Når Søren Espersen og før ham Søren Krarup, begge Dansk Folkeparti, fra tid til anden nævner, at de håber på et “Danmark til Ejderen”, leger de med ilden. Genforeningshåbet bør ikke formuleres, da det kan bringe Danmarks forhold til Tyskland i fare. 

Det mener Martin Klatt, der er lektor, mag.art, ph.d. ved Grænseregionsforskning på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet og forsker i mindretal og nationalisme og dansk-tysk historie.

“Jeg synes, det er hen i vejret, når man formulerer et genforeningshåb og mener, at det danske mindretal i Sydslesvig skal have genforeningshåbet som en del af deres identitet. For det første er det urealistisk, og for det andet bringer det tvivl om Danmarks udenrigspolitik. Hvis man skaber grobund for Sydslesvigs genforening med Danmark, sætter man jo spørgsmålstegn ved hele mindretalsmodellen, og bringer i princippet forholdet mellem Danmark og Tyskland i fare”, siger han.

“Transnational grænselandsbo”

Martin Klatt, der er født i Hamborg i 1964 af tyske forældre og har lært sig dansk som voksen, bor i dag i Flensborg, og hans børn har gået i dansk skole. Han mener, at snakken om genforeningshåbet ikke stemmer overens med den virkelighed, mindretallene lever i.

“Jeg ynder at kalde mig ‘transnational grænselandsbo’, og jeg tror, at flertallet i det danske mindretal har det lige som mig. Vi går ikke og håber på Sydslesvigs genforening med Danmark eller en grænserevision. Mindretallene udgør ikke et indkapslet parallelsamfund, og det har de aldrig nogen sinde gjort. Mindretallene indgår derimod på fornem vis i en symbiose med flertalsbefolkningerne”, siger han og giver udtryk for, at enhver jo kan “genforene sig” på individuelt plan.

“De medlemmer af det danske mindretal, der måtte nære et genforeningshåb, kan vælge at engagere sig i de danske skoler og foreninger. De kan også vælge at rejse til Danmark for at studere eller arbejde. Det er der mange unge sydslesvigere, der hele tiden gør. Danmark har ikke statsretligt nogen indflydelse på området. Men Danmark har stor kulturel indflydelse i Sydslesvig”, siger han. 

Forventning om en grænserevision efter 1945

Martin Klatt har skrevet kapitlet ‘Genforening eller mindretal 1945-1955’ i antologien Sydslesvigs danske historie. Heri gør han rede for, at der efter Anden Verdenskrig var et håb om, at Danmark nu også ville få Sydslesvig tilbage, efter at Nordslesvig var blevet dansk efter folkeafstemningerne i 1920. Genforeningshåbet efter Anden Verdenskrig bundede i en forestilling om den uret, Tyskland havde begået mod Danmark under besættelsen, og en forventning om, at de allierede ville svække eller endog opløse Tyskland for at forhindre en gentagelse af nazismens grusomheder. 

“Det er svært at vide, hvor omfattende forventningerne om en grænserevision var efter Anden Verdenskrig. Men i Danmark kunne der så sent som i 1949-50 indsamles 800.000 underskrifter for Sydslesvigs genforening med Danmark. Det siger noget om, at der var temmelig stor folkelig opbakning på det tidspunkt.”

“Imidlertid ønskede de danske politikere ikke en grænseflytning. “Grænsen ligger fast”, sagde statsminister Vilhelm Buhl 9. maj 1945, og den holdning var der mange årsager til: Man var blandt andet klar over, at Slesvig var et område, hvor der under krigen var blevet stemt på det nationalsocialistiske parti. Man ønskede ikke at føre en eventyrpolitik, der ville gøre det uoverskueligt for Danmark”, siger han.

Slut med genforeningshåbet

Martin Klatt vurderer, at det var tæt på at være endegyldigt slut med genforeningshåbet i 1955, da regeringslederne i henholdsvis Danmark og Tyskland underskrev København-Bonn Erklæringerne. Dog med enkelte undtagelser. Karl Otto Meyer, der var en kendt politiker i det danske mindretal, blandt andet som formand for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), nærede eksempelvis et genforeningshåb frem til sin død i 2016.

“København-Bonn Erklæringerne var jo den erstatning, det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland fik. Man erstattede genforeningshåbet med en individuel selvbestemmelsesret. De dansksindede i Sydslesvig måtte indse, at Sydslesvig ikke kunne komme hjem til Danmark. Til gengæld fik de lov til at bestemme, om de ville være en del af det danske mindretal eller ej med de privilegier, der følger med i form af dansk støtte til danske skoler og kulturinstitutioner”, siger Martin Klatt og fortsætter:

“I dag har vi i grænselandet efter alle parters opfattelse en mindretalsmodel, der fungerer fornuftigt. Det bør ikke udfordres.”