Gå til leksikonoversigt

Skærbæktæpper

Begreber

Billedtæpper i jugendstil fra Skærbæk Væveskole (Scherrebeker Webschule). Den blev oprettet i 1896 af pastor Chr. Johs. Jacobsen efter inspiration fra museumsdirektør Justus Brinkmann, Hamborg, og kunsthistorikeren Friedrich Deneken, som skaffede forbindelse til tyske avantgardekunstnere inden for jugendstilen, bl.a. Otto Eckmann, Alfred Mohrbutter, Heinrich Sperling, Otto Ubbelohde og nordslesvigeren August Wilckens, som udførte forlæg til tæpperne. Skolen blev ledet af væversken Marie Luebke, og arbejdet udførtes af kvinder fra egnen. Blandt de kendteste værker er Svanetæppet af Eckmann og Mohrbutters tæpper med motiver fra Grimms eventyr.

Væveskolen fik en betydelig succes og vandt bl.a. guld- og sølvmedaljer på verdensudstillingerne i Wien 1898, Paris 1900 og Torino 1902, ligeledes blev der solgt tæpper til flere store museer. Alligevel var økonomien svagt funderet, og virksomheden blev revet med i pastor Jacobsens fallit i 1903. Marie Luebke fortsatte indtil 1907, hvor hun efter endnu en fallit købte væveriet, som blev nedlagt i 1919. Tæpperne regnes i dag for hovedværker inden for jugendstilen og kan ses på Museum Sønderjylland Skærbæk, Museum für Kunst- und Gewerbe i Hamborg, Altonaer Museum, Museumsberg Flensburg og Designmuseum Danmark (tidl. Kunstindustrimuseet) i København.

Af H. E. Sørensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Dorothee Bieske (red.): Scherrebek, Wandbehänge des Jugendstils. Flensburg 2002. H.E. Sørensen: Skærbæktæpper, i: Fra Skærbækegnens Fortid. 2002. 

Skærbæktæppet "Kongesønnens Hjemkomst" fra ca. 1901 efter forlæg af Otto Ubbelohde.

Skærbæktæppet "Kongesønnens Hjemkomst" fra ca. 1901 efter forlæg af Otto Ubbelohde.

Museum Sønderjylland - Kulturhistorie Tønder. Foto: Anne Marie Overgaard.