I denne her tid er jeg glad for, at jeg har mit gode humør.”

Bodil Jørgensen smiler over en videoforbindelse fra sit hjem i Lundtofte nord for København. Her har hun tilbragt tiden, siden musicalen ‘Den skaldede frisør’, som hun har en af hovedrollerne i, blev aflyst på grund af coronavirus få dage efter premieren på Scandic Falkoner på Frederiksberg.

“Man får ellers et chok, når man sådan pludselig skal gå i karantæne. Det kan nok godt sammenlignes med Besættelsen, hvor folk blev i tvivl, om de nu måtte gå udenfor eller om de havde kaffe nok. Og også efter Genforeningen, hvor en grænse pludselig blev trukket igennem en landsdel og mellem folk, må nogle være vågnet og have tænkt: Hvad! Er det her nu Danmark, og er det Tyskland?”, siger Bodil Jørgensen.

Denne dag midt i marts, hvor Danmark og mange andre lande er gået i undtagelsestilstand for at bremse spredningen af corona-virus, der af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er blevet udråbt som en global pandemi, havde Bodil Jørgensen sagt ja til at mødes fysisk med magasinet Grænsen til et interview om markeringen af 100-året for Genforeningen. Men da Bodil Jørgensen som så mange andre danskere i disse dage holder sig hjemme, foregår interviewet på en videoforbindelse i det virtuelle rum.

Anledningen til interviewet er også virtuel. Bodil Jørgensen er nemlig som folkekær skuespiller blevet det digitale ansigt på genforeningsmarkeringen gennem sin medvirken i den officielle kampagnevideo for Genforeningen 2020, ‘Genforeningen: Hva’ rache det dæ’. Videoen er gået viralt på Facebook, hvor den er blevet set af over halvanden million mennesker.

I videoen holder Bodil Jørgensen på klingende sønderjysk og med glimt i øjet en direkte tale til danskerne i bedste nytårstalestil: “Nu skal du høre, hvad det rager dig”, lyder det om Genforeningen. Men hvorfor rager genforeningsjubilæet egentlig Bodil Jørgensen så meget, at hun gerne vil fortælle netop de seneste 100 års grænselandshistorie til danskerne, fristes man til at spørge.

“Det er, fordi fortællingen om Genforeningen er værd at kende for alle. Den handler om vores identitet og vores kultur som danskere. Det fik jeg øjnene op for, da jeg for nogle år siden var med i et egnsspil i Ballum og fandt ud af, hvordan livet i Tønder, der er den næste større købstad, foregår side om side på dansk og tysk. Man har danske og tyske børnehaver, skoler og biblioteker. Sådan er det på begge sider af grænsen. Og at man er nået dertil på fredelig vis, synes jeg, er fantastisk. Det blev jeg grebet af. Jeg er nu ved at sætte mig ind i historien om, hvad det vil sige at være nordslesviger og sydslesviger”, siger Bodil Jørgensen, der selv stammer fra Vejen lige nord for Kongeåen, tæt på Danmarks gamle landegrænse fra før folkeafstemningen i 1920 gjorde Sønderjylland dansk.

En familiehistorie i grænselandet

For Bodil Jørgensen har historien om Genforeningen, grænselandet og hvad det vil sige at være slesviger også en personlig vinkel. Den er nemlig på mange måder filtret tæt sammen med hendes egen familiehistorie. Som den midterste i en søskendeflok på tre er hun vokset op i et skolelærerhjem i Vejen. Hendes farmor, som var slesviger, stammede fra familien Bücherts familiegård, Sofiegården, ved Jaruplund i det, der i dag er Sydslesvig. Familien var dansksindet, men var samtidig også tyske.

“For mig er dét særligt spændende ved genforeningsjubilæet, at min egen familiehistorie hænger så tæt sammen med den. Og min interesse for min familiehistorie er vokset støt sideløbende med min interesse for Genforeningen, som jeg i den grad er ved at læse op på. Min familiehistorie er en utrolig bredspektret fortælling, som siger meget om mit liv og om grænselandet. Jeg har en del familie i Sønderjylland, men gennem min farmor har jeg også familiære bånd i Sydslesvig. Og på den måde ligger også både dramatikken, glæden, sorgen og splittelsen, som Genforeningen og senere Besættelsen har medført, indlejret i min families historie. Det hele er meget komplekst og på ingen måde sort og hvidt. F.eks. var min ene farmors bror overbevist nazist, mens en anden gemte sig i Danmark for at undgå krigstjeneste”, siger Bodil Jørgensen.   

