Professor Steen Bo Frandsen, Center for Grænseregionsforskning, Syddansk Universitet (SDU), har gjort opmærksom på en interessant pointe: Hver gang grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland har været i spil, har spørgsmålet samtidig udløst en forfatningskrise eller i det mindste en alvorlig regeringskrise.

Det skete i marts 1848, da slesvig-holstenerne udråbte Slesvig-Holsten som en selvstændig stat, med marts-ministerium, grundlovgivende forsamling og en borgerkrig til følge. Det skete i 1863, da den danske rigsdag vedtog Novemberforfatningen med krigen mod Østrig og Preussen og nederlaget i 1864 og en grænsedragning langs Kongeåen til følge. Det skete efter folkeafstemningen i 1920, da kong Christian den Tiende afskedigede regeringen Zahle og reelt begik statskup. Påskekrisen kalder vi i dag de dramatiske dage, hvor selve kongemagten var til diskussion. Og det skete efter Anden Verdenskrig, da grænsen igen var til diskussion. Stærke nationalkonservative kræfter ønskede i lyset af Nazitysklands sammenbrud grænsen flyttet mod syd og Sydslesvig indlemmet i Danmark. Statsminister Knud Kristensen (V) måtte gå af, da han gentagne gange havde plæderet for dette og derfor fik et personligt mistillidsvotum af Folketinget i oktober 1947.

Også Grænseforeningen var dybt splittet i spørgsmålet. Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945, der klart gik ind for en grænseflytning, blev etableret med ledende folk fra Grænseforeningen som initiativtagere. F.eks. blev næstformand for Grænseforeningen Vilhelm Fischer, der også var borgmester på Frederiksberg, den første formand for Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945. Kun i kraft af den meget stærke og højt respekterede formand Holger Andersen lykkedes det at friholde Grænseforeningen fra den afstemning, som givetvis ville have sprængt foreningen.

Grænsespørgsmålet er og har altid været politisk dynamit. Med den europæiske integration, globalisering og på vores kanter grænseoverskridende samarbejde har grænsebegrebet ændret sig fra en skarp linje, der adskiller i dem og os, til et rum mellem Kongeåen og Kielerkanalen, hvor de forskellige sprog mødes og samarbejder. Man kan spørge, hvor den til disse forandringer hørende forfatnings- eller regeringskrise bliver af. På den ene side kan vi frygte, at krisen rykker nærmere i disse måneder, hvor grænsekontrol og frygt for svinepest m.m. sætter fokus på en skarpt markeret, men utidssvarende grænselinje. På den anden side kan vi være næsten forvissede om, at både det danske og det tyske demokrati og de parlamentariske systemer er så stærke og indarbejdede, at de kan håndtere den moderne grænsekrise og finde tidssvarende og fælles løsninger på de store forandringer, som sker, uden at ty til Trump- eller Brexitløsninger.

Eller anakronistiske og absurde drømme om genforeningshåb, som hører til den forrige grænsediskussion for næste 75 år siden.

Knud-Erik Therkelsen er generalsekretær i Grænseforeningen