Jeg tror ikke, at der har været en eneste koncert, hvor jeg ikke med stolthed har præsenteret mig som sønderjyde. Sønderjylland er en uløselig del af mig.”

Valdemar Rasmussen tilføjer med et af sine lune smil. “Jeg er ikke i Sønderjylland særlig ofte. Men marsken bliver heldigvis, hvor den er. Desuden har jeg to skove lige uden for døren, Frederiksberg Have og Søndermarken, og så har jeg tilmed eksotiske dyr lige i baghaven i Zoologisk Have. Så jeg har skiftet stærene ud med de vilde dyr.”

Valdemar Rasmussen har netop udgivet erindringsbogen En fortælling – fra dengang jeg levede, som forlaget kalder lige dele musikhistorie, røverhistorie og hyldest til den sønderjyske landsdel. Heri fortæller den 80-årige jazztrompetist, komponist og sangskriver muntert og medrivende om et liv fyldt med musik og samarbejder med mange farverige mennesker. Fra drengestregerne i Tønder til livet i jazzklubberne og de mere end 500 kirkekoncerter over hele landet. Fra det pulserende Vesterbro over det maleriske Ballum Vesterende til det stille Valby, hvor han har boet siden 2009. Magasinet Grænsen er taget på besøg hos ham i lejligheden på 4. sal, hvor der er kaffe på kanden, brød på bordet og olie- og akvarelmalerier med motiver fra marsken på væggene. I reolerne er der bøger om Tønder og Vadehavet, et par udgaver af salmebogen og af højskolesangbogen, hvor Valdemar Rasmussen er optaget med melodien til Jens Rosendals sang Farvernes landskab – inspireret af Emil Noldes malerier fra marsken.

“Som barn tænkte jeg ikke så meget over, at det sønderjyske landskab var noget særligt. Det var bare der, hvor jeg lå og kiggede op på skyerne og hørte bierne summe. Når min far sagde, at vi skulle ud og se stæretræk, tænkte jeg da indimellem ‘åh nej, nu igen’. Men fuglelivet og hele landskabet er noget særligt, og i dag har stæretrækkene jo endda fået et moderigtigt navn, sort sol”, siger Valdemar Rasmussen.

Æresrummelpotte på reolen

En hel reol i køkkenet er fyldt med cd’er med koryfæer som Nat King Cole, Duke Ellington, Louis Armstrong, Sonny Boy Williamson, Jørgen Ryg, Bjarne Liller, Tom Waits, Kim Larsen, Carl Nielsen og Bach. Både Williamson og Liller har han spillet med, og de øvrige er vigtige inspirationskilder hver på deres måde.

Musikken og det sønderjyske har været uløselige dele af hans liv lige fra barndommen, og hans kærlighed til begge dele er uforandret stærk, selv om han har boet i København i et årti, og han ikke længere kan spille helt så lange kompositioner på trompet. I stedet spiller han flygelhorn og giver ugentlige koncerter på to plejehjem. Her er der Kai Normann Andersen-sange, jazzklassikere, højskolesange og salmer på repertoiret, og Valdemar Rasmussen nyder at opleve de ældres glæde.

“Musikken har altid for mig været et rum, hvor jeg kunne bevæge mig frit. Jazzen giver en særlig frihed, fordi man ikke er bundet til at spille strikt efter noderne, som man ellers generelt gør i europæisk musiktradition”, siger han.

Over døren hænger hans gamle spejderhorn, og på en reol står den Æresrummelpotte, som han blev tildelt i 2012 som en anerkendelse af sin indsats for at gøre Sønderjylland til et sjovere sted.

Et krigsbarn i fredelige omgivelser

Valdemar Rasmussen blev født i Horupsgade 44 i Tønder den 2. marts 1939 og voksede op ca. tre kilometer fra den dansk-tyske grænse som “et krigsbarn i fredelige omgivelser”, som første kapitel af hans erindringsbog hedder.

“Jeg kan huske lyden af bombeflyvere og lysglimtene efterfulgt af brag fra eksplosionerne, da de allierede bombede Kiel. Og jeg husker sirenernes hylen til luftalarm. Jeg husker også en episode fra besættelsen, hvor jeg sad i en trækvogn trukket af min ene storebror. Vi gik langs jernbaneskinnerne og havde netop passeret nogle udrangerede togvogne, da jeg vendte mig om og så en tysk soldat stå på perronen og sigte i retning af os med sit gevær. Jeg blev så bange, at jeg blev helt mundlam”, husker han.

Han husker, at der på gaden i Tønder blev råbt ‘Tyskerpak mæ lus i nak’. Hans forældre gjorde det da også klart, at de kun købte brød hos den danske bager, og da Valdemar en dag kom hjem med et rugbrød fra den hjemmetyske bager, blev han sendt retur med det.

“Selvfølgelig var det ikke ligegyldigt, om man var dansksindet eller tilhørte det tyske mindretal, og det, at jeg og mine søskende var en del af Det Danske Spejderkorps, De Gule Drenge, som det hed, markerede et tilhørsforhold. Men generelt husker jeg forholdene som fredelige”, siger han.

Formand for Sønderborg Jazzklub

Som barn sang han i Kristkirkens drengekor i Tønder og kom siden til at spille horn i det lokale spejderorkester. Som ung blev han af nogle venner inviteret til at spille jazz, en musikgenre, han intet kendte til, men med det samme blev bidt af. Jazzen førte ham i begyndelsen af 1960’erne til København, hvor han bl.a. spillede i Københavns Fodvarmere og Steen Vig’s Jazzorchestra.

I 1969 vendte han tilbage til Sønderjylland, hvor han havde købt et forfaldent præsteenkesæde fra 1783 i Felsted nær Aabenraa. Sideløbende med at han restaurerede det gamle patricierhus, fik han sin debut som kapelmester, da han dannede Valdemars Orchestra, og samtidig blev han formand for Sønderborg Jazzklub.

“Det var egentlig en dum ide, for jeg havde kone og børn, og musikken og projektet med huset kom til at fylde for meget. Men jeg har altid haft svært ved at sige nej til nye muligheder”, siger han.

I de næste år spillede og arrangerede Valdemar Rasmussen og hans musikalske legekammerater en lang række jazzkoncerter, ofte med besøg af nogle af hans største jazzhelte fra USA og England, deriblandt klarinettisten og sangeren Sandy Brown og cornetisten Wild Bill Davison. Det var også i den periode, at Valdemar Rasmussen begyndte at komponere sin egen musik og skrive enkle tekster til på sønderjysk.

Verdens første rap hed Mojn

I 1975 fik han debut som sanger med det, som nogle kalder verdens første rap, sangen Mojn.

“I Valdemars Orchestra havde vi skrevet en masse musik, som vi skulle have indspillet, men vi manglede penge. Så læste jeg, at turistforeningen i Sønderborg var ved at lave et reklamefremstød, som skulle hedde ‘Mojn, vi ses i Sønderborg’. Jeg tænkte, at der måtte være nogle penge på det budget, som vi kunne få del i. Så jeg ringede og spurgte, om jeg måtte lave en melodi, som skulle hedde ‘Mojn’. Det var de med på, og den blev jo en succes. Den var på Dansktoppen i en uge, og den satte for alvor gang i min interesse for at skrive tekster på sønderjysk og lave komponistvirksomhed”, fortæller Valdemar Rasmussen.

Siden har han bl.a. komponeret filmmusik, udgivet cd’er med salmer og sange og egne kompositioner på sønderjysk og afholdt over 500 kirkekoncerter med sin version af nogle af de mest elskede danske salmer. Dem bruger han også, når han i dag spiller på plejehjemmene i København.

To poler i livet

Gennem hele hans voksenliv har København og Sønderjylland været to poler, han har følt sig tiltrukket af.

“Med alderen er den sønderjyske identitet blevet vigtigere for mig. Det sønderjyske sprog er utrolig rigt og har et særligt flow, som også kan omsættes musikalsk. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er sønderjyde, selvom jeg i mine første år i København nok blev opfattet som en bonderøv i musikmiljøet”, siger han.

 Efter ti år i Felsted vendte han i 1979 tilbage til København for at spille med Henrik Johansen’s Old Stars, Trumpet Atmosphere og Ricardos Jazzmen og Bjarne Liller.

Men i 1990 rejste han den modsatte vej, da han sammen med sin nuværende kone og deres søn købte et gammelt skipperlængehus i Ballum Vesterende i det sydvestlige Sønderjylland og bosatte sig der – med højt til himlen og udsigt til marsk og diger. Her boede familien de næste knap 20 år, og i den periode skrev Valdemar Rasmussen flere sange, som Jens Rosendal, der boede tæt ved, skrev tekster til. I 2004 blev Valdemar Rasmussen kontaktet af Grænseforeningen, som gerne ville udgive nogle af hans sønderjyske sange. Det blev til cd’en Solæg, der bl.a. indeholdt et remix af Mojn, med cover designet af Per Arnoldi.

Stolt som sønderjyde

De sidste ti år er Valdemar Rasmussen kun kommet sporadisk i Sønderjylland, men nok til, at han har fået indtryk af, at landsdelen på nogle måder er blevet tømt for ressourcer.

“Det ærgrer og undrer mig, at man i et lille land som Danmark ikke kan sørge for bedre sammenhængskraft”, siger han.

Han tilføjer, at den sønderjyske historie er værd at huske og lære af, fordi det er lykkedes at skabe fredelig sameksistens mellem danskere og tyskere.

“Både efter Genforeningen i 1920 og igen efter Anden Verdenskrig lykkedes det at leve videre med hinanden. Det blev kun til små skærmydsler. Det gør mig stolt som sønderjyde”, siger han.