"Man behøver ikke at være bange for, at man mister sin egen identitet, fordi man møder det fremmede med åbenhed", skriver Jens Andresen, formand for Grænseforeningen, i sin leder.
Grænseforeningen fylder 100 år den 2. november i år, hvilket bør fejres, hvad indholdet af dette nummer af magasinet Grænsen også understreger. Coronapandemiens følger bevirker desværre, at festen som sådan må vente. Men derfor kan man godt glæde sig over den enestående udvikling, som Grænseforeningen har været igennem også i de senere år og dvæle ved de såvel svære som glædelige historiske begivenheder, som Grænseforeningen har været en del af gennem tiden.
Grænseforeningens tilblivelse lige efter Genforeningen lå sådan set i kortene, idet ikke alle jo nåede deres mål med flytningen af landegrænsen fra Kongeå til Skelbæk og Kruså, og meget talte for, at man burde samle kræfterne. Den 2. november 1920 samledes derfor repræsentanter for 29 sønderjyske foreninger i Industriforeningens bygning i København og stiftede Grænseforeningen.
Dog allerede den 28. oktober 1920 var Sønderjydske Foreningers Fællesraad dannet af otte sønderjyske foreninger, der gik ind for “eget eneherredømme”. Der var altså kamp om, hvorvidt man skulle varetage helhedsinteresser eller bevare lokalt selvstyre. Den 3. februar 1921 forligedes de to parter i en sammenslutning, der fik navnet Grænseforeningen, Sønderjydske Foreningers Fællesraad.
Så ganske vist er det ærgerligt, at vi ikke får fejret 100-års jubilæet i år, men der er måske lige så stor grund til at fejre jubilæet i 2021.
Et stort tillykke med jubilæet til alle os i Grænseforeningen.
Jens Andresen, formand for Grænseforeningen
Grænseforeningen har gennem de forløbne 100 år støttet en kamp for det danske, men har altså også fra starten haft konsensus som et væsentligt værdibegreb, hvilket på mange måder har været afgørende for foreningens virke. Denne blanding af kampånd på den ene side og et udpræget ønske om enighed på den anden side må være årsagen til, at vi, når vi betragter foreningens virke gennem de 100 år som helhed, kan tale om et afbalanceret virke. Dette kommer også til udtryk i dag, hvor Grænseforeningen har sloganet: “For en åben danskhed”. Det er et afbalanceret virke, vi er stolte af.
Med et særdeles levende dansk mindretal i Sydslesvig og med en global anerkendelse af dansk kultur ud over, hvad en nation af Danmarks størrelse kan forvente, må det konstateres, at Grænseforeningens formålsparagraf stadig har aktualitet. Der er stadig brug for støtte til danskheden i det dansk-tyske grænseland, ligesom der bør værnes om dansk sprog og kultur.
Vigtigt er det at have for øje, at den åbenhed, der kommer til udtryk i Grænseforeningens slogan, går fint hånd i hånd med det at være dansk. Det er mit håb, at det altid vil være udansk ikke at være åben over for det fremmede. Vi kan kun anbefale mennesker, der kommer fra andre kulturer, at udvise samme åbenhed over for den danske kultur og andre kulturer, de måtte stifte bekendtskab med. Man behøver ikke at være bange for, at man mister sin egen identitet, fordi man møder det fremmede med åbenhed.
Disse ord bliver de sidste fra min hånd på denne plads, hvorfor jeg gerne vil sige tak til Jer, der har fulgt mig ved at læse lederartiklen i magasinet Grænsen gennem de seneste fire år, og endelig et stort tillykke med jubilæet til alle os i Grænseforeningen.
