Gå til leksikonoversigt

Danmarks Nationalsocialistiske Arbejder Parti (DNSAP)

Begreber

Parti stiftet den 16. november af Cay Lembcke. Anledningen var Hitlers store valgsejr ved Rigsdagsvalget i september 1930, hvor det tyske nationalsocialistiske parti (NSDAP) gik fra 12 til 107 mandater og blev Tysklands næststørste parti.

Cay Lembcke kopierede Hitlers valgprogram med kun ganske få ændringer. Det første møde i Sønderjylland blev afholdt den 16. januar 1931 i Sønderborg, hvor Frits Clausen var en af tilhørerne. Mødet endte i tumult, og Frits Clausen søgte ly i en nærliggende restaurant, hvor han mødte Cay Lembcke og blev medlem af partiet og omgående udnævnt til distriktsleder i Sønderjylland.

Ved folketingsvalget i 1932 opstillede partiet i Sønderjylland, hvor der gjaldt særlige regler. Valget blev en stor skuffelse, idet man kun fik 757 stemmer svarende til 1 % af vælgerne. Frits Clausen trak især stemmer på egnen tæt på sin bopæl. Valget førte til skarp kritik af "føreren" Cay Lembcke, som ved et kup på et møde i Aabenraa den 23. juli 1933 blev afsat og efterfølgende kørt ud på et sidespor, hvorefter Frits Clausen overtog partiet.

I foråret 1933 medvirkede NSDAP-N til den såkaldte Påskeblæst, som var et forsøg på at få grænsen fra 1920 flyttet nordpå. Frits Clausen forklarede, at DNSAP var imod en grænserevision, og der opstod derfor et modsætningsforhold mellem de to partier. 

Et andet problem for partiet var forbuddet mod uniformerede politiske korps, som regeringen havde indført i 1933. Forbuddet var et stort problem for et parti, som gik op i uniformering – uden uniformer var det svært at opnå den rette stemning til partimøder og offentlige møder.

Den tyske besættelse af Danmark kom som en overraskelse for partiet, der identificeredes med besættelsesmagten af den danske befolkning. 

DNSAP støttedes økonomisk af besættelsesmagten til hjælp til bl.a. bladdrift og politiske initiativer, men indre splid i partiet med flere fløjdannelser fik partiet til at fremstå umuligt og amatøragtigt både i befolkningen og af besættelsesmagten. 

Efter 1945 blev partiet ikke forbudt, men gik i opløsning. En dal af lederne blev stillet for en domstol - Frits Clausen døde allerede i 1947 - og fik i først omgang hårde straffe, der dog mildnedes med tiden; medlemskab af DNSAP blev ikke straffet.

Medlemmer af Danmarks National-Socialistiske Arbejderparti afholder parade i Aabenraa i 1940.

Medlemmer af Danmarks National-Socialistiske Arbejderparti afholder parade i Aabenraa i 1940.

Nationalmuseet.