Tilbage til nyhedsliste

Elever lærer om det danske mindretal gennem kodning

15. oktober 2025

Hvordan skaber vi flere møder mellem unge på tværs af den dansk-tyske grænse? Det har 6.C på Katrinedals Skole i Vanløse givet deres bud på som en del af forløbet Coding Class. Det er tredje gang, at Grænseforeningen deltager.

6.C fra Katrinedals Skole i Vanløse er kommet med bud på, hvordan flere unge kan mødes på tværs af den dansk-tyske grænse.

6.C fra Katrinedals Skole i Vanløse er kommet med bud på, hvordan flere unge kan mødes på tværs af den dansk-tyske grænse.

Foto: Grænseforeningen

Af Alexander Leicht Rygaard

En sportsturnering, en gamerklub og en lejrskole.

Det var nogle af de bud, som 6.C fra Katrinedals Skole i Vanløse præsenterede, da de besøgte Grænseforeningens sekretariat i ugen før efterårsferien som afslutning på forløbet Coding Class. 

Grænseforeningen havde stillet eleverne fra Vanløse den opgave at finde på idéer til, hvordan flere unge fra Danmark og fra det danske mindretal i Sydslesvig kan mødes og skabe relationer. Resultatet skulle de så lave i et kodningsprogram. 

”Jeg synes, det har været rigtig spændende at arbejde med det her, da vi både har lært, hvordan man koder, og hvordan det danske mindretal lever i deres hverdag. Før det projekt havde jeg ikke hørt om det danske mindretal, men det er jo megafedt, at de findes, og at der er en forening som Grænseforeningen, som prøver at hjælpe dem på vej”, siger Smilla Sommerlund, der er 12 år og går i 6.C. 

Smilla Sommerlunds gruppe har kodet en lejrskole, hvor unge fra Danmark og fra det danske mindretal i Sydslesvig kan mødes og danne et fællesskab. Det fungerer næsten som et spil, hvor man skal få en verden til at fungere.

”Det var rigtig svært at kode det sådan, så de personer, vi havde skabt, kunne snakke sammen. Der var mange detaljer. Men det var sjovt at lave overordnet, og jeg synes, vi havde en god idé, for jeg kan selv godt lide at være udenfor”, siger Smilla Sommerlund, der sammen med sin gruppe har kodet både en rundboldbane og en nattevandretur som aktiviteter til lejrskolen.

Smilla Sommerlund går i 6. klasse på Katrinedals Skole i Vanløse.

Smilla Sommerlund går i 6. klasse på Katrinedals Skole i Vanløse.

Foto: Grænseforeningen

Frans Schmidt er lærer for 6.C på Katrinedals Skole. Han er imponeret over den indsats, eleverne har lagt i deres projekter, og hvordan de har arbejdet med både at skulle lære at kode samt at blive klogere på, hvad det danske mindretal i Sydslesvig er for noget. 

”Det har været et rigtig givtigt forløb, hvor de både har lært at samarbejde, lært at kode og lært at få idéer. Og så har de mødt nogle rigtige mennesker, som de også har skulle præsentere noget for, og det har de klaret rigtig godt. Det har været fedt at opleve dem arbejde hårdt med den her problemstilling, som Grænseforeningen kom med”, siger han. 

Det er tredje gang, at Grænseforeningen deltager i et Coding Class-forløb, og årsagen er fortsat den samme. Det er nemlig vigtigt, at de yngre generationer kender til det danske mindretal i Sydslesvig, og med Coding Class sker formidlingen på en ny og moderne måde. 

”Som forening deltager vi for at slå to fluer med et smæk. Først og fremmest vil vi gerne støtte op om Coding Class’ arbejde med at lade elever arbejde med virkelige udfordringer fra virkelige virksomheder og foreninger som vores. At vi så samtidig kan benytte lejligheden til at lade en skoleklasse dykke ned i det dansk-tyske grænselands historie og nutid og give os gode bud på, hvordan vi får flere unge til at mødes på tværs, er grænsen er jo en god sidegevinst”, siger Anders Peter Nielsen, skolekonsulent i Grænseforeningen. 

”Det giver også altid en masse god energi på sekretariatet, når eleverne kommer ind og viser deres løsninger frem”, tilføjer han.

Coding Class blev etableret tilbage i 2016 og er rettet mod 6. klasser. Formålet er at øge børnenes teknologiforståelse og give dem kompetencer til at navigere i en stadig mere digital verden.