Årets første nummer af magasinet Grænsen har temaet fædrelandskærlighed. For mange nok et noget diffust og fjernt begreb i hverdagen, men når det kommer til stykket ikke mere fjernt og uforståeligt nu, end det altid har været for de fleste.

Der fremhæves i magasinet, at der er brug for at finde en fælles platform i en urolig tid, og at et lidt gammeldags begreb som fædrelandskærlighed passende kan bruges i den sammenhæng, og at man faktisk har pligt til at elske sit fædreland. En indsigelse er, at kærlighed er en følelse, og at fædrelandskærlighed derfor ikke kan være forbundet med en pligt.

Fædrelandskærligheden opstår i den enkelte person ud fra individuelle oplevelser og påvirkninger. Har den slags betydning for sammenholdet i det fællesskab, som fædrelandet udgør?

Når jeg tænker tilbage på min egen opvækst 20 km syd for landegrænsen til Tyskland, blev der i mit hjem ikke talt om ”fædrelandskærlighed”. Det ord var i 1950’erne for tæt forbundet med det tyske ord ”Vaterland” og minderne om, hvad dette ord kunne dække over var stadig levende.

I stedet blev der talt om ”nationalt standpunkt”. Det var et begreb, vi skulle forholde os til, og det skulle ske ud fra den enkeltes følelser over for de kulturelle værdier, den historiske baggrund og den natur, som vi var omgivet af i hverdagen.

Vi følte, at vi levede på en forlængelse af den jyske hede. Især naturbeskrivelserne af det jyske landskab, som vi lærte om i skolen, var med til at understrege, at det var det danske fællesskab, vi var en del af.

Det blev understreget dengang, og det bliver understreget i dag, at dette at have et nationalt standpunkt beror på en individuel stillingtagen og vurdering, og derfor kan enhver have sit. Når blot man husker at vise respekt for andres nationale standpunkt, møder man også forståelse for sit eget.

Om det nu hedder nationalt standpunkt eller fædrelandskærlighed er vel i grunden lige meget. Som mennesker er vi optaget af det, vi har til fælles, og som naturligt knytter os til et givent sted og et givent fællesskab. At gøre sig bevidst om, at man foretrækker et sted og et fællesskab frem for andre er helt uproblematisk, blot man husker at vise respekt for andre, der har tilkendegivet noget andet.

Man har ikke pligt til at elske sit fædreland, men fædrelandet bliver ikke ringere af, at vi diskuterer, hvad der gør os til det fællesskab, som vi er en del af. Det er sket i det forgangne år med Bertel Haarders Danmarkskanon, og tak for det. Den diskussion har man som borger efter min opfattelse som mindstemål pligt til at deltage i, hvis man gerne vil være en del af fællesskabet.  

Jens Andresen er formand for Grænseforeningen.