Når Annette Herzog er til fødselsdag hos et af sine ti børnebørn, bliver hun stadig overvældet over mængden af gaver, indpakningspapir og legetøj i syntetiske materialer. Hun har det svært med det enorme forbrug, der i hendes øjne hersker blandt både børn og voksne i Danmark.

“Det gør helt ondt på mig at se, hvor meget der bliver produceret, brugt og smidt væk. Man kan holde af en eller to bamser, men 100?! Jeg synes, at samfundet i både Danmark og Tyskland er præget af tom forbrugerisme. Også den stigende ulighed og den utryghed, man må leve med på grund af frygten for arbejdsløshed og uforskyldt fattigdom, har jeg det svært med,” siger Annette Herzog.

Den 60-årige prisbelønnede forfatter, der især skriver fiktionsbøger for børn på både dansk og tysk, er født og opvokset i en landsby i Østtyskland lidt syd for Berlin, men har boet i Danmark siden 1991, da hun flyttede til København med sin tyske mand og deres fire børn. I dag er hendes børn voksne, og de tre sønner er gift med danske kvinder og taler kun dansk med deres børn, mens hendes datter stadig taler tysk med sine børn.

“Det glæder mig selvfølgelig, at hun giver det tyske sprog videre til sine børn. Sproget er en nøgle til kulturen, og jeg glæder mig til at læse de tyske børnebøger for mine børnebørn og vise dem de russiske film med tyske undertekster, som jeg har gemt fra min barndom,” siger Annete Herzog.

Selv skriver hun både på tysk og dansk og oversætter selv en del af sine bøger begge veje. Hun er uddannet i dansk fra universitetet i Greifswald i det tidligere Østtyskland, men kendte kun til dansk kultur og litteratur i teorien, da hun flyttede til Danmark i 1991.

“Som studerende havde jeg ikke mulighed for at rejse, og jeg var faktisk meget lidt glad for studiet. Men min mand og jeg havde tilfældigt fået kontakt med nogle danskere, som jævnligt rejste til Østtyskland, bl.a. for at nyde godt af de billige østtyske kulturtilbud, så jeg havde lidt kontakt med Danmark via dem”, fortæller hun.

“Jeg føler mig lidt fremmed”

Det var imidlertid først, da Annette Herzog flyttede til København med sin mand og deres fire børn, at hun begyndte at lære Danmark at kende, og i dag – næsten 30 år senere – føler hun sig fortsat ikke helt fortrolig med dansk kultur.

“Jeg føler mig lidt fremmed, for alt det grundlæggende i en kultur lærer man jo i sin barndom og ungdom. Det er svært at sætte ord på, men det kan for eksempel handle om de små koder i en samtale, humoren og de kulturelle referencer, man har med sig fra børnefjernsyn, musik osv. Jeg ved godt, hvem Kim Larsen er, men hans sange vækker ingen følelser og minder i mig. Omvendt kan jeg nævne en sanger som Udo Lindenberg, og det siger ikke danskerne noget. Men møder jeg en østtysker, vil han eller hun ligesom mig have minder og følelser knyttet til hans sange”, siger hun.

Heller ikke i Tyskland føler Annette Herzog sig 100 procent hjemme, for det land, der var hendes, forsvandt, da de to tysklande blev forenet i 1990. For mange både i og uden for Tyskland blev det dengang som nu opfattet som en naturlig og glædelig begivenhed. Men for Annette Herzog var det en smertefuld tabserfaring. Ikke fordi hun mener, at alt ved DDR var godt, men fordi hun oplevede at miste sin identitet fra den ene dag til den anden, og fordi man efter sammenlægningen af de to tysklande reelt kastede vrag på alt østtysk, påpeger hun.

“Vi blev med et en kopi af Vesttyskland og skulle starte forfra med alle samfundsstrukturer. Mange mistede deres arbejde, og mens mange af de unge og omstillingsparate forlod landet og klarede sig godt – det gælder jo også mig – oplevede mange at miste deres værdi og selvværd. Det gjaldt de dårligt uddannede, de ældre og dem, der blot var så knyttet til deres hjemstavn, at de ikke ønskede at rejse væk”, siger Annette Herzog.

Det der var

I sin nye bog ‘Det der var. Historier fra den anden side af muren’, beskriver Annette Herzog det DDR, hun husker fra de første 30 år af sit liv. Et land, som havde mange begrænsninger, mangler og problemer, men også et land med positive værdier og muligheder for en positiv udvikling, mener hun.

“Mange forestiller sig, at DDR kun var grå beton, tristesse, politistat og overvågning. Men det var også meget andet. Vi havde også et liv i farver med venner, forelskelser, gode skoler og stor solidaritet mellem mennesker. Fordi alle havde adgang til boliger, boede vi meget mere blandet, end man gør i Tyskland og Danmark i dag. En læge kunne bo i samme opgang som en industriarbejder og omgikkes derfor i hverdagen. Vi måtte også være meget mere kreative; jeg syede for eksempel stort set alt mit og mine børns tøj selv”, husker forfatteren.

The winner takes it all

Efter Murens fald og sammenlægningen af de to tysklande, måtte østtyskerne imidlertid sande, at “the winner takes it all”, og Annette Herzog oplevede, at hun og andre ‘Ossis’ blev opfattet som andenrangstyskere.

“Alt, hvad vi havde opnået i DDR, blev latterliggjort, og vi fik en følelse, at vi var forkerte. De første måneder, når jeg tog til Vestberlin for at købe ind og gå på legeplads med mine børn, følte jeg mig hele tiden forkert. Vi købte vores sko i billige butikker, og selvom vi ikke selv kunne se forskel på de dyre og billige sko, kunne vi se på de andres blikke, at de med det samme udpegede os som ‘Ossis’”, siger hun. 

I tiden op til Murens fald, var Annette Herzog engageret i oppositionsbevægelsen og drømte om at bygge et nyt, demokratisk, socialistisk samfund op, hvor de gamle mænd, der havde mistet forbindelsen til folket, ikke skulle sidde på magten.

“Jeg var med til at skabe den første frie børnehave i Østtyskland, fordi vi ønskede, at vores børn skulle opdrages mindre autoritært. Der opstod så meget, som pegede fremad, og det var fantastisk at være en del af. Men det hele blev trampet ned, da et flertal af befolkningen ved valget i marts 1990 stemte på de partier, der ønskede en hurtig sammenlægning af de to tysklande. Alt handlede pludselig om materialisme og drømmen om hurtige vestpenge, nye biler og køkkener.”

Nuancering af DDR

Annette Herzog opfatter stadig sig selv som østtysker. Hun er glad for sit liv i Danmark og sætter stor pris på dansk æstetik, cykelkulturen og den lave grad af bureaukrati. Til gengæld synes hun, at politikerne i Tyskland har en mere anstændig måde at tale om indvandrere og mindretal på, ligesom hun mener, at åbenheden over for fremmede generelt er større i Tyskland. Men i begge lande savner hun en forståelse for, at mennesker, der af den ene eller anden grund oplever at miste deres hjemland, har behov for respekt og forståelse for det, de har med sig – og åbenhed over for, at selv lande, hvis system er brudt sammen, kan have noget positivt at bidrage med.

Hun håber, at hendes bog kan nuancere forestillingen om DDR og få folk til at genoverveje, om nogle af de værdier, som prægede Østtyskland, stadig kan bruges til at udvikle samfundet.

“Jeg ville ønske, at mine børnebørn fik ordentlig varm skolemad, som alle børn i DDR fik. At vi blev mere nøjsomme og havde større respekt for tingene i stedet for bare at producere uden hensyn til miljø og klima. Og jeg savner, at kulturen er prismæssigt tilgængelig for alle”, siger hun.

Til gengæld oplever hun, at holdningen til Tyskland er blevet mere positiv i Danmark.

“Da mine drenge var små og gik til fodbold, blev de kaldt ‘nazier’ og ‘Hitler’. Det sker ikke for mine børnebørn. Og ingen rynker på brynene over, at mine sønner holder med Tyskland i fodbold.”

‘Det der var. Historier fra den anden side af muren’. Af Annette Herzog. 249 kr. Forlaget Colibri, 2020.