Den nuværende stormflodssøjle i Ribe er opsat i 1920 af Ribe Turistforening. Bronzeringe markerer, hvor højt op vandet har stået ved de mest alvorlige stormfloder, der har ramt byen. Den øverste ring angiver vandhøjden ved stormfloden i 1634, hvor der berettes, at 10.000 mennesker langs hele kysten mistede livet.

Foto: Scanpix

Sønderjylland fortæller Danmarkshistorie

To tidligere DR P1-journalister fortæller i ti radioudsendelser om ti sønderjyske byer og steder

Ribe, der er Danmarks ældste, stadig eksisterende by, er nok et besøg værd. Her er domkirke og udsigt til Vadehavet, og ved Ribe å kan man besigtige stormflodssøjlen, der fortæller historien om utallige oversvømmelser et sted i Danmark, der altid har været dansk. Også mellem 1864 og 1920, da Kongeåen nord for Ribe var landegrænse mellem Preussen og kongeriget Danmark, vedblev Ribe med at være dansk.

Alt dette og meget mere kan man høre om i en radioudsendelse om Ribe på Den2Radio, der er en ikke-kommerciel radiokanal, der kan høres på www.den2radio.dk. Radioudsendelsen er den første af i alt ti udsendelser i serien Sønderjylland fortæller Danmarkshistorie, produceret og tilrettelagt af to tidligere journalister på DR P1, Jørgen Johansen og Finn Slumstrup med 85.000 kr. i støtte fra Velux Fonden, Alving Fonden og Toosbuys Fond.

Finn Slumstrup, der er tidligere formand for Grænseforeningen, siger, at udsendelsesrækken er blevet til som en naturlig opfølgning på en udsendelsesrække om grænselandet, som de to journalister lavede i 2014 med økonomisk støtte fra Grænseforeningen i forbindelse med 150 året for krigen i 1864.

”Ambitionen denne gang er at vise, at Sønderjylland er meget mere end 1864”, siger Finn Slumstrup, der er tidligere chef på DR P1, nu bosat på Ærø og talsmand for Oprør fra Udkanten. Han mener ikke, at DR løfter sin public service forpligtelse i forhold til grænselandet og provinsen i det hele taget.  

”Man må se i øjnene, at DR er meget københavnerbaseret. Vi ønsker at være en modbevægelse til det ”, siger Finn Slumstrup.

Der bliver hver uge lagt 8-10 nye udsendelser på Den2Radios hjemmeside. De næste udsendelser i serien Sønderjylland fortæller Danmarkshistorie bliver lagt på den 4., 11., 18. og 25. juni om henholdsvis Kliplev-Frøslev, Broager, Christiansfeld og Rødding. Tidligere udsendelser handler, ud over Ribe, om Rømø, Møgeltønder, Tønder, Løgumkloster, Gråsten-Sønderborg og kan høres via Den2Radios arkiv.