Jeg har netop læst de sidste sider af bogen ‘Dansk Kirke i Sydslesvig 1921-2021’ af Lars Henningsen efter nogle dages kamp med min mand om, hvem der skulle læse den først. Bogens titel er kedelig, men ikke desto mindre er der tale om et særdeles velskrevet stykke grænselandshistorie. For kirkehistorie er også kulturhistorie, sproghistorie, institutionshistorie, politisk historie - og historien om samlivet mellem dansk og tysk i et grænseland.

Der har været danske gudstjenester i Flensborg siden slutningen af 1500-tallet, men først i 1921 fik vi den første egentlige danske menighed i Flensborg efter en vanskelig fødsel. Forhistorien var brutal. Efter den danske sejr i Første Slesvigske Krig (1850/51) blev 65 tyske præster i et hug udskiftet med et tilsvarende antal danske. Det holdt som bekendt kort, og så blev præsterne udskiftet til tyske igen. Klimaet var bogstavelig talt krigerisk, og forkyndelsen af evangeliet blev en del af den nationale kamp.

1864-1920: Det var hårdt

Det holdt hårdt at opretholde et dansk menighedsliv i årene 1864-1920. “Den danske menighed er ikke udsprunget af rent religiøse behov, men kun med politiske formål”, udtalte den tyske provst i Flensborg efter nederlaget i 1864.

I 1905 oprettede dansksindede Kirkeligt Samfund for Flensborg og Omegn. Hermed blev jorden gødet for etableringen af Dansk Kirke i Sydslesvig (DKS), der så dagens lys i 1921, godt hjulpet på vej af både moralsk og økonomisk støtte fra dansk side.

Hovedsporet i de første år handlede om forholdet til den tyske Landskirke. I 1920’erne ønskede mange dansksindede at beholde deres medlemskab af den tyske Landskirke. De første år var desuden økonomisk særdeles vanskelige, og uden støtte fra den danske stat, den danske befolkning og ikke mindst opbakning fra Dansk Kirke i Udlandet (DKU), i dag Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK), var det aldrig gået. Men da man fra dansk side sikrede aflønning af de første danske præster, kunne man meddele den tyske Landskirke, at man i marts 1921 oprettede en selvstændig dansk menighed med tilknytning til DKU.

Som en dansk valgmenighed

Man kan sammenligne kirken i Sydslesvig med en dansk valgmenighed i den forstand, at man selv skal melde sig ind. I Danmark meldes man automatisk ind i folkekirken ved dåben, mens man i Sydslesvig skal foretage en aktiv handling, når man bliver myndig. Den problemstilling har været en af konstanterne. 

Der var i de første år talrige udfordringer. Hvor skulle gudstjenesterne holdes? Hvordan kunne man registrere medlemmer og sikre betaling? Hertil kom den manglende vilje og evne til ikke blot at melde sig ind i DKS, men også at betale! Man manglede kirker og kirkerum til gudstjenesterne, og sproget var også en udfordring, da mange dansksindede ikke længere mestrede det danske sprog. Forudsætningen for at låne tyske sognekirker var imidlertid, ud over klækkelig betaling, at der kun blev talt dansk.

Penge og “Speck-Politik”

Den nye menighed var meget opmærksom på, at man ikke skulle være en del af den nationale kamp, men holde sig til det rent kirkelige. Det var bare lettere sagt end gjort. Men 1920’erne var fremgangsrige, måske hjulpet på vej af den megen hjælp og støtte, der strømmede til fra Danmark. DKS bredte sig nu længere ud end Flensborg, og der blev indrettet talrige skolestuer og sognehuse til anvendelse ved gudstjenester og andre kirkelige handlinger.

Det kneb fortsat med villigheden til at betale. Allerede i 1920’erne skrev regnskabsføreren i DKS, gasværksdirektør Hans Madsen (der i øvrigt er min mands oldefar), at menigheden måtte blive sig sit økonomiske ansvar bevidst, og skibsreder A.P. Møller understregede i forbindelse med en bevilling til menigheden, at den nu måtte stramme sig an. Han ville kun betale et tilskud, for “det er sjældent heldigt at fritages fuldstændig for nødvendigheden af egen indsats”. Men lige lidt hjalp det.

Det diakonale arbejde blandt de svagest stillede fyldte meget i de første årtier. Der var brug for selv de mest basale livsfornødenheder, men menighedsplejen blev set på med stor skepsis fra tysk side. Den var udtryk for “Speck-Politik” ligesom kirken blev omtalt som et “Speckhaus”.

Fremgang efter Anden Verdenskrig

Arbejdet med at skabe en dansk kirke syd for grænsen havde imidlertid fremgang trods sproglige, juridiske og økonomiske udfordringer. Der var af indlysende grunde stagnation under krigen, men i 1946 strømmede mange igen til den danske kirke, trods tyske embedsmænds mistanke om, at den danske kirkes “venlighed” dækkede over “national propaganda for Den slesvigske Forening”.

