Dansk EM-succes i grænselandet
Semifinaleplads og kamp om bronze for U19 kvinderne fra Team Denmark Faustball/Team Nordschleswig/Æ Mannschaft.
De danske kvinder i aktion. Emilie Nielsen samler bolden op.
Foto: Petra Den Dulk/EFA (European Fistball Association)
Dameholdet var et stort sportsligt lyspunkt for arrangørerne, da det tyske mindretal i Sønderjylland var arrangører af U19-EM i det traditionsrige tyske spil faustball i Grænsehalerne i Kruså.
Arrangementet var vellykket, velbesøgt og fik ros af deltagerne.
Faustball kaldes på dansk også for ’nævebold’, da det minder om volleyball, men med andre regler, da bolden f.eks. slås med næverne og gerne må ramme jorden, inden den sendes tilbage over nettet til modstanderholdet.
Det er det tyske mindretal, der holder faustball i live i Danmark. De forskellige danske landshold består da også mest af medlemmer af det tyske mindretal. Holdene spiller også med i tyske ligaer, da der ikke findes tilsvarende i Danmark. Og ved de internationale mesterskaber om EM og VM, stiller det tyske mindretal med det danske landshold.
Så de danske kvinder fik dannebrogsflagene til at blafre på lægterne, da de kæmpede sig igennem til semifinalen med en sejr over Italien. I semifinalen mødte de danske kvinder Tyskland, og det var for stor en mundfuld.
Det blev heller ikke til en sejr i kampen om tredjepladsen, som blev tabt til Schweiz. Men alt i alt var turneringen en kæmpesucces for de danske kvinder.
”Det var en fantastisk stemning, og det er fantastisk, når vi kender det publikum, der er i hallen”, siger den danske anfører Emilie Nielsen.
Det lykkedes ikke for de danske U19 herrer at vinde en kamp. Men de fik givet nogle af de gode hold kamp til stregen, og det lykkedes at vinde et par sæt undervejs.
”Vi havde ikke regnet med at vinde noget, men vi er glade for, at vi fik ydet god modstand i et par af kampene”, siger den danske spiller Lasse Søndergaard.
Faustball har en årtier lang tradition i Sønderjylland. Denne tradition blev især dyrket af det tyske mindretal i Nordslesvig. Traditionen blev genoplivet i 2016 af det tyske mindretal og mindretallets ungdomsorganisation, Deutscher Jugendverband für Nordschleswig.
Der er på verdensplan cirka 50.000, som spiller Faustball, de 30.000 spiller i Tyskland. Den fine danske præstation understreges af, at der kun er op mod 150 faustballspillere i det sønderjyske.
Konklusionen bringer mindelser om den engelske fodboldspiller Gary Linekers beskrivelse af fodbold som et spil, hvor 22 spillere løber rundt, og ’tyskerne altid vinder til sidst’. Der er ganske vist kun ti spillere i alt på banen i faustball – fem på hvert hold. Men Tyskland var overlegne og vandt til sidst det hele og er dermed U-19 europamestre hos både damer og herrer.
Flere nyheder: