Udenrigsministeren opfordres til at støtte Europas mindretal
Ti folketingspolitikere opfordrer udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og den danske regering til at rette henvendelse til EU-Kommissionen og beklage afvisningen af det europæiske borgerinitiativ Minority SafePack Initiative.
Udenrigsminister Jeppe Kofod opfordres til at tage stilling til det europæiske borgerinitiativ Minority SafePack Initiative.
Foto: Claus Bech/Udenrigsministeriet
Ti folketingspolitikere opfordrer udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og den danske regering til at rette henvendelse til EU-Kommissionen og beklage afvisningen af det europæiske borgerinitiativ Minority SafePack Initiative, der støtter Europas nationale og sproglige mindretal.
Det er en række medlemmer af Folketingets Sydslesvigudvalg og Kontaktudvalget for Det Tyske Mindretal, der er underskrivere af brevet til udenrigsministeren, samt Eva Kjer Hansen (V) der er initiativtager til borgerinitiativet og formand for Europaudvalget. Christian Juhl, der er er medlem af begge udvalg og formand for Sydslesvigsudvalget, siger til Flensborg Avis.
”Man skal ikke inddrage borgere, hvis man ikke vil behandle deres sager, og når så vores egen udenrigsminister reagerer med total tavshed, ja, så er vi skuffede”, lyder det fra Christian Juhl (EL).
Den Tyske Forbundsdag og det nederlandske parlament har tidligere opfordret EU-Kommissionen til at omsætte borgerinitiativets ni forslag til EU-lovgivning, ligesom et flertal i EU-Parlamentet har opfordret EU-Kommissionen til det samme. Alligevel valgte EU-Kommissionen den 15. januar i år ikke at gå videre med det europæiske borgerinitiativs forslag.
Sydslesvigsk Forening (SSF), Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) og Grænseforeningen sendte den 7. december også et brev til udenrigsminister Jeppe Kofod. I brevet, der således blev sendt før EU-Kommissionens afvisning af det europæiske borgerinitiativ, lød det bl.a.
”Vi glæder os over en positiv tilkendegivelse fra Den Tyske Forbundsdag, hvor både den borgerlige og den socialdemokratiske fraktion enstemmigt støtter MSPI og opfordrer forbundsregeringen til at gøre sine indflydelse over for EU-Kommissionen gældende. Man kunne ønske sig en lignende tilkendegivelse fra dansk side.”
De ti folketingspolitikere, der har skrevet under på brevet til udenrigsminister Jeppe Kofod, er Anni Matthiesen (V), Birgitte Vind (S), Karina Lorentzen Denhardt (SF), Rune Christiansen (RV), Niels Flemming Hansen (C), Ellen Trane Nørby (V), Rasmus Nordquist (SF), Jesper Petersen (S) og Eva Kjer Hansen (V).
Martin Henriksen (DF), der også er medlem af Sydslesvigudvalget, har ikke skrevet under.
Medlemmer af Kontaktudvalget for Det Tyske Mindretal, der ikke har skrevet under er: Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S), der er formand for udvalget, social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), Henrik Dahl (LA), Lotte Rod (RV), Rasmus Nordquist (SF), Pernille Vermund (NB) og Marie Krarup (DF).
Heller ikke repræsentanterne for det tyske mindretal i Kontaktudvalget for Det Tyske Mindretal har skrevet under på dette brev, men det tyske mindretals organisation BDN er som nævnt medunderskriver på brevet til udenrigsministeren af 7. december sammen med SSF og Grænseforeningen.
Flere nyheder: