Er vi danske eller tyskere? Det spørgsmål blev aldrig stillet i mit hjem og i min familie. Overskriften for livet i vores hjem og i vor familie var, at vi var danskere, og danske ville vi være, så på mange måder har min barndom og opvækst ikke adskilt sig fra andre danskeres, der er født i efterkrigsårene og vokset op i danske omgivelser. Men omgivelserne var alligevel ikke helt danske, og måske har jeg lidt særligt at berette om, i hvor vel jeg altid, når jeg selv har set på mine muligheder, har forudsat, at de har været de samme, som de muligheder, der har været gældende for alle andre danskere på min alder.

Og lad mig indledningsvis slå fast, at det, jeg er allermest taknemmelig for, netop er, at jeg via min opvækst og mine forældres engagement i det danske mindretal, må siges at have haft alle de samme muligheder, som alle andre danskere på min alder. Sådan har jeg i hvert fald selv oplevet det, og læseren af disse efterfølgende linjer kan så afgøre, om ikke jeg har ret i det.

Begge mine forældres familie har siden folkeafstemningen og den deraf følgende grænsedragning i 1920 tilhørt det danske mindretal i Sydslesvig. Såvel min mor som min far kom fra dansksindede landbohjem i den del af Tønder Amt, der efter 1920 blev tysk. Mine forældres familier kendte hinanden helt tilbage til starten af 20’erne, og dette kendskab havde i høj grad at gøre med deres engagement i mindretallets opstart som organisation. Mine forældre, der var født i henholdsvis 1917 og 1919, havde haft en opvækst, der var stærkt præget af de fattige og hårde forhold, der var gældende for landbruget umiddelbart efter afslutningen af Første Verdenskrig, hvor begges familier havde lidt tab i form af familiemedlemmer, der faldt i krigen. Fattigdommen var helt naturligt en følge af de store omkostninger, verdenskrigen havde påført alle lande i Europa, men i særlig grad Tyskland, som krigens store taber.

Selv om familierne som ejere af mindre landbrug altid havde fødevarer inden for rækkevidde, så var det ikke ensbetydende med, at de havde råd til selv at bruge dem. Min morfar havde deltaget i krigen såvel i Rusland som i Frankrig og  måtte lade min mormor være alene med fire små børn på et lille landbrug, hvor de havde en hest, tre køer og en enkelt gris. Min mor blev så født efter morfars hjemkomst og i løbet af 20’erne fik de yderligere to børn. Der var faktisk tale om underernæring, der blandt andet viste sig i form af engelsk syge.

Min mors familie må betegnes som indadvendte i forhold til deres omgivelser og havde nok at se til med at klare dagen og vejen. Min fars familie havde et lidt større landbrug, hvor man ved siden af landbruget drev kreaturhandel, så man var vant til at være udadvendte. Det var min farfar, der overtog gården efter krigen, da hans bror, som skulle have haft den, faldt i 1916 i Frankrig. Min farfar og farmor fik seks drenge, hvoraf de to dog kun levede i få måneder. Som nævnt var mine forældres familier danske og ville være danske helt tilbage fra før folkeafstemningen. Min farmor var dog af en tysk familie, der drev et hjulmagerværksted i Agtrup. De ønskede at være tyske. Min farmor måtte således ved sit giftermål i 1916 acceptere, at hun skulle leve i en dansk familie. Det har været en diskussion imellem min farmor og farfar, for selv om der mest i Agtrup blev talt sønderjysk på dette tidspunkt, så startede min farmor og farfar også med at tale plattysk med hinanden, og det sprog var i starten deres hjemmesprog. De skiftede hjemmesprog til sønderjysk i midten af 30’erne. Når min farmor senere helt klart var glad for at kunne sige at hun var dansk, så hang det uden tvivl sammen med, at lige efter 1920 kom sygeplejersken Maren Sørensen i deres hjem, og hun hjalp min farmor med at sørge for god ernæring og pleje om nødvendigt af familien.  Udover deltagelse i mødevirksomhed var Maren Sørensens virke som sygeplejerske i 20’erne meget vigtig for såvel min fars som min mors familie.

Meget tidligt kom også vandrelærerne Niels Kjems og Gustav Lindstrøm  i mine forældres hjem, og såvel mine bedsteforældre som deres børn modtog undervisning i dansk ad denne vej i 20’erne. Såvel min fars som min mors forældre lagde husrum til denne danskundervisning, og deres om end små stuer blev også lejlighedsvis benyttet til afholdelse af gudstjenester på dansk. Disse gudstjenester blev enten forrettet af Maren Sørensen eller af præster fra den del af Sønderjylland, der nu var dansk. Min mors familie havde været danske i 1920’erne, men en del af min mormors familie tilsluttede sig det tyske i løbet af 30’erne.

