Den 22. april i år offentliggjorde den tyske avis Abendzeitung München en artikel på sin hjemmeside om konflikter og rygter omkring de angiveligt mange romaer, der var blandt de nyankomne i et modtagecenter for ukrainske krigsflygtninge i München. Rygterne handlede bl.a. om, at der blandt de mange nyankomne var massevis af romaer, der slet ikke var flygtninge, men blot havde sneget sig ind i modtagecenteret, hvor de stjal og lavede ballade. På sociale medier blev der ifølge artiklen delt videoer af aggressive romaer, der smadrede stole, og kvinder, der spredte deres farverige nederdele, blandt ukrainske flygtninge.

“Det vil falde tilbage på os alle,” klagede ikke-romaer over roma-flygtninge i videoerne. Den ansvarlige for modtagecenteret, Hedwig Thomalla, påpegede, at der ikke var beviser, som understøttede, at romaerne i Münchens nødherberg ikke var krigsflygtninge fra Ukraine, og hun forklarede, at politiet i deres kontrol på hovedbanegården ikke havde fundet eksempler på forfalskede ukrainske pas.

Ifølge det tyske Centralråd for Sintier og Romaer boede der anslået 400.000 romaer i Ukraine før krigens udbrud, og over 10.000 af dem var flygtet efter krigsudbruddet. Ifølge politolog Radoslav Ganev, som tegner foreningen RomAnity, havde mange af roma-krigsflygtningene allerede før ankomsten til Tyskland oplevet massiv diskrimination og antiziganisme, racisme eller fordomme rettet mod sintier og romaer:

“En familie fik ikke lov at stige på en bus med andre krigsflygtninge, og en kvinde med syv eller otte børn fik kastet flasker efter sig på hovedbanegården i Budapest”, fortalte Ganev ifølge artiklen og påpegede, at denne antiziganisme var en af grundene til, at mange romaer ikke bliver i Ukraines nabolande, men flygter videre til f.eks. Tyskland.

Dette er en af grundene til, at mange romaer nu kommer til Tyskland: fordi de bliver fjendtligt modtaget i  Ukraines nabolande. RomAnity ønsker at nedbryde fordomme mod romaer gennem oplysning, men Radoslav Ganev frygter, at antiziganismen vil sprede sig, og at alle romaer vil blive holdt ansvarlige, hvis enkeltpersoner eller små grupper blandt romaerne opfører sig dårligt.

Også Centralrådet for Sintier og Romaer er bekymrede og udtaler:

“Der er næppe nogen, der ønsker at indlogere romaerne privat, og offentligheden er sandsynligvis ikke interesseret i at forstå romaernes situation i Ukraine eller blandt flygtningene”.

Enormt problem med antiziganisme

Sagen fra München er et sindbillede på romaernes situation og rolle, både historisk og aktuelt i Europa, mener flere forskere, der har specialiseret sig i romaernes historie og vilkår i Europa.

“Romaerne er – sammen med mennesker af afrikansk oprindelse – den klart mest diskriminerede gruppe i Europa. Det går igen på tværs af mange undersøgelser og rapporter. Der er ingen tvivl om, at der er et enormt problem med antiziganisme over hele Europa, også i lande, som normalt vil opfatte sig som tolerante og rummelige, f.eks. Sverige,” siger Michael McEachrane, der er ph.d. i filosofi og for tiden er gæsteforsker ved Raoul Wallenberg Instituttet for menneskerettigheder i Lund i Sverige, til magasinet Grænsen.

Her er han bl.a. involveret i de indrapporteringer, som EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder lægger til grund for deres årlige rapport om status for de grundlæggende rettigheder i hele EU. Derudover forsker han i postkoloniale perspektiver på menneskerettigheder, racediskrimination og genoprettende retfærdighed. Michael McEachrane henviser bl.a. til, at en undersøgelse fra EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder fra 2019, hvor næsten halvdelen af befolkningen i de 27 EU-lande angav, at de ville føle ubehag ved at have romaer som naboer.

“Fordomme og antipati mod romaer er meget udbredt over hele Europa, og det er tankevækkende, når man tager i betragtning, at romaerne har levet i Europa i over 500 år, og at mange romaer opfatter sig som en del af et europæisk folk”, siger Michael McEachrane.

