Man plejer at sige, at det er sejrherrerne der skriver historien. Helt så simpelt er det naturligvis ikke, men når man spadserer den gode kilometers penge fra Sønderborg Slot og op til Deutsches Museum Nordschleswig på den noget mere beskedne adresse på Rønhaveplads i Sønderborg, kan man godt få den tanke, at sejrherrerne i det mindste sikrer sig den bedste matrikel til deres historieskrivning. 

I 100 år har det danske flertal kunnet fortælle historie på det storslåede slot ved indsejlingen til Alssund. Til forskel herfor var det først i 1988, at der på privat initiativ blev oprettet et lille museum for tysk historie i Nordslesvig. Siden da er der sket en rivende udvikling i museumsbranchen, og samtidig er samarbejdet mellem dansk og tysk i grænselandet blevet styrket. Det er derfor på mange måder også i tidens ånd, at der i august 2020 kunne åbnes et nyt og udvidet museum for det tyske mindretal med både privat og offentlig støtte fra begge sider af grænsen. 

Selvom det nye museum naturligvis ikke kan konkurrere med Sønderborg Slot, er det imidlertid en vellykket ombygning, hvor den oprindelige og nu nyrestaurerede hvide bygning er blevet udvidet med en murstensbeklædt tilbygning, der ikke søger at kopiere, men at komplementere. Det giver et veldisponeret og balanceret visuelt udtryk udefra og interessante rum indenfor. Den nye udstilling om det tyske mindretals historie er også meget vellykket, og de velintegrerede udstillingsrum gør det til en behagelig oplevelse at bevæge sig rundt på museet. 

Toningen er anderledes 

Udstillingen fokuserer på mindretallets historie, kultur og identitet via en blanding af samlinger og forskellige audiovisuelle og interaktive elementer. Hvis man har besøgt udstillingen på Sønderborg Slot for nylig, vil man i nogle rum på Deutsches Museum tænke, man har set det før, og så alligevel ikke. For eksempel når det gælder afstemningen i 1920, hvor historien er den samme, men toningen lidt anderledes med flere eksempler på tyske plakater, andre udvalgte informationer på kort og tavler samt flere historier fra afstemningens “tabere”. Måske utilsigtet bliver det til en fælles fortælling om to folk med en fælles historie, men med forskellige synsvinkler. 

Man kunne måske godt ønske lidt mere om det tyske mindretals egen historie i sin egen ret. Men måske er det netop et vilkår for et relativt lille og velintegreret mindretal, hvor besættelsestiden har gjort det dilemmafyldt at hævde sin nationale identitet over for flertallet. Det tyske mindretal har på en gang både været de stærke og de svage. På den ene side et lille mindretal i et land med en ensartet majoritetsbefolkning, men på den anden side også en art repræsentanter for en europæisk stormagt, der i mere end 100 år blev set som en eksistentiel trussel mod selve landets eksistens. Måske det er umuligt at undgå, at en sådan historie ikke kan gøre sig fri af at være historien om forholdet til flertallet og de følelser, konflikter og relationer, dette har givet anledning til. 

Tilstrækkelig erkendelse? 

Det har været diskuteret, om det tyske mindretal i tilstrækkelig grad har erkendt den aktive rolle, mindretallet spillede under den tyske nazisme. Tilslutning til nazismen var udbredt blandt hjemmetyskerne, og mange unge meldte sig til SS og kæmpede på østfronten. Det er en balanceakt for et museum, da det på den ene side må være acceptabelt, at man leder efter årsager, der forklarer og perspektiverer, men på den anden side ikke må få det til at ligne bortforklaringer.  

På museet er krigen og de frivillige temaet for et af de rum, der fungerer stærkest. En væg dækket med billeder af frivillige i uniform er med til både at vise omfanget, men også de flestes meget unge alder. Der er standere, hvor man kan høre interview med frivillige, der fortæller bevægende om de meget hårde oplevelser med kammerater, der blev dræbt, men også om den hævnfølelse over for “fjenden”, det kunne vække i en. Samtidig er der spejle med billeder af datidens uniformer, der inviterer gæsten til at se sit eget spejlbillede i uniform og reflektere over, hvad man mon selv ville have gjort, hvis man var ung og del af det tyske mindretal. Det virker stærkt og er undersøgende uden at blive for undskyldende. 

En skøn blanding af tysk og sønderjysk 

Stemmerne fra mindretallet er i det hele taget fremtrædende over hele udstillingen, også om mere positive og dagligdags spørgsmål, og det virker fint. Der er noget fascinerende ved at høre en ældre kvinde fortælle fra sin barndom, mens hun ubevidst skifter mellem sønderjysk, tysk og en skøn blanding af begge dele. Identiteten som grænsebarn fanget i selve det udviklede hverdagssprog. Der er også stemmer fra nutidens unge i grænselandet, der viser hvor forskellige tilgange, man som ung kan have til spørgsmålene om tysk, dansk eller måske endda frisisk identitet. Som del af et mindretal i et grænseland er national identitet ikke kun noget, man får i arv fra sine forældre. Det kræver også aktive til- og fravalg og væsentlige refleksioner, som de fleste øvrige unge danskere er lykkeligt fritaget for. 

Deutsches Museum Nordschleswig er afgjort et besøg værd i sin egen ret, men det er samtidig også et vigtigt museum at have i Danmark. Diskussionerne om de seneste årtiers indvandring fra blandt andet Mellemøsten bliver ofte meget sort-hvide. Enten kræves integration/assimilation af nytilkomne, eller også hedder det, at de har valgt Danmark fra. Museet på Rønhaveplads er ikke et sted, hvor man kan finde svaret, men det er et sted, der udfordrer en til at reflektere over, om man kan stille andre og mere åbne spørgsmål i samtalen om nationaliteter og identitet.