Sorg og håb er menneskelige grundtemaer på tværs af landegrænser. Magasinet Grænsen har været til dansk allehelgensgudstjeneste i Helligåndskirken i Flensborg.
Kirkegængerne skutter sig, idet de træder indenfor i kirkerummet i Helligåndskirken i Flensborg, der er oplyst af stearinlys og de lysekroner, der hænger ned fra det hvælvede loft. Udenfor styrter regnen ned i kraftige byger over byen og gågaden, som kirken ligger i. Her har den dannet ramme for danske prædikener siden 1588.
Denne første søndag i november mindes de danske menigheder i Sydslesvig deres døde. I Slesvig-Holsten generelt er den evangelisk-lutherske kirke langt den største, men i de tyske kirker mindes man de døde på den sidste søndag i kirkeåret på “Totensonntag”.
I Danmark er allehelgensgudstjenesterne på det seneste begyndt at tiltrække flere kirkegængere end påskens gudstjenester og er kun overgået af julen, når det gælder antal kirkegængere. Men her i Sydslesvig denne søndag er denne tendens ikke rigtig slået igennem. Kun 21 kirkegængere er mødt op ud over kirketjeneren. De fleste er ældre, men også en håndfuld unge, hvoraf de fleste er kommende konfirmander, har fundet plads på stolerækkerne.
Under gudstjenesten tændte kirketjener Lisbet Mikkelsen Buhl et lys for hvert af de tre medlemmer af menigheden, der døde i årets løb. Til højre ses sognepræst Mai-Britt Josephsen.
En almindelig dansk gudstjeneste
“Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.”
Med dette løfte, som Jesus har givet i Matthæusevangeliet i Det Nye Testamente, indleder sognepræst Mai-Britt Josephsen sin prædiken, der har sorgen, men også håbet som omdrejningspunkt. Og prædikens tema understreges af, at solen bryder frem uden for kirken og lader sine stråler skinne ind gennem det høje, gotiske vinduesparti bag alteret.
Gudstjenesten forløber som en almindelig dansk højmesse. I anledning af allehelgensdag læses navnene op på de tre personer, der er døde i sognet i det forgangne år. Og der tændes et lys for hver enkelt.
En af dem, der har mistet en af sine kære, er 53-årige Heike Hansen, hvis far er død i årets løb.
“Det er længe siden, jeg har været i kirke, selvom jeg tror på Gud. I dag er jeg her sammen med min mor for at mindes min far. Det giver trøst at komme her”, siger hun.
“Jeg kommer for at synge”
Det er dog ikke alle kirkegængere, der i dag er kommet for at mindes. 54-årige Lizzi Krogh er denne søndag gået i kirke af en anden årsag.
“Jeg kommer for at synge”, siger hun, mens hun slår op i sin egen medbragte udgave af Den Danske Salmebog med noder.
Lizzi Krogh er oprindeligt fra Danmark. Hun er uddannet sanger fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og kom til Flensborg for 25 år siden for at blive sanger på Schleswig-Holsteinisches Landestheater. Hun meldte sig ind i menigheden i Helligåndskirken, da hun blev gravid med sit første af i alt tre børn, der i dag alle går på den danske Duborg-Skolen, som ligger få hundrede meter fra kirken. Men det er først under coronapandemien, at hun er blevet fast kirkegænger.
En tavle ved orglet, der på tysk fortæller om Helligåndskirkens historie fra dens grundlæggelse i 1386 og frem til en omfattende renovering i årene 1846-1847, vidner om kirkens tyske fortid.
Foto: Grænseforeningen
“Teatret har været lukket i lange perioder. Da der kom forbud mod fællessang, blev jeg spurgt om at synge salmerne i kirken, og siden er jeg kommet her jævnligt”, siger Lizzi Krogh, som ikke går så meget op i, om hun synger på dansk, eller på tysk som hun gør på teateret.
“Men det er helt klart den danske kirke, der er min kirke”, tilføjer hun.
Præst Mai-Britt Josephsen afslutter gudstjenesten med en opfordring til at tænde et lys oppe ved alteret for den kære, som man har mistet, og en orientering om, at der er fyraftenssang torsdag eftermiddag. Det er et nyt tiltag i kirken, som forsøgsvis bliver holdt en gang om måneden.
“Det kommer jeg helt sikkert til”, siger Lizzi Krogh, inden hun forsvinder ud af kirkedøren sammen med de andre kirkegængere.