Min farfars familie, hvoraf en gren kom til Sønderjylland fra Himmerland i begyndelsen af 1700-tallet, var meget danske, hvilket de også gerne markerede i årene op til afstemningen med at holde deres bygninger i de rød-hvide farver. Efter grænsedragningen blev gården hvidkalket med gule døre og vinduer. Gul var den slesvigske farve, og man ville vise, at når man nu ikke kunne komme med til Danmark, så var man da fortsat i Slesvig. Min morfars familie var også meget glade for alt, hvad der var dansk, om end en del af familien oprindeligt var kommet til egnen som såkaldte kartoffeltyskere og bar navnet Leonhard.

Mine forældre blev gift 28. august 1942 i Ladelund Kirke med efterfølgende fest i forsamlingshuset Kirkevang, der var det første danske forsamlingshus uden for Flensborg. Det var en meget beskeden fest, da krigssituationen naturligt satte sit præg på den. Min mors ældste bror var faldet i krigen ved Leningrad 26. marts samme år. Min far var soldat ved luftvåbnet i Pillau i Østpreussen, og ventede på, at det meget snart ville ske, at han ville blive sendt til fronten i Rusland. Min mor var gravid, og ventede deres barn til jul. På grund af sorg i familien bar min mor en sort brudekjole med hvidt slør.

Mine forældres første barn blev født 19. december 1942, mens min far deltog i krigen ved Stalingrad. Min bror døde samme dag, som han blev født. Min mor har aldrig fortalt os om dette, og når vi senere i samtaler nærmede os denne hændelse, så sagde hun bare: “Det skete jo for så mange.” Efter krigen kom min far hjem 26. august 1946 efter fangenskab i Frankrig. Han havde før krigen været på efterskole i Danmark og var uddannet ved landbruget. Min mor havde i de sidste år af krigen hjulpet min farmor og farfar med at drive gården i Kalleshave. Hun havde en lille lejlighed i Agtrup, som hun var flyttet ind i i 1942 og boede der, indtil min far vendte hjem. Da far kom hjem, var det planen, at han sammen med min farbror Peter skulle overtage landbruget i Kalleshave, og i den forbindelse flyttede mine forældre ind i stuehuset på gården. I stuehuset blev der indrettet to lejligheder, idet mine bedsteforældre gik på aftægt, som man kaldte det. De var fortsat sikret bopæl på gården, og modtog en livslang ydelse i form af et månedligt pengebeløb samt naturalier i form af mælk, kød og grøntsager som betaling for, at de havde afstået gården til deres to sønner.

Min farbror Peter var blevet såret som soldat under slaget ved Sevastopol på Krim og havde mistet en arm og et ben. Det var derfor mine bedsteforældres tanke, at de to sønner, der skulle være landmænd, skulle hjælpe hinanden, idet det jo åbenlyst var svært for Peter at klare alle de fysiske arbejder, som det at passe et landbrug indebar, med proteser på både ben og arm. Samarbejdet kom til at fungere på bedste vis, men nævnes skal det, at min farbror Peter klarede at leve med sine fysiske mén efter krigen på en ganske enestående måde, og man skulle ved mange af arbejdsopgaverne i landbruget hænge ganske godt i, hvis man ville følge med ham. Peter og hans kone Edith byggede selv et stuehus til den del af gården, som de overtog.

I forbindelse med at mine forældre overtog deres del af gården i Kalleshave i 1947 flyttede den flygtningefamilie, som mine bedsteforældre i 1945 var blevet pålagt at skulle give husly. De flyttede ind i den lille lejlighed, som min mor havde boet i under krigen. Flygtningefamilien kom fra Østpreussen og bestod af en kone med tre næsten voksne døtre. Fru Reimann, som konen hed, ventede på, at hendes mand skulle vende tilbage efter krigen efter russisk fangenskab. Han kom i 1951, men meddelte sin lille familie, at han havde fundet en anden kone, som han ville dele resten af sit liv med. Fru Reimannn og hendes døtre rejste derefter til Køln, og bosatte sig der, da én af døtrene havde mødt en guldsmed fra denne by, som hun senere blev gift med.

Jeg blev født 10. oktober 1947 i Kalleshave, og i 1950 blev min bror Svend født, inden vi fik en lillebror i 1956, Arne.

