LEDER: Der blev ikke råbt hurra på Samrådsmødet, men set fra en plads ved gæstebordet, havde det været velanbragt, skriver Jens Andresen, formand for Grænseforeningen, i sin leder.
Der var møde i Det Sydslesvigske Samråd, der er de sydslesvigske organisationers samarbejdsorgan den 20. marts i Flensborg. Vi var et par repræsentanter fra Grænseforeningen, der var inviteret med som gæster. Det har vi været før, og det er der ikke noget bemærkelsesværdigt i. Enhver er i øvrigt velkommen, idet disse møder er offentlige.
Årsagen til invitationen til dette møde var det fælles oplæg til sikring af driften i fire år af kursus- og lejrskoleinstitutionen Christianslyst, der har været lukningstruet. Til og med 2018 er der sikret støtte fra Sydslesvigsk danske Ungdomsforeninger (SdU), der ejer stedet, Dansk Skoleforening for Sydslesvig, Folketingets Sydslesvigudvalg og Grænseforeningen. Meget tyder også på, at Christianslyst er sikret drift frem til og med 2020.
På Samrådet var man enige om, at driften af en institution, der kan stille ”gæsteværelser” til rådighed, er en fælles opgave for alle mindretallets organisationer, fordi gæsteværelseskapacitet er en nødvendighed i oplysningsarbejdet. Det er væsentligt, at gæster på besøg, især fra Danmark, har et sted at overnatte i Sydslesvig. Enkelte havde formelle forbehold. Men Samrådet slog fast, at der skal stilles rimelig og god gæsteværelseskapacitet til rådighed som den findes på Christianslyst, dog muligvis på en helt anden institution på en anden matrikel.
Lad os ikke fordybe os i detaljerne i det fælles oplæg til samarbejde om driften af Christianslyst eller udarbejdelsen af fremtidige planer for sikring af gæsteværelseskapaciteten. Det væsentlige er at få understreget, at Samrådet klart har tilkendegivet, at de sydslesvigske organisationer vil samarbejde om oplysningsindsatsen, fordi det er et fælles behov, der kun kan opfyldes rimeligt ved en fælles indsats.
Grænseforeningen har oplysning om grænselandet og især det danske mindretal i Sydslesvig som sin hovedopgave. Det er godt at vide, at denne opgave bakkes op i enighed af de sydslesvigske organisationer. Opbakningen har nok altid eksisteret, men de sydslesvigske organisationer har villet løse opgaven på hver sin måde og ud fra de forskellige formålsparagraffer, de hver især har. Uroen om ”gæsteværelseskapaciteten” har ført til erkendelsen af, at en del af oplysningsopgaven nødvendigvis må løses i fællesskab.
Der blev ikke råbt hurra på Samrådsmødet, men set fra en plads ved gæstebordet, havde det været velanbragt. Normalt skal man være varsom med at fejre hensigter, også selv om de lyder gode. Man skal vente med festen, indtil resultaterne foreligger. Men lidt fest kunne denne markering af fællesskabet godt have fortjent.
Erkendelsen af en nødvendig fælles indsats kan forhåbentlig være begyndelsen til, at der er langt mere i oplysningsarbejdet, vi kan være fælles om. Vi håber, at dette betyder indledningen på et styrket samarbejde – Grænseforeningen deltager gerne – så vi i fællesskab kan sætte fokus på, at det danske mindretal stadig har betydning og værdi for alle danskere.
Jens Andresen er formand for Grænseforeningen.