Det med mindretal er som regel forbundet med et helt elementært drama. Det består i, at et flertal i samfundet altid er afgørende for mindretallets velfærd og hverdag. At skabe gode vilkår for mindretal er altid en stadig påvirkning af flertallet. Hvor meget mindretal kan påvirke flertal, kan man diskutere evindeligt. Mindretal kan muligvis tiltale et mindretal i flertallet til at tale deres sag, og det er så denne del af flertallet, der må tage det på sig at skabe rum for mindretallene i flertallet.

For et par måneder siden hørte jeg et menneske sige, at hun slet ikke forstod alt dette med nationalitet. Det, der betød noget for hende, var hendes religion, og den udslettede alle grænser. Selv er jeg så gammel, at jeg vist er opdraget i en tidsalder, hvor internationalisme var en selvfølgelighed. Den var udtalt i store dele af venstrefløjen og var en del af tankegodset. Jeg forstår ikke, at man kan hævde, at det nationale ikke spiller en rolle, men kan “lægges ned” af religioner eller ideologier. I øvrigt tror jeg, at man lukker øjnene for noget væsentligt og dybtfølt, hvis man ikke forstår sin egen nationale baggrund.

Vi bliver alle født ind i en kultur, og vi får et sprog. Nogle er så heldige, at de får mere end et sprog og mere end en kultur, og de færdes hjemmevant mellem sprog og kulturer – fordi de er hjemme flere steder. Menneske bliver man af, at andre tager det på sig at sige noget om, hvad der er rigtigt og forkert og åbner ens øjne for virkeligheden. Så vækkes der en fortryllelse af verden, der får tanken til at springe og følelsen til at blomstre.

Man begynder ikke i ingenting. Der er ikke noget neutralt sted. At blive født ind i en kultur eller at få et sprog betyder også, at man arver en forestillingsverden. Vi bliver nødt til at leve med den glæde og den udfordring, det er at møde verden ud fra bestemte politiske, sproglige, kulturelle, religiøse, ideologiske baggrunde. En af grundene til, at det ofte går helt galt i historien, er den overophedede forestilling om ens egen rolle i verdenshistorien. De nationalistiske synspunkter tager altid et udgangspunkt i en selvforståelse, der ikke rummer de andre. Der er et fjendskab, som vi ikke kan komme over.

En af de store udfordringer i de kommende år bliver at udfolde glæden ved sproget og ved kulturen på en måde, som også rummer interessen og nysgerrigheden for andre kulturer og nationer. Nationalismens frygtelige kendetegn er vreden mod den anden, nedrigheden over dem, hævnen og fordommene og fortegnelsen af historien.

Patrioten, den nationale, er kendetegnet ved den åndsfrihed, der ikke blot glæder sig over sit eget, men også er åben for de andres indsigter og indflydelse og så en dyb viden om, at vreden og hadet mellem kulturer og folk kun bringer mørke og død med sig.