I 2019 fik daværende kansler Angela Merkel to malerier af Emil Nolde fjernet fra kanslerkontoret i Berlin. Det skete i forlængelse af en stor udstilling i Berlin, der dokumenterede den dansk-tyske kunstners opbakning til nationalsocialismen op til og under Anden Verdenskrig.

Samtidig valgte den slesvig-holstenske uddannelses-, videnskabs- og kulturminister Karin Prien at få hængt to reproduktioner af den ekspressionistiske maler op på sit ministerkontor i Kiel. Hvor Merkel følte, at hun ikke med god samvittighed kunne stille værker af den politisk dubiøse kunstner til skue i selve det tyske magtcentrum, mente Prien, der vel at mærke har jødiske rødder, at man godt kan skelne mellem kunstværkerne i deres selvgyldige æstetiske værdi og kunstneren som et menneske med frastødende holdninger.

Tankegangen hos begge de to politikere gav mening ud fra hver deres perspektiv. Sammenstødet mellem de forskellige måder at opfatte forholdet mellem kunst og kunster var et skoleeksempel på en problematik, der er central for en lang række kunstnere fra det tyvende århundrede. For hvordan skal vi gå til de mange smukt skrevne bøger og skønne billeder, som er skabt af forfattere og kunstnere, der som privatpersoner var tilhængere af fascistiske, nazistiske eller kommunistiske totalitære samfundsrevolutioner? Må vi skelne værket og den biografiske person? Eller griber tingene ind over hinanden?

Tyve år bag bog

I Hans Christian Davidsens nye flotte bog ligger sådanne spørgsmål og rumler under den nøje gennemgang af Emil Nolde og hans danske hustrus politiske liv. Forfatteren – til daglig myreflittig kulturredaktør ved Flensborg Avis – samler i bogen tyve års beskæftigelse med den populære maler, hvis museum i Seebüll hvert år tiltrækker en mængde både danske og tyske turister.

Målet med bogen er at revidere det billede, man i årtier har haft af Nolde som et offer for nazisternes undertrykkelse af såkaldt vanartet eller degenereret kunst og dens ophavsmænd. Godt understøttet af diverse revisioner af citater og omdateringer af værker og bortskaffelse af uønsket materiale tillige med en ledelse på museet, der var lidt for villig til at værne om kunstnerens navn, og som bidrog til at skabe en ny og fordelagtig fortælling om ham efter krigens afslutning, opstod der et billede af Nolde som en slags martyr. Nogle handlede i ond tro. Men for mange var det også simpelthen blevet en slags myte og en god historie, som blev sit eget bevis ved at blive gentaget så mange gange. Blandt andet bidrog Sigfried Lenz’ berømte roman Tysktime fra 1968, der i fiktionsform handler om det undertrykte malergeni, til mytedannelsen.

Myten om Nolde

Myten gik blandt andet på, at det blev Nolde forbudt at male, men at han dog – fordi geniets skaberkraft var så ukuelig og som en slags kreativ modstandskamp – skabte hundredvis af små akvareller, som i modsætning til oliemalerier ikke kunne lugtes, hvis der kom inspektion.

Hans Christian Davidsen er fuldt opdateret med den nyeste forskning i Nolde og besidder stor viden om grænselandet, som kunstneren boede i det meste af sit liv, og tiden, han levede i. Han kan afvise, at Nolde fik et decideret forbud mod at male. Hans kunst var ganske vist ilde set af de fleste højtplacerede i nazipartiet, og han blev smidt ud af kunstnerforeningen, hvilket medførte, at han ikke kunne få fat i de materialer, der skulle bruges til traditionelt oliemaleri. Men ingen forbød ham at lave akvareller. Eller oliemaleri for den sags skyld, hvis han havde haft maling. Og ved kunstnerboligen i det flade landskab vajede nazisternes flag helt frem til krigens sidste år som et vidnesbyrd om den opbakning til et Stortyskland uden jødisk indflydelse, der for Nolde – som for så mange andre – vel var en blanding af overbevisning og opportunisme. 

Degenereret kunst i 1937

Der er den rigtighed i det traditionelle syn på Nolde, at nazisterne ikke kunne lide hans avantgardistiske kunst, og ved udstillingen af såkaldt degenereret kunst i München i 1937 indgik der værker af den nordtyske kunstner. Her kunne man ifølge styret se, hvordan modernistisk kunst var udtryk for usund dekadence. Dog indgik Nolde ikke i det efterfølgende års degenerationsudstilling.

Davidsens bog formidler det omfattende og interessante stof i et levende og flydende sprog. Man mærker det journalistiske håndelag og fortælleglæden. Der er som i en avis fremhævet passager fra teksten, og der er fængende kapiteloverskrifter som “Martyrmyten fra Marsken”. Teksten er endvidere trykt med behagelig, stor skrift, der er akkompagneret af fine gengivelser af værker af Nolde. Nogle gentagelser i teksten skulle have været luget ud, men ellers er det hele læseværdigt.

Overtrumfer kunsten kunstneren?

Efter at have læst Davidsens bog rejser spørgsmålet sig igen, om man med den fremlagte viden i baghovedet stadigvæk kan se på Noldes malerier og finde dem smukke? Overtrumfer kunsten i sig selv kunstneren? Eller giver den etisk set frastødende handlemåde en så dårlig smag i munden, at det præger oplevelsen?

I den venstreorienterede tyske avis TAZ indtog man i anmeldelsen af to aktuelle Nolde-udstillinger i Hamborg det synspunkt, at selv ikke den tilsyneladende apolitiske kunst unddrager sig en politisk vurdering. Som anmelderen skrev: “Der er også i landskaberne og de tilsyneladende harmløse blomster en patos, der kan ses i relation til fascismen.”

Her er Davidsen noget mere nuanceret. Han gransker for eksempel Noldes værker med religiøse motiver og hans vikingebilleder og når frem til, at værkerne for det meste godt kan stå for sig selv og ikke som sådan er inficeret af politik. Hans konklusion er en slags forsvar for kunsten på trods: “At overse Noldes betydning for kunsten er at begå vold mod historien. Men vi kan se på hans kunst med nye briller.”

‘Nolde – maleren, der trådte ved siden af.’ Af Hans Christian Davidsen, 225 sider, 340 kr., Politikens Forlag. 255 sider.