“Jeg ser det som et udtryk for, at romaerne – i lighed med mennesker af afrikansk oprindelse – bliver opfattet som ikke-europæiske og dermed som fremmede. Der er tale om både etnisk diskrimination, men også en form for racediskrimination, hvor mennesker bliver vurderet som mindreværdige eller fremmede alene på basis af deres udseende og mørkere hudfarve eller andre karakteristika, som bliver opfattet som ikke-europæiske eller ikke-hvide.”

Han henviser til statistikker, der viser, at romaer og andre farvede mennesker over hele Europa bliver diskrimineret, marginaliseret og segregeret inden for uddannelse, beskæftigelse, boligforhold og sundhedsvæsen, ligesom der også er langt større risiko for at blive stoppet på gaden af politiet eller sigtet for en forbrydelse, hvis man “ikke socialt aflæses som hvid europæer”.

“Men de fleste steder i Europa taler man ikke længere om racemæssig diskrimination og vil ikke anerkende, hvor omfattende og dybtliggende et problem der er med diskrimination af bl.a. romaer – til trods for, at tallene er uimodsigelige,” siger Michael McEachrane.

Fra Indien til Balkan og resten af Europa

Romaernes historie og oprindelse er ikke kortlagt i detaljer. Det skyldes bl.a., at romaerne ikke har en stat eller udgør et flertal i nogen stat, ikke har egne nationale magtstrukturer og først for forholdsvis nylig har udviklet et skriftsprog. Da romaerne heller ikke har hersket over territorier, hvor de har opbygget egne byer og magtcentre eller har slået mønter eller efterladt sig skriftlige vidnesbyrd, er traditionel arkæologisk forskning kommet til kort, når det gælder om at afdække romaernes historie.

Men sprogforskere har via såkaldt ‘lingvistisk arkæologi’ i romaernes sprog, romani – eller romanes, som det også kaldes – sporet romaernes oprindelse til det nordlige eller centrale Indien, hvorfra de formodentlig udvandrede for over 1000 år siden. Det menes, at de herfra – muligvis som servicearbejdere til en stor hær, men ikke som soldater – rejste vestpå, gennem armensk- og græsktalende områder og siden ind på Balkan. Der findes beretninger fra bl.a. det daværende Konstantinopel omkring år 1000, som tyder på, at der allerede på det tidspunkt var mindre grupper af indvandrede romaer i Det Byzantinske Rige, og lidt senere beretninger fra det sydlige Balkan tyder på, at romaerne spredte sig herfra og videre op igennem Europa i løbet af få hundrede år.

Det vides med sikkerhed, at der i 1500-tallet var romaer over hele Europa, fra Spanien i syd til Skandinavien i nord og fra England i vest til Rusland i øst. Romaerne, som bestod af forskellige undergrupper, stammer og klaner, var typisk specialiseret i bestemte håndværk. Nogle var hestehandlere, andre var kurvemagere, bjørnetæmmere, skemagere, kobbersmede, musikanter eller akrobater.

Sproglig mangfoldighed

Romaerne blev mange steder bofaste i det omfang, det var muligt for dem, og i dag afslører de mange forskellige dialekter af romaernes sprog, hvordan de er blevet påvirket af de samfund og sprogområder, de har bosat sig i. En del romaer taler dog ikke længere romani, fordi romaer i en del lande op gennem historien har været udsat for brutale assimileringsforsøg, hvor børn f.eks. er blevet fjernet fra hjemmet og opdraget på kostskoler, hvor de skulle tale flertalsbefolkningens sprog.

“I dag er der vel 10-12 millioner i Europa; ingen kender det præcise tal. I nogle lande har de fleste romaer skiftet over til at tale landets dominerende sprog eller til en blanding af dette sprog og romani – det gælder f.eks. i Spanien, Storbritannien og Skandinavien. Andre har mistet sproget helt som følge af stærk undertrykkelse, sådan som det f.eks. gælder i Ungarn,” siger lingvist Peter Bakker, der er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet og ekspert i romanes. Han har i mange år forsket i romaernes sprog og historie og i sprogets udvikling og status.