I det krigshærgede Slesvig følte mange sig af forståelige grunde tiltrukket af dansk demokrati og velstand, skole og kirke. I Sydslesvigsk Forening oplevede man en medlemsfremgang fra godt et par tusinde til knap 70.000 medlemmer i 1949. Og mange mente, at danskhed og kirke hørte sammen, selvom det jo er det samme evangelium, der forkyndes i alle kristne kirker.

Støtten fra DKU mangedobledes, og i 1950 var der 17 præster og 10 ungdomssekretærer ansat i de mange små menigheder syd for grænsen.

Kirkegængere fik flæskepakke i kirkedøren

Motivforskning har også været en af konstanterne i Sydslesvig. Var det nu af “instinktive” grunde, folk strømmede til i efterkrigsårene, som det blev hævdet fra dansk side – eller var det nødhjælp og hjertevarme, der trak. Konsekvensen af den store tilstrømning var imidlertid, at det tyske sprog igen måtte inddrages i kirkelivet, da mange ganske enkelt ikke mestrede det danske. Mistanken om “Speck-Politik” genopstod, når præster flere steder stod ved kirkens udgangsdør og belønnede kirkegængerne med en flæskepakke.

Den slags aktiviteter findes også i dag i en lidt anden udgave, der hedder pizzagudstjeneste eller spaghettigudstjeneste. Her serverer man både nord og syd for grænsen et fællesmåltid efter gudstjenesten og knytter dermed forkyndelse, kultur og social eller diakonal aktivitet sammen på en tiltrækkende måde. Fremgangen fortsatte imidlertid ikke. Men tilbagegangen i DKS har ikke været nær så markant som i den tyske Landskirke, der løsrev sig fra den tyske stat efter de frygtelige år, hvor statskirken støttede naziregimet.

Samarbejde mellem tyske og danske kirker

Samarbejdet mellem den tyske og den danske kirke har udviklet sig særdeles positivt og er i dag til stor glæde og inspiration for alle parter. De danske præster i Sydslesvig oplever blandt mange kirkegængere stor tilfredshed med, at der afholdes fælles dansk-tyske gudstjenester flere gange om året, så højtiderne kan fejres med hele familien, både de dansk- og tysksprogede. Bekendelsen til Gud er fælles.

Menighederne i Sydslesvig er fortsat meget små, men medlemstallet er kun svagt vigende, trods de senere års oprydning i det, der betegnes som “kartotekslig”, altså medlemmer, der aldrig betaler. Endnu en konstant.

Gennem alle årene har det såkaldte gensidighedsprincip været løftestang for forbedrede forhold både i den tyske kirke nord for grænsen og den danske kirke syd for grænsen. Når den danske stat kunne finansiere tyske hjælpepræster i Danmark, kunne den tyske Landskirke også finansiere nogle danske stillinger i DKS. Og sådan er der flere eksempler, hvor det ene mindretals rettigheder har været løftestang for erhvervelse af tilsvarende rettigheder på den anden side af grænsen.

Men sproglige og økonomiske udfordringer er en konstant, ligesom præster, der har virket på begge sider af grænsen, fortæller, at der er forskel på at være præst i den danske folkekirke og i kirken i Sydslesvig. Naturligvis, fristes man til at sige. For rammevilkårene er helt forskellige.

Det har været en tråd gennem DKS’ historie, at man har forsøgt at værne om kirkens frihed. Både i forhold til den tyske Landskirke, den danske folkekirke, vennerne i DKU – og i forhold til Sydslesvigsk Forening, der ved flere lejligheder har ønsket større indflydelse. Egne vedtægter, egne budgetlinjer på den danske finanslov og egne normer for, hvad det vil sige at være menighed og kirke.

En vild historie

En vild historie med visse konstanter. Sådan kunne titlen på bogen også have lydt. Men dr.phil., historiker og tidligere leder af forskningsafdelingen på Dansk Centralbibliotek i Flensborg Lars N. Henningsens 100 års jubilæumsbog om ‘Dansk Kirke i Sydslesvig 1921-2021’ er skrevet med en veloplagt pen med sans for både styrker og svagheder. Historien fortælles ikke kun gennem den institutionelle udvikling, men gennem de mennesker, der har båret kirkens udvikling frem til i dag gennem engagement og vedholdenhed. I dag er der 22 præster til at betjene menighederne i Sydslesvig – og de samme vanskeligheder som nord for grænsen med at få struktur, bosætning, økonomi og prioriteringer til at hænge sammen på en tidssvarende måde. Meget er blevet bedre og mere fredeligt. Men mange udfordringer er konstante og har rødder helt tilbage til de vanskelige år før etableringen af DKS i 1921. Dét fortælles levende i Lars N. Henningsens væsentlige bidrag til grænselandshistorien.