Tilbage til nyhedsliste

Tysklands forbundspræsident: ”Vi er kommet længere, end vi tror” 

5. oktober 2020

Tyskland fejrede lørdag 30-året for landets genforening den 3. oktober 1990, hvor Østtyskland (DDR) blev indlemmet i Vesttyskland (BDR). En genforening, der begyndte med Berlinmurens fald 3. november 1989. 

"Vi er kommet meget længere, end vi tror", sagde Tysklands forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier i sin tale ved fejringen af 30-året for Tysklands genforening.

"Vi er kommet meget længere, end vi tror", sagde Tysklands forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, i sin tale ved fejringen af 30-året for Tysklands genforening.

Foto: Screenshot fra video/bundespräsident.de

’Tag der Deutschen Einheit”, (den tyske enheds dag) som den 3. oktober omtales i Tyskland, blev bl.a. fejret i Potsdam, Berlin, i noget mindre skala end planlagt på grund af coronarestriktioner med deltagelse af bl.a. forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier, forbundskansler Angela Merkel (CDU) og forbundsdagsformand Wolffgang Schäuble (CDU). 

Forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier erindrede i sin tale om, at de store samfundsmæssige omvæltninger i Tyskland for 30 år siden, havde berørt østtyskerne væsentlige hårdere end vesttyskerne og manede sine landsmænd til sammenhold. 

”Vores enhed er en enhed i frihed og mangfoldighed. En enhed, som Tyskland også altid må definere ind i en europæisk sammenhæng! Vi har besluttet os for at være imod navlebeskuelse som nation og være for et europæisk Tyskland. Det er den vej, vi vil følge i fremtiden,” sagde Frank-Walter Steinmeier.  

Forbundspræsidenten kom også ind på, at der er kræfter i Tyskland i dag, som ikke vil demokratiet, og henviste her til højreekstremisters demonstration foran Forbundsdagsbygningen i august måned i år. 

”Der findes de mennesker, der altid kun finder svarene på fremtidens udfordringer i fortiden. Men: Hvor historieløs er ikke dem, som i dag svinger det tyske riges sort-hvid-røde fane eller endog kejserrigets flag! Disse mennesker ønsker en anden stat, en autoritær og aggressiv stat, der udgrænser andre. De stiller sig op som en del af en tradition, der ikke repræsenterer denne republik eller dette demokrati,” fastslog forbundspræsidenten og fortsatte:  

”30 år efter genforeningen – hvor står vi i dag? Jeg tror, vi lever i et paradoks. Vi er stadig slet ikke så langt, som vi skal være. Men samtidig er vi kommet meget længere, end vi tror.” 

Læs forbundspræsident Frank-Walter Steinmeiers tale her