Peter Bakker nævner Central- og Østeuropa som de regioner, hvor flest romaer fortsat taler romani – med Makedonien som et eksempel på et sted, hvor sproget står særlig stærkt – og han vurderer, at omkring fire millioner romaer i dag taler romani. Sprogets dialekter er imidlertid stærkt påvirket af det omgivende samfund, påpeger han: “Alle romani-talende taler også mindst et andet sprog, og deres romani bliver naturligvis påvirket af det andet sprog, f.eks. overtager man ord og udtryk fra dette sprog. Man plejer at skelne mellem fire eller fem store dialektgrupper, som kan underinddeles i måske 12 grupper, eller mere detaljeret i 40 grupper. Det er ikke anderledes end med tyske eller italienske dialekter, men der er det særlige ved romani, at det først sent er blevet et skriftsprog, og at der ikke findes ét standardiseret skriftsprog.

Skriftsprog kan styrke selvbilledet

Til trods herfor er romani i et flertal af de europæiske lande et muligt undervisningssprog. Men, forklarer lektor Peter Bakker, det er oftest ikke udbredt, og i de lande, hvor man har modersmålsundervisning i romani – f.eks. Sverige, Finland og Bulgarien – er der kun en mindretal af romabørnene, der i praksis kan få modersmålsundervisning. Det kan skyldes, at der mangler lærerkræfter eller andre ressourcer. I nogle tilfælde skyldes det, at der er modstand mod at bruge romani som undervisningssprog og skriftsprog; det gælder blandt tyske sinti – dog til dels med undtagelse af i Slesvig-Holsten, hvor der også findes bøger på romani, bl.a. en oversættelse af Bibelen.

“Sproget er temmelig stabilt i Europa, og i de områder, hvor romani tales, er det som regel det bedst bevarede af områdets mindretalssprog. Nogle steder, som i Finland, dele af Østrig og Italien, går sproget tilbage, men generelt er antallet af romanitalende stabilt, hvilket også skyldes, at antallet af romaer vokser med befolkningsvæksten”, siger Peter Bakker.

Det er dog ifølge Peter Bakker en udfordring, at romani ikke så let spredes via trykte og digitale medier, fordi man mangler et fælles standardiseret skriftsprog.

“Et standardiseret skriftsprog kan bidrage til, at sproget bevares, højne minoritetssprogets prestige og medvirke til at give minoriteten et positivt selvbillede,” siger han.

Et andet punkt, som ifølge flere førende forskere i tosprogethed og inklusion vil være afgørende for, at romaerne kan udvikle et mere positivt selvbillede og blive reelt inkluderet i de europæiske samfund, er den fælles historieskrivning. I en del lande er dele af fortidens forfølgelse af og overgreb på romaer blevet erkendt, men mange steder halter det langt bagefter, og der mangler fortsat forskning og dokumentation. Mange romaer kender ikke deres folks historie i detaljer, men har et generelt billede af at tilhøre en forfulgt minoritet og af ikke at kunne stole på ‘gadje’, romaernes ord for ikke-romaer.

Tusindvis af romaer blev gjort til slaver

Ser man tilbage i romaernes historie i Europa, er den præget af en lang række mørke kapitler. Selv om mange romaer ønskede at bosætte sig, så de sig nødsaget til at rejse permanent eller i perioder for at finde kunder til deres tjenesteydelser og varer, eller fordi de blev fordrevet fra de steder, de slog sig ned. Allerede i middelalderen blev de mange steder udsat for diskrimination og forfølgelse og blev beskyldt for kætteri, spionage for osmannerne og for at kaste forbandelser på de fastboende. Sidstnævnte beskyldninger dukkede f.eks. op i forbindelse med udbruddet af pest i Europa i middelalderen.

Som en følge af pesten opstod der mangel på arbejdskraft i landbruget mange steder, og i den forbindelse blev mange romaer i det nuværende Rumænien først ansat som fæstebønder og siden slavegjort. Fra 1300-tallet op til 1865 var der udbredt slaveri i især to regioner af det nuværende Rumænien, Vallakiet og Moldavien. Romaslaver blev solgt på auktioner efter vægt eller i familier, og det skete, at rige folk, der gerne ville stå sig godt med kirken eller andre magthavere, forærede romaslaver til dem.

Slaverne blev holdt af adelen, kirken og militæret, og historikere har regnet sig frem til, at der formodentlig var omkring 600.000 romaslaver i Rumænien, da slaveriet – inspireret af idealerne fra Den Franske Revolution – blev ophævet i 1865.

