Den 7. januar var det 125 år siden, at den sønderjyske kunstner Franciska Clausen blev født i Aabenraa. Det markerer hendes hjemstavnskommune med et jubilæumsår, der byder på opera, kunstudstillinger og foredrag.
Franciska Clausen blev født i Aabenraa, da byen var tysk, og døde samme sted, da den var blevet dansk. I mellemtiden gjorde hun karriere som grænsebrydende, internationalt orienteret avantgardekunstner og portrætmaler.
Den 7. januar 2024 var det 125 år siden, at hun kom til verden, og det markerer Aabenraa Kommune med et jubilæumsår fyldt med begivenheder dedikeret til kunsten og Franciska Clausens liv.
“For Aabenraa er Franciska Clausens betydning svær at overvurdere. Hendes imponerende bedrifter inden for kunsten taler for sig selv, men også hendes mod som kvinde i en mandsdomineret kunstverden i 1920’erne er forbilledligt. Derfor er det også helt på sin plads, at vi i Aabenraa Kommune kommer til at markere 125-året for hendes fødsel”, udtaler borgmester Jan Riber Jakobsen (K).
Franciska Clausen er en af Danmarks vigtigste kvindelige kunstnere. Det har Inge Lise Mogensen Bech, museumsinspektør ved Randers Kunstmuseum og forfatter til en monografi om Franciska Clausen, tidligere forklaret til magasinet Grænsen.
“Det er på tide, at hun bliver skrevet ind i kunsthistorien og i almindelige menneskers bevidsthed”.
Jubilæumsåret byder bl.a. på operaen ‘Franciska’, som foreningen Opera på Grænsen står bag, men her mangler fortsat en premieredato. Forestillingen har dog modtaget en donation på en million kroner fra A.P. Møller Fonden, så det skal nok blive en stor oplevelse.
Kunstmuseet Brundlund Slot har åbnet dørene for udstillingen ‘COLLAGE. Franciska Clausen 125 år’, mens Aabenraa Bibliotek og Kulturhuset Nygadehuset inviterer til en række foredrag om Franciska Clausen og andre kvinder i kunsthistorien.
Se flere arrangementer på den nyoprettede hjemmeside www.franciskaclausen.dk