Hvis der er én bog, der står som indbegrebet af Første Verdenskrig, så er det Erich Maria Remarques antikrigsroman “Intet nyt fra Vestfronten”, der udkom i 1929. Skønt bogen er fiktion, blev den internationalt anerkendt som en troværdig skildring af krigsoplevelsen hos den generation af unge mænd, der deltog. Det kan god fiktion nemlig godt.

Bogen blev filmatiseret første gang i 1930 og igen i 1979, begge gange af amerikanske produktionsselskaber. Den nyeste, tredje filmatisering er fra i år, denne gang i en tysk Netflix-produktion.

Bogens (og filmens) hovedperson, Paul Bäumer, bor endnu hjemme hos sine forældre, da han sammen med hele sin gymnasieklasse, opildnet af lærerens patriotiske tirader, melder sig frivilligt. I bogen sker det ret tidligt i krigen, mens det i filmen først sker i 1917. Og mens det endnu i 1914/15 var muligt at begejstre unge mænd, var det en hel del vanskeligere i 1917. Vi er nu på den anden side af hungervinteren i Tyskland 1916/1917, i et forår præget af strejker og protester. Tidsforskydningen efterlader derfor et fejlagtigt indtryk af en usvækket krigsbegejstring på hjemmefronten tre år inde i krigen.

Bogen følger Bäumer og en håndfuld af hans klassekammerater, først under militæruddannelsen hos den sadistiske underofficer Himmelstoss, og derefter ved fronten, hvor deres romantiske forestillinger om egne heltegerninger konfronteres med krigens grusomme realiteter. I filmen er Himmelstoss og soldateruddannelsen helt skåret fra, muligvis for at formidle det indtryk, at de unge mænd sendes nærmest direkte fra skolebænken til fronten. Det virker følelsesmæssigt meget stærkt på beskueren, men er til gengæld historisk ukorrekt.

Ved fronten tager den ældre, erfarne soldat Stanislaus Katczynsky (kaldet “Kat) de unge soldater under sine vinger. Bogen og filmen skildrer det kammeratskab, der udvikler sig mellem soldaterne, og den forråelse, der sker, efterhånden som de bliver erfarne frontsoldater. Bäumer fremmedgøres fra det civile liv, og der opstår en så uovervindelig kløft mellem fronten og hjemstavnen, at Bäumer føler sig mere hjemme sammen med sine frontkammerater end hos sin egen familie.

Én for en dør Bäumers kammerater under forskellige omstændigheder, og til sidst falder han også selv. Det sker i bogen på en i øvrigt stille dag på Vestfronten henimod slutningen af krigen, hvor der ikke er noget særligt at melde. Netop dette er så vigtig en pointe, at det har givet bogen sin titel: ‘Intet nyt fra Vestfronten.’

Mens de to tidligere filmatiseringer fulgte bogen ret nøje, frigør den nye version sig helt fra bogens forlæg. Bortset fra titlen, navnene på en håndfuld hovedpersoner og enkelte genkendelige scener, er der ikke meget tilbage af Remarques mesterværk. Men filmen forsøger at videreformidle bogens væsentligste budskaber på sin egen måde. Det er der i sig selv ikke noget i vejen med, og det ville heller ikke være problematisk, hvis blot det nye værk var godt. Men det er det desværre ikke.

Det skyldes