Mange af de tidligere slavegjorte havde ikke andre muligheder end at søge arbejde hos deres tidligere ejere eller flygte ud i resten af Europa. Derfor fandt der en stor migration af romaer sted fra Rumænien til det øvrige i Europa på dette tidspunkt, og en del af de romaer, der lever i Skandinavien i dag, er således efterkommere efter mennesker, der for få generationer siden var slavegjorte.

Ny EU-strategi med vægt på inklusion

“I den nye EU Roma Strategic Framework fra 2020, som gælder frem til 2030 er lighed, inklusion og deltagelse tre vigtige principper, som fremhæves i langt højere grad end tidligere. Samtidig lægger man vægt på, at romaer skal have samme muligheder og rettigheder som alle andre inden for områder som uddannelse, beskæftigelse, sundhed og bolig,” siger Michael McEachrane.

“Det er vigtigt og viser, at EU går nogle skridt videre end i den strategi for romaintegration på nationalt plan, som man havde frem mod 2020. I strategien lægger EU op til, at de enkelte lande skal inkludere romaerne ikke blot i politikudvikling, men også i implementering og overvågning af den besluttede politik,” uddyber han.

Det ser han som udtryk for, at EU følger en generel international tendens i retning af at inkludere og samarbejde med de marginaliserede og undertrykte grupper, hvis rettigheder man arbejder på at sikre og implementere i praksis.

“Sloganet “Nothing about us without us” (intet om os uden os) siger det meget godt, og fra et principielt synspunkt giver det god mening, at man må inkludere romaer i hele processen med at udvikle og implementere politik, der påvirker dem,” siger Michael McEachrane.

Han påpeger dog, at romaernes århundredlange erfaring med overgreb og forfølgelse fra flertalsbefolkningens side og fra samfundsinstitutioner som skoler og hospitaler har skabt en dyb afgrund af mistillid, som får mange romaer til instinktivt at afholde sig fra at engagere sig i politik eller civilsamfundsorganisationer.

Folkedrab og fattigdom

Forfølgelsen fortsatte op gennem århundrederne, selv om der også var eksempler på, at romaer blev integreret og opfattet som medborgere i de nye europæiske nationalstater. I Tyskland tjente mange romaer som soldater under Første Verdenskrig, og mange steder var romaerne anerkendt som dygtige håndværkere og musikere. Men op til og under Anden Verdenskrig blev romaerne forfulgt på samme måde som jøderne og forsøgt udryddet af nazisterne, hvilket resulterede i, at mellem 500.000 til 1,5 millioner romaer blev skudt ned, sultet ihjel eller slået ihjel i nazisternes gaskamre. Alene i udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau døde over 20.000 romaer. Alligevel var ingen romaer indkaldt som vidner under Nürnbergprocessen, og mens den tyske stat officielt erkendte folkedrabet på jøderne i 1949, skete det samme først for romaernes vedkommende i 1982.

Efter Murens fald og med systemskiftet i Østeuropa fik mange romaer nu på papiret mulighed for større frihed og demokratisk deltagelse. I praksis oplevede mange dog i stedet social deroute med arbejdsløshed, øget fattigdom og stor social usikkerhed. Mange romaer havde i flere generationer arbejdet som ufaglærte arbejdere på statsejede fabrikker, som nu for manges vedkommende lukkede, og tilbage stod romaerne med manglende uddannelse og ringe udsigt til at komme i arbejde. Romaer blev i mange tilfælde gjort til syndebukke i populistiske politikeres kampagner, og der var adskillige eksempler på racistisk motiveret vold, ildspåsættelser og overfald mod romaer i lande som Tjekkiet, Slovakiet, Rumænien og Ungarn.

Romaernes George Floyd

Også politivold mod romaer blev dokumenteret, og så sent som i juni sidste år blev der på sociale medier delt en video, hvor en politibetjent i den tjekkiske by Teplice under en anholdelse af en mand med roma-baggrund, Stanislav Tomáš, knælede på hans hals, mens en kollega holdt hans fødder, og en tredje forsøgte at give ham håndjern på. På trods af protester fra tilskuere til episoden, som advarede om, at manden ville blive kvalt, fortsatte den voldsomme anholdelse, og manden døde efterfølgende.

På sociale medier blev episoden refereret til som en parallel til sagen med den afroamerikanske mand George Floyd, der i maj 2020 døde under en anholdelse, da en politibetjent pressede sit knæ mod Floyds hals i næsten ti minutter, selv om han protesterede over ikke at kunne få luft. Betjenten i USA blev siden idømt 22,5 års fængsel for drabet.

De tjekkiske myndigheder har fastholdt, at Stanislav Tomáš ifølge en retsmedicinsk undersøgelse døde af en overdosis, og at politiet handlede korrekt. Amnesty International har kritiseret Tjekkiet for ikke at have gennemført en troværdig, uafhængig undersøgelse af episoden.

I Tjekkiet og i nabolandet Slovakiet er det desuden blevet afsløret, at romakvinder er blevet steriliseret uden informeret samtykke helt op til årtusindskiftet, og at det i mange tilfælde er sket på foranledning af læger og sygeplejersker, der uofficielt har forsøgt at fortsætte en steriliseringskampagne, som blev gennemført under det kommunistiske styre med det erklærede formål at nedsætte befolkningsvæksten blandt romaer.

Også i en del andre europæiske lande har man op gennem 1900-tallet steriliseret romakvinder og i nogle tilfælde også mænd. Det gælder bl.a. i Sverige, hvor man allerede i 1922 oprettede Statens Rasbiologiska Institut i Uppsala som det første af sin art i Europa. Omtrent samtidig begyndte svenske myndigheder at registrere ‘zigenare’ og ‘tattare’, to grupper, som ifølge racebiologerne var mindreværdige og udgjorde en trussel mod det svenske folk. Tusindvis af romaer blev, ligesom personer, der blev udpeget som psykisk syge eller mindre begavede, i perioden fra 1935 til 1975 tvunget til at lade sig sterilisere.

“Det er ikke svært at forstå, hvor den dybe mistillid blandt romaer til statsinstitutioner og til flertalsbefolkningen kommer fra,” siger Michael McEachrane og tilføjer, at kombineret med en tendens til interne stridigheder og kamp om de få ressourcer, der sættes af til romaernes organisationer, samt om, hvem der kan og bør repræsentere mindretallet, er det en stor forhindring for, at EU’s nye strategi kan føres succesfuldt ud i livet. 

Europæisk selvforståelse står i vejen

En anden forhindring er ifølge forskeren den nationale selvforståelse i mange europæiske lande.

“Romaerne er anerkendt som nationalt mindretal i en del lande. I Sverige er romaerne f.eks. ét ud af fem nationale mindretal, og man har også en lov for inklusion af minoriteter og har lavet en national handleplan for romainklusion. Men i praksis gør man meget lidt, der reelt ændrer på den sociale virkelighed, når det kommer til antiziganisme, islamofobi og diskrimination af mennesker med afrikansk oprindelse. Det er, som om den svenske selvforståelse som et land bygget på idéer om menneskelig værdighed og ligeværd skygger for at se problemernes omfang i øjnene og dermed virkelig gøre noget”, siger Michael McEachrane.

Han peger desuden på, at den svenske regering har hævet budgettet for romainklusionsplanen til 12 millioner kroner om året, hvilket ifølge forskeren er rent symbolsk og slet ikke står mål med den erklærede målsætning om at give romaer lige rettigheder.

Han mener, at der i EU til dels er en positiv tilgang.

“Adskillige medlemmer af Europa-Parlamentet kæmper for det her og ønsker at se et anderledes Europa,” siger han og henviser til, at der gennem de seneste 20 år har været en række medlemmer af Europa-Parlamentet med roma-baggrund, som har været med til at fastholde romaernes vilkår på den politiske dagsorden.

Også Peter Bakker ser positive tendenser på den lange bane, når det kommer til anerkendelse af og støtte til romaernes inklusion og kulturelle og sproglige identitet.

“Man har forsøgt at styrke sproget, både i EU, men i endnu højere grad i Europarådet, hvor man har udviklet undervisningsmaterialer på og om sproget og har trænet undervisere i romani. Desuden lægger EU’s nye romastrategi op til, at man meget konkret måler de enkelte lande på deres resultater, og man inddrager i stigende grad romaer og sintier i beslutningsprocesserne.” siger han.