Glem ikke tysk kultur

Da Bodil Jørgensens farmor døde kort efter Danmarks befrielse i 1946 i hjemmet i Føvling, ca. 15 km vest for Bodil Jørgensens eget barndomshjem i Vejen, giftede farfaren sig med farmorens tyske kusine, Johanne Marie Louise Budach, der som erfaren sygeplejerskeveteran fra begge verdenskrige var kommet for at passe farfaren efter farmorens død.

“Min far var 13 år, da min farmor døde. Min farfars nye kone blev den bedstemor, jeg kan huske, og som jeg elskede højt. For min far blev hun en moderfigur, og hun har præget min far, som virkelig var et grænselandsbarn. Han har altid identificeret sig meget med det tyske. Han blev tysklærer, læste Goethe og Schiller og hørte Beethoven og Bach. Selvom han var dansk, interesserede han sig langt mere for tysk end dansk kultur. Og vi tog også på ferie i Tyskland og besøgte den del af familien, der efter Genforeningen var blevet tyske. Det var særligt min fars fætre.”

“Jeg har det nok lidt på samme måde med det tyske som min far. For mig at se er tysk kultur rygraden i europæisk kultur. Og man bliver nødt til at beskæftige sig med tysk kultur, hvis man vil forstå Europa, og også Danmark, som tysk kultur har haft stor indflydelse på. I tysk litteratur og filosofi kan man granske en andægtighed over for det at ville finde ud af, hvorfor vi som mennesker er i verden. Det interesserer mig langt mere end flade udlægninger, hvor kultur og nationalitet reduceres til leverpostejmadder og Dannebrogsflag, idioti og fanatisme, som nogle partier på højrefløjen forsøger at gøre. For der er noget i det at være menneske, der stikker langt dybere end det nationale sindelag”, siger Bodil Jørgensen, der selv læser en del tysk litteratur, men i oversættelse, da hendes tysk efter mange år i København er blevet noget rustent.

Bodil Jørgensen mener, at de to verdenskrige har givet tysk kultur et dårligt ry. Det kan hun godt forstå, ligesom hun godt kan forstå de mange følelser, der er forbundet med krigenes enorme menneskelige tab. 

“Både Første og Anden Verdenskrig var forfærdelige, men for mig at se var de mere menneskelige tragedier, end de var tyske tragedier”, siger hun.

Tag ikke livet for højtideligt

For Bodil Jørgensen findes tragedien i alle aspekter af tilværelsen som en grundforudsætning for livet. Personligt har hun været involveret i tre voldsomme ulykker. I 1988 sad hun i et tog, der forulykkede i Sorø, en ulykke, hvor otte mistede livet. Hun slap med chokket, mens passageren ved siden af hende blev kvæstet. I 2012 var hun på scenen i Det Kongelige Teaters Skuespilhus, da en flere tons tunge scenevæg væltede. Hun slap væk, men hendes kollega Søren Sætter-Lassen blev ramt og fik alvorlige kvæstelser. Selv forulykkede Bodil Jørgensen i 2014 under en filmoptagelse på Mandø. Hun blev mast under en traktor, fik brækket alle ribben og fik også en del andre brud og kvæstelser. Efterfølgende lå hun i koma i flere dage og var længe indlagt på Odense Universitetshospital.  

“Det var en forfærdelig dyster tid, både for mig og for min familie. Men jeg er glad for, at jeg har mit gode humør. Det hjalp på det. I den lange tid, hvor jeg lå brak på hospitalet, kunne jeg desværre ikke grine så meget. For det gør forfærdelig ondt at grine, når man har brækket en masse ribben. Men der skulle jeg hejses op med et hejseapparat, når jeg skulle på toilettet. Det foregik med en fjernbetjening, som en sygeplejerske stod med. Og så tænkte jeg altid, hvad nu hvis fjernbetjeningen går amok, eller hun ikke kan styre den, og jeg så fiser rundt oppe under loftet med bar røv. Det fortalte jeg til sygeplejersken, og hun var ved at dø af grin. Så der er ikke langt fra tragedien til komedien”, siger Bodil Jørgensen.

Komedien er for Bodil Jørgensen en lige så vigtig del af livet som tragedien. Det er derfor hun lige siden sin første optræden i et teaterstykke på gymnasiet i Kolding har brugt humor i sit skuespil. Og det gør hun også i videoen om Genforeningen.

“Det, humoren kan, er, at den skaber fællesskab. Det binder os sammen som mennesker, når vi kan grine af noget sammen. Det kræver ikke engang et sprog. En, der glider i en bananskræl, griner vi alle af. Det er tragikomisk, især for den der glider, for man kan slå sig, og det ser dumt ud. Men så er det bare om at rejse sig og grine af det. Den pinlige situation interesserer mig, fordi den er så menneskelig. Vi er sårbare og skrøbelig dér, men det er også morsomt. Vi skal generelt ikke tage livet for højtideligt.”

“Med genforeningsjubilæet er det ligesom med livet. Vi må ikke blive for selvhøjtidelige omkring det. Det er der dog mange, der bliver. Mange er også meget selvhøjtidelige omkring det at være dansk eller tysk. Det vil jeg gerne tage under humoristisk behandling. For i sidste ende er vi jo alle bare små mennesker, der skal dø til sidst”, siger Bodil Jørgensen.

Sange om længsel

Det er ikke kun i genforeningsvideoen, at Bodil Jørgensen beskæftiger sig med Genforeningen og humor. I genforeningsåret 2020 vil hun også turnere med ‘De forbudte sange’, en teaterforestilling om Genforeningen, som handler om de danske fædrelandssange fra den sønderjyske sangbog Den blaa Sangbog, der i perioden efter 1864 og op til Genforeningen i 1920 af de tyske myndigheder blev bortcensureret eller forbudt afsunget. “Historierne om grænser, sorg og længsel fortælles og synges med hele Bodil Jørgensens register af følelser, indlevelse, kærlighed og humor”, lyder det i forestillingens programtekst. Og mange af de forbudte sange handlede da også om de danske sønderjyders længsel efter at blive danske.

“Hele spørgsmålet om Genforeningen er jo et spørgsmål om nationalitet og identitet, og om at trække en grænse. Det har enormt meget med længsel at gøre, både for dem, der fik deres ønske om grænsens beliggenhed opfyldt ved folkeafstemningen, og for dem, der ikke gjorde. Man kan jo sagtens forestille sig en tysk person, som kigger ud over det land eller hav, han er vokset op ved, og pludselig er det dansk. Eller omvendt en dansk person på den anden side af grænsen. Så Genforeningen handler om længsel, men også om at kunne mødes på trods af bristede drømme.”

“Det er den længsel, de forbudte sange handler om. Tag for eksempel ‘Her vil ties her vil bies’. Det er simpelthen den smukkeste genforeningssang. Den handler om, at vi kan vente, og vi kan være stille. Men vi vil aldrig holde op med at længes. Længslen er en del af det rodnet, som er vores kultur. Længslen efter friheden til at trække vejret, der hvor man kommer fra og være den, man er. Uanset om nogle beslutter, det skal hedde Nordslesvig, Sydslesvig, Danmark eller Tyskland. Hvis vi glemmer den længsel, bliver vi bare danske på en flad måde. Og det, synes jeg, er kedeligt”, siger Bodil Jørgensen.

Ej med magt

Begrundelsen for, at de tyske myndigheder forbød sange fra Den blaa Sangbog, var, at de blev erklæret “ophidsende”.

“Tyskerne måtte forbyde flere og flere sange. De var jo paranoide og bange for, at danskerne skulle opleve en national vækkelse. Den paranoia kan jeg også have visse politiske partier i Folketinget mistænkt for at have, at det er bedre at forbyde og lukke sig inde. Men det tror jeg simpelthen ikke på. Og det er noget, jeg har lært ikke at tro på af min far. Det onde skal vi bekæmpe, men vi skal ikke lukke os om os selv som nation.”

“Censuren duede jo heller ikke, for folk sang sangene alligevel. Og sådan er det også i dag. Det nytter ikke noget at sætte vild-

svinehegn op, for vildsvinene finder en vej uden om alligevel. Den slags ting kan man ikke ordne med magt. Det er en vigtig pointe. For det er nok derfor, det har fungeret så godt med den demokratiske folkeafstemning, der førte til Genforeningen. Det har folket klaret så flot”, siger Bodil Jørgensen.      

Ikke trampe på arvesølvet

Et af de humoristiske greb, Bodil Jørgensen bruger i sit skuespil, er at tale med dialekt. Da hun efter at have læst engelsk på Aarhus Universitet kom på Skuespillerskolen i København i 1986, fandt hun hurtigt ud af, at publikum var ved at falde ned af stolene af grin, når hun talte jysk. Og det på trods af at underviserne lagde vægt på, at der skulle tales rigsdansk. Senere opdagede hun, at hun også kunne bruge sønderjysk som humoristisk virkemiddel, hvilket hun første gang gjorde i 2010 som den sure sønderjyske dame i DRs satireserie ‘Rytteriet’.

Af og til mener nogle sønderjyder dog, at Bodil Jørgensens sønderjysk ikke er helt korrekt. “Nej, hinnes synnejysk æ it hel i skaf, men hun gø’ sit bæst”, var der f.eks. en kvinde, der skrev i kommentarsporet til genforeningsvideoen på Facebook, og flere andre skrev lignende kommentarer.

“Jeg ved jo godt, der er nogle, der har været ude at sige, at jeg ikke taler rigtigt sønderjysk. Der har været en dame fra Aabenraa. Men i Aabenraa taler man jo et andet sønderjysk end andre steder i Sønderjylland. Jeg er helt med på, at jeg ikke er sønderjyde, men sydjyde, så jeg kan ikke garantere for mit sønderjysk. Men min interesse for området kommer fra min sønderjyske familie. I mit barndomshjem hørte jeg meget sønderjysk. Og så har jeg også et musikalsk øre. Jeg kan også tale hollandsk”, siger Bodil Jørgensen, som synes, at folk skulle tage lidt lettere på, hvor korrekt hendes gengivelse af den sønderjyske dialekt er.

“Det er igen et udtryk for selvhøjtideligheden. Og den skal man vare sig for. Den er ikke sund”, siger Bodil Jørgensen og sammenligner kritikken af sit sønderjysk med den kritik, der blev rejst, efter at Sigurd Barrett på Grænseforeningens foranledning og i anledning af genforeningsjubilæet havde skrevet en ny sang på melodien til den sønderjyske kampsang ‘Det haver så nyligen regnet’. Dette medførte flere læserbreve, kommentarer og kronikker i landets aviser, bl.a. fra sønderjyder, der følte sig krænkede. 

“Blandt nogle sønderjyder kan der godt være en tendens til, at man ikke skal trampe på arvesølvet. Men jeg vil ikke være forsigtig med, hvad jeg siger. Jeg ved, at jeg kan komme til at støde en masse mennesker. Men så længe jeg tror, at mit budskab er i orden, så kan vi jo lige så godt grine sammen. Eller græde for den sags skyld”, siger Bodil Jørgensen, som understreger, at hun på ingen måde generelt er kritisk over for Sønderjylland. Tværtimod er hun dybt betaget af landsdelen.

“I Sønderjylland oplever jeg en særlig længsel efter sameksistens. Man mødes til kaffeborde, deler kageopskrifter og synger sammen. Det synes jeg er smukt. Der er en helt særlig hjertelighed og frivillighed, som resten af Danmark kan lære noget af. Da jeg spillede egnsspil i Ballum, oplevede jeg, hvordan folk kom med kaffe og kage, og de sagde hele tiden: Ja, det kan vi godt. Det blev jeg så betaget af, at vi har kigget efter hus dernede”, siger Bodil Jørgensen og slutter: 

“Det er slet ikke udelukket, at vi flytter til Sønderjylland, når jeg ikke længere er bundet til København af mit arbejde.”