Karen Blixen har i bogen ‘Den afrikanske farm’ en smuk fortælling om en mand, som forstyrres i sin nattesøvn af en ukendt lyd udenfor. Han står op og forsøger natten igennem at finde lydens årsag. Undervejs møder han mange forhindringer, lyden skifter retning og til sidst, hen på morgenen, må han opgive og vender tilbage til sit hus. Da opdager han, at hans fodspor i den nyfaldne sne danner omridset af en smuk fugl.
Sådan føler jeg det her ved afslutningen af mit arbejdsliv. Som 16-årig var jeg på udvekslingsophold i USA, som afsluttedes med en tre uger lang intens rejse med 40 jævnaldrende fra næsten lige så mange nationaliteter. Fyrre unge mennesker samlet i en bus på vej gennem USA. Om noget var det en levendegørelse af forskellighed og fællesskab på samme tid. Det vidste jeg ikke dengang; vi var bare unge mennesker på vej ud i livet.
Senere i min ungdom fik jeg min nationale opdragelse på Rønshoved Højskole, først som elev i 1974 og senere som lærer fra 1983 til 1992. Grænselandets historie, mindretallene, stederne og begivenhederne kom ind under huden og blev formidlet videre til skolens elever. Det handlede om at sætte de unge ind i et folkeligt fællesskab med grænselandets historie som katalysator.
Senere blev jeg forstander for Højskolen Østersøen i Aabenraa og kom gennem skolens tyske lærere og kursister meget tættere på tysk sprog og kultur. Her opdagede jeg hvilken rigdom og inspiration, der ligger i at møde og komme tæt på de andre, her tyskerne. Og her fik jeg for alvor udfordret min egen danskhed, som jeg i mit stille sind måtte indrømme var noget indadvendt, selvfed og lukket. Der gemmer sig mange erkendelser i spejlingen i de andre.
Og så Grænseforeningen fra 2004 til i dag. Den længste ansættelse, jeg har haft. Her fik jeg mulighed for, sammen med bestyrelse og dygtige medarbejdere og med udgangspunkt i spændingerne i mit eget liv, at arbejde med Grænseforeningens fremtid mellem det nationale og det internationale, mellem lukkethed og åbenhed, mellem indadvendthed og udadvendthed. Meget er forandret, pengeindsamling og feriebørn er væk, og i stedet er der opstået en lige værdighed mellem mindretal og flertal, en begyndende erkendelse af, at vi i flertallet har meget at lære af mindretallene, men også ængstelige reaktioner og spørgsmål i mindretallet om, hvor dette fører hen.
I denne min sidste kommentar i magasinet Grænsen vil jeg gerne rette en varm tak til Grænseforeningens græsrødder, bestyrelse og formandskab for et godt og tillidsfuldt samarbejde gennem 18 år. Tak til medarbejderne for engagement, flid og vilje til at give Grænseforeningen fremtid i spændingen mellem mangfoldighed og fællesskab. En særlig tak til de fem formænd, jeg har samarbejdet med for jeres evne til at holde balancen i dette farefulde farvand.
Kort sagt – tak for den lange vandring efter lyden. Om sporene i sneen danner en smuk fugl ved jeg ikke, men lyden var der, og jeg gik efter den.
