Gå til leksikonoversigt

Garding

Steder

Købstad på Eiderstedt. Byen, der kendes fra 1100-tallet, var den centrale bebyggelse på øen Everschop. I Garding blev landstinget for Trelande (den administrative betegnelse for de to øer og en halvø, som udgjorde Eiderstedt) en tid afholdt. Byen fik flækkerettigheder i 1575 og blev købstad i 1590, samme år som Tønning. I årene 1612-16 anlagdes en kanal fra Garding til Ejderen, men byen opnåede på trods heraf aldrig samme handelsmæssige betydning som det vestlige Slesvigs øvrige byer. Garding havde 2.814 indbyggere i 2023.

Af Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Opdateret af Redaktionen 2024.

Christianskirken i Garding

Den ret imponerende munkestenskirke ved torvet er opkaldt efter Christian 1., men den er 300 år ældre end kongen. Den er anlagt over en korsformet grundplan i begyndelsen af 1100-tallet. Det to-fagede kor tilføjedes i årene 1483-1488, samtidig med at skibet fik indlagt hvælv. Vesttårnet fik sin spidse hjelm i 1818. Den tredelte fløjaltertavle fra 1596 regnes for den gottorpske hofmaler Marten van Achtens hovedværk, og renæssanceprædikestolen fra 1563 for det ældste eksemplar af den særlige ejderstedtype. Døbefonten af marmor og alabast er udført i 1654, og den sengotiske orgelfacade går tilbage til 1512, hvilket gør den til en af de ældste i Nordtyskland.

Foto fra 2015 af Fischerstrasse i Garding.

Foto fra 2015 af Fischerstrasse i Garding. For enden af vejen ses Christianskirkens tårn.

Foto: AnitaBeimert, CC BY-SA 4.0