Nabolaget i Kalleshave

Kalleshave ligger øst for landsbyen Agtrup, der er en del af Læk sogn. Kalleshave er en bebyggelse bestående af 14-15 mindre landejendomme beliggende langs landevejen mellem Læk og Medelby.

I Agtrup kommune, der havde omkring 700 indbyggere før krigen, stemte ca. 20 procent dansk ved folkeafstemningen i 1920, og byen er beliggende ca. 20 kilometer syd for landegrænsen. Med hensyn til omgangssproget i Agtrup omkring 1950 var det således, at alle de oprindeligt bosiddende familier i Agtrup forstod og kunne tale sønderjysk. De fleste ældre ægtepar talte dansk indbyrdes – mange talte nu plattysk til deres børn – men derfor forstod børnene naturligvis også det sønderjyske sprog. I de 15 hjem i Kalleshave kunne man i de 12 forstå og tale sønderjysk. I de sidste tre boede der to flygtningefamilier og en familie, der var tilflyttet fra Angel og havde plattysk som sprog. Naturligvis var der enkelte, som kun beherskede det tyske sprog udover flygtningefamilierne. En af vore nærmeste naboer havde som soldat mødt sin kone i Frankfurt, og hun kunne naturligvis ikke tale sønderjysk. Denne nabokone og deres datter samt flygtningefamilierne naturligvis var årsagen til, at det tyske sprog også blev en del af vores hverdag. Men sønderjysk og plattysk var de dominerende sprog i Agtrup, selv om man, når man betragter sprogudviklingen i Sydslesvig efter Anden Verdenskrig, må huske på, at Slesvig-Holstens befolkning blev fordoblet med tilvandringen af flygtningene, og det havde naturligvis sproglige konsekvenser.

Det satte naturligvis også sit præg på en landsby som Agtrup, hvor flertallet ellers beherskede og mange brugte det sønderjyske sprog, selv om de fleste egentlig helst ville være tyske. Vi fik som børn af min farfar at vide, at vi skulle tale sønderjysk med alle, der kunne dette sprog. Det skete ind i mellem at en ældre Agtrup-borger, der helst ville være tysk, syntes at det var lidt provokerende, at sådan en lille knægt svarede på sønderjysk, selvom han blev tiltalt eller spurgt på plattysk. En borger i Agtrup før Anden Verdenskrig havde almindeligvis et sen-efternavn ligesom disse efternavne med ende-stavelsen sen var mest almindelig på den tid nord for grænsen. Nu efter krigen er der kommet familier, der har navnene Zell, Köpp, Zelno, Riemann, Kortass, Dekarski og Ritter.

Vil man i dag opleve et tydeligt tegn på denne flygtninge-indvandring skal man besøge Agtrups kirkegård, der blev anlagt i begyndelsen af 70’erne, hvor mange af disse flygtningefamilier naturligvis har deres gravsteder. Derefter går man ned til mindelunden for de faldne i verdenskrigene. Her er der kun ganske få mindesten med personnavne, der ikke er et sen-efternavn.

Alle naboerne havde lidt jord og drev landbrug. Enkelte dog kun som bierhverv. Der var et fantastisk fællesskab naboerne imellem. Man hjalp hinanden i sygdomssituationer og i store arbejdsopgaver, og ingen var færdig med høstarbejdet, før naboen også havde fået det sidste læs hjem. Man mødtes til vinterkomsammen, hvor man besøgte hinanden hus for hus til det store sønderjyske kaffebord en aften mellem nytår og frem til forårsarbejdet begyndte i midten af marts. På den måde kunne man udefra ikke se, at her mødtes både danskere og tyskere, men internt var ingen i tvivl om, hvor man hørte til.

Hvor meget det forhold mellem dansk og tysk også prægede vort familieliv kan vist bedst beskrives med den dag i 1956, da min yngste bror Arne blev født. Jeg husker dagen på den måde, at mor ikke var hjemme, da vi blev vækket om morgenen. Vi blev vækket af min farmor, og jeg blev sendt i skole. Min bror og jeg var blevet født hjemme, men på grund af en forventet komplikation ved fødslen, skulle Arne fødes i en klinik i Flensborg. Da jeg hen på eftermiddagen kom hjem fra skole, fortalte min far os, at vi havde fået en lillebror. Min bror Svend på seks år spurgte som det første så min far om det, der i den forbindelse lå ham mest på sinde: “Ka´ han snak dansk?” Det ville både være synd, ja direkte håbløst for vores lillebror, at komme ind i vores familie uden at kunne sønderjysk.