Treårskrigen i Slesvig 1848-50 begyndte og sluttede som en borgerkrig mellem kong Frederik 7.’s undersåtter. Men det var ikke så enkelt, at alle dansktalende stod på den ene side mod alle tysktalende på den anden. Det fortæller historiker René Karpantschof med eksempler fra sin nye bog, ‘De stridbare danskere 1848-1920’. Læs om det, der gik forud for Genforeningen i 1920
Ve dem, der har frembragt dette. Tysk og dansk levede før så fredeligt med hinanden, men nu står i samme land de forskellige nationaliteter fjendtligt mod hinanden”, klagede den nordslesvigske kniplingskræmmer Jens Wulff efter Slaget ved Bov i april 1848. Treårskrigen var i gang, men Jens Wulff ville ikke tage parti.
I 1840’erne var alt det med dansk og tysk en kompliceret sag i Slesvig. Kniplingskræmmer Wulff kom fra en dansk familie, var tysk gift og talte og skrev selv begge sprog, som handelsfolk tit gjorde. Hans ønske var at fortsætte den gamle slesvigske særegenhed med dansk-tysk blandingskultur. Det var han ikke ene om.
Slesvigkonfliktens første store voldsepisode skete i Haderslev i 1845. Her kom en gruppe dansknationale anført af bonden Laurits Skau i masseslagsmål med andre af byens indbyggere. Men Skaus modstandere var ikke kun tysknationale af den slags, der ønskede hele Slesvig-Holsten med i Det Tyske Forbund. Det var også mænd som Petersen, Andersen og Rasmussen. De var irriterede over Skau og de københavnske nationalliberale, der krævede en ren dansk nationalstat til Ejderen. Det truede jo Slesvigs dansk-tyske sameksistens.
Med Treårskrigens udbrud skulle der vælges side. Støttede man det tysksindede slesvig-holstenske løsrivelsesoprør? Eller Frederik 7.’s nye regering med dens Ejderdanske nationalliberale ministre? I Slesvig valgte den københavnskfødte major Cæsar du Plat oprørshæren. Hans bror Glode du Plat forblev sin konge tro. En anden københavnskfødt, løjtnant Huno von Holstein, gik også over til oprørerne og blev derfor nær skudt af sin fars, oberst von Holsteins mænd. Senere var løjtnant Holstein med til at arrestere apoteker Nagel fra Højer. Apotekeren var gift med den neutrale Jens Wulffs datter og – til svigerfarens forfærdelse – glødende dansknational. Ved sin arrestation udbrød Nagel: “Hvad er grunden til, at jeg ser en dansk i en sådan uniform, tjenende mod sin konge?”
René Karpantschof, født 1965 og opvokset på Ribeegnen, var selv en stridbar dansker som venstrerevolutionær aktivist i 1980’ernes københavnske BZ-bevægelse. Siden blev han cand.mag. i historie og ph.d. i sociologi og har forsket og undervist på universitetet i demokratihistorie, protestbevægelser og politisk radikalisering. I dag er han selvstændig fagbogsforfatter og udgav sidste år ‘De stridbare danskere. Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920’ på Gads Forlag.
Dansktalende kunne have flere grunde til at vælge den slesvig-holstenske side. F.eks. modvilje mod den Ejderdanske nationalisme og ønsket om at bevare forholdet til tysksindede venner og naboer. Mange havde desuden giftet sig på tværs af sprogene, og dertil kunne man jo være tiltrukket af den tyske kultur, som en dansk student fandt “mageløs”. Eller simpelthen være forvirret som dem i Løgumkloster, der både råbte hurra for oprørshæren og for Fredrik 7., som de troede var de nationalliberales fange i København.
På slagmarken var der også forvirring. I daglig tale kaldte man dem i oprørshæren for ‘tyskere’. Men flere af dem var dansktalende. På samme måde kaldtes dem i kongens hær ‘danskere’, selvom en del talte tysk. Peder Christensen beskrev sin korporal fra Rendsborg sådan: “En brav dansk mand var han … desværre kunne han ikke tale dansk”.
Under et slag så den danske officer Bernhard Petersen det tragiske syn af en døende officerskollega, der havde valgt oprøret. “Det gjorde et underligt indtryk på mig nu at se som fjender de samme folk, som jeg havde færdedes med for så kort tid siden som kammerater”, skrev Petersen. I en anden episode frelste en dansk soldat en fjendes liv ved at råbe til sine kammerater, som sandt var: “Skyd ikke! Det er min bror!” Krigen var ven mod ven og slægtning mod slægtning.
Den nationalliberale frontfigur, Orla Lehmann, havde splittelsen tæt på. Fætteren Theodor Lehmann kæmpede på den tyske side, og Orlas egen søster, Marie, tog fra København med sin tysksindede mand for at tjene den slesvig-holstenske regering. Og så skal man ikke glemme kongefamiliens splittelse, da sidegrenen med hertugen af Augustenborg og prinsen af Nør deltog i oprøret.
Efter Bov blandede Preussen, Østrig og andre tyske forbundslande sig i krigen for senere at trække sig igen. I juli 1850 blev Treårskrigens blodigste slag ved Isted en ren borgerkrigsaffære mellem den danske konges undersåtter (samt dog udenlandske frivillige). Her lå den fynske bonde Rasmus Hansen såret, da fjendtlige slesvig-holstenere nåede frem til ham. “Blandt dem, der afvæbnede mig, var adskillige, der talte dansk til mig”, erindrede Hansen, der heller aldrig glemte, hvordan de barmhjertige fjender bredte en kappe over ham og gav ham brød og en slurk vin. De dansktalende kunne have været Hans Hansen, Peter Jensen, Andreas Nielsen, Hans Petersen eller andre med lige så danskklingende navne fra bl.a. Tønder, Haderslev og Aabenraa, der faldt på den ‘tyske’ side i slaget.
Slesvigs historie er forunderlig og indviklet. Preussens besættelse i 1864 forenklede det hele, da de dansktalende nordslesvigere fik en klar fælles sag og blev et mere samlet folk, der herefter kendtes som: ‘sønderjyder’.
