriansen vil også efter sin død sætte sit præg på historieformidlingen – herunder markeringen af 100-året for Genforeningen i 1920.

Knud-Erik Therkelsen er generalsekretær i Grænseforeningen