Danmark” blev der råbt, “Vi skal ikke til Danmark. Hvad skal vi der?” Soldaten ignorerede protesterne og fortsatte: “Det er en længere tur, og vi vil givetvis gøre holdt undervejs, men ingen stiger af.” Han så sig omkring og lagde igen hånden truende på maskinpistolen. “Der er ingen på- og afstigning på dette tog. Vi har fået ordre til at transportere jer til Danmark, og de, som prøver at stige af, vil blive skudt! De har ikke plads til flere flygtninge i Nordtyskland.”

Sådan lyder en passage på side 100 i Karsten Skovs historiske roman ‘Under samme måne’, der udkom i slutningen af september og fik en flot modtagelse i Flensborg Avis med en seksstjernet anmeldelse. Romanen, som primært udspiller sig i de sidste måneder af Anden Verdenskrig, bygger på en virkelig historie om kærlighed, krig og en alt for kort ungdom.

“Jeg er optaget af historie, særligt det dansk-tyske forhold, og i mine første romaner dykkede jeg ned i forholdene i grænselandet under Første Verdenskrig”, fortæller Karsten Skov.

“Men da jeg for et par år siden stødte på en filmstump fra begyndelsen af 1945, hvor man ser nogle af de tusinder af tyske flygtninge, der ankom til Sønderborg i Anden Verdenskrigs sidste måneder, blev jeg interesseret i at vide mere om den periode. Jeg fandt ud af, at en meget stor del af de tyske flygtninge – på de tyske myndigheders ordre – blev indkvarteret hos tyske familier i Nordslesvig, og så blev jeg for alvor optaget af historien og begyndte at lede efter mennesker, der havde oplevet det på egen krop og kunne fortælle om det”, siger han.

Karsten Skov er født i Sønderborg i 1963 og arbejder til daglig som lektor på Erhvervsakademi Sydvest og som ekstern lektor under Center for Grænseregionsforskning på Syddansk Universitet i Sønderborg. Han har i mange år interesseret sig for historien og de dansk-tyske relationer og udgav i 2013 sin første historiske roman, ‘Knacker’, der handler om en sønderjysk soldat og hans familie under Første Verdenskrig. Romanen blev inspiration til filmen ‘I Krig og Kærlighed’ med bl.a. Thure Lindhardt og Ulrich Thomsen i hovedrollerne. Fem år senere udkom romanen ‘Enkeland’ om danske sønderjyders tvungne deltagelse i samme krig.

Med ‘Under samme måne’ har han bevæget sig op i tiden, men også her er det hans mål at fortælle den lille historie i den store for at vise, hvordan historiens gang kan afgøre menneskers skæbne.

“Via en kammerats far fandt jeg frem til en tysksindet sønderjyde, der havde oplevet flygtningenes ankomst til Sønderborg og viste sig at have en helt særlig historie: Han forelskede sig i en tysk pige, og deres liv blev vævet sammen på dramatisk vis. Deres historie blev kernen i fortællingen”, siger Karsten Skov.

En barsk flugt

Romanen begynder på østfronten i Königsberg (Kaliningrad), hvor russerne i januar 1945 trænger over grænsen, og millioner af tyske flygtninge sendes på flugt vestpå. Blandt flygtningene er en 18-årig pige, der i romanen har fået navnet Erika, og hendes mor. Efter en barsk flugt, hvor de flere gange er ved at give op, kommer de i slutningen af februar med et særtog fra den østpreussiske havneby Swinemünde mod Slesvig. De mange flygtninge ombord tror, at deres endestation er Sydslesvig, men i stedet kører toget dem, som beskrevet, over grænsen til Danmark til Sønderborg, hvor de i første omgang bliver indkvarteret på en skole. Der er på det tidspunkt over halvanden million flygtninge i Sydslesvig, og derfor beslutter myndighederne at transportere over 200.000 flygtninge over grænsen.

Herfra fordeles flygtningene ud over hele Danmark, typisk på skoler, nedlagte kroer eller i tomme fabriksbygninger. I Sønderjylland bliver mange af flygtningene imidlertid indkvarteret privat hos ‘hjemmetyskere’, medlemmer af det tyske mindretal i Nordslesvig.

“Jeg var overrasket over, at så mange hjemmetyskere åbnede deres hjem for en eller indimellem to familier. Det var børn, kvinder og ældre, og de blev indlogeret på gårde og i private huse over hele Sønderjylland. Nogle gjorde det måske modvilligt, men mange ville også gerne hjælpe, fordi de fortsat støttede den tyske sag”, fortæller Karsten Skov.

Indkvarteret hos værnemager

Erika og hendes mor blev indkvarteret hos en værnemager, der med sine nazistiske sympatier står stærkt i det tyske mindretal og i øvrigt arbejder for den tyske sag, og via ham introduceres de to kvinder for hjemmetyskere og tysksindede danskere. Kort tid efter møder Erika hjemmetyskeren Carl, og de forelsker sig i hinanden.

Kærligheden har imidlertid ikke lette betingelser, for snart kommer Befrielsen, og Erika og hendes mor bliver som alle andre privat indkvarterede tyske flygtninge flyttet til en lejr, hvor de ikke har mulighed for at have kontakt med det omgivende samfund og ‘fraternisere’ med danskere. Virkelighedens Erika blev flyttet fra lejr til lejr, men i romanen placerer Karsten Skov hende i Oksbøllejren, hvor hun i en kort periode holder kontakt med Carl. Men så modtager hun et brev fra Carls mor, som skriver, at Erika ikke længere må kontakte hendes søn. Moren er klar over, at det kan skabe alvorlige problemer for sønnen, hvis han har kontakt med en tysk pige.

Carl bliver som andre unge tyske mænd i Sønderjylland i krigens sidste måneder presset til at melde sig til Waffen-SS, men modsat mange andre modstår han presset.

“Han var med i den tyske roklub, og mange af medlemmerne dér tog af sted. Der var mange fra det tyske mindretal, der meldte sig, og omkring en tredjedel af dem, der tog af sted, døde. Men Carls mor overtalte ham til at blive, og desuden mødte Carl nogle soldater fra marinen ved nogle sammenkomster i roklubben, og marinefolkene advarede ham og sagde: ‘Hold dig væk, bliv hjemme’. Så selv om Carl troede på den tyske sag, tog han ikke af sted, og han siger i dag, at han ikke for alvor følte, at det var hans krig”, fortæller Karsten Skov.

Virkelighedens Carl og Erika

Forfatteren mødte virkelighedens Carl og Erika første gang i foråret 2016, hvor Erika – med støtte fra sine gamle dagsbogsnotater – fortæller om flugten fra Königsberg, mens Carl supplerer med anekdoter fra deres korte lykkelige tid sammen fra deres livs forår i 1945. I oktober 2016 døde Erika, og herefter havde Karsten Skov flere møder med Carl, hvor han delte sine erindringer fra sin tid med Erika og årene, der fulgte.

“Deres historie er dramatisk og viser, hvordan mennesker kan blive brikker i det store spil. Erika opholdt sig i fire forskellige lejre i Danmark, inden hun i sommeren 1947 kunne vende tilbage til det forarmede Tyskland. Her kom hun til en lejr i Bayern, hvor hun mødte en mand, som hun giftede sig med – simpelthen for at få en fremtid. Kærlighed var en luksus, hun ikke havde råd til. Det er barskt, og i bogen siger hun det klart: Hendes ungdom varede seks måneder – fra den 27. februar 1945, hvor hun forelskede sig i Carl, til september samme år, hvor hun blev flyttet til en lejr”, siger Karsten Skov.

Erikas og Carls fælles historie sluttede imidlertid ikke i 1945, men fortsatte, da de mødtes mange år senere. Hvad det fører til, kan man finde ud af ved at læse ‘Under samme måne’ færdig. Desuden kan man – håber forfatteren – samtidig få et mere nuanceret billede af forholdene i det dansk-tyske grænseland i krigens sidste tid og i årene derefter. Og måske også reflektere over, hvordan synet på det tyske mindretal og naboen mod syd nok har ændret sig, men alligevel fortsat kan bære præg af fortidens voldsomme modsætninger.

Hun lærte, at Hitler var fantastisk

“I romanen forsøger jeg at fremstille de tyske flygtninge og hjemmetyskerne, sådan som de har beskrevet for mig, at de levede og tænkte, og jeg håber, at man som læser kan få en form for forståelse for alle romanens personer”, siger han.

Som forfatter ønsker han ikke at fordømme de tyske flygtninge eller romantisere deres holdninger.

“Da Erika kom til Danmark, kunne hun ikke forstå, at ikke alle syntes, at Hitler var fantastisk. Det havde hun jo lært. Med tiden tvivlede hun mere og mere, men hun befandt sig blandt tysksindede i Sønderborg, som fortsat troede på den tyske sag. Da Befrielsen kom, forstod hun ikke, at danskerne var så glade”, fortæller Karsten Skov.

Undervejs i arbejdet med bogen har han oplevet, hvordan ældre medlemmer af det tyske mindretal fik ‘hukommelsessvigt’, når han spurgte ind til følsomme emner og begivenheder fra krigens tid.

“Det er, som om der stadig er ting, man ikke kan tale om, og jeg tror, at det samme gælder blandt modstandsfolkene og deres børn. Det har slået mig, hvor stærkt et had til det tyske, der stadig er blandt nogle af dem”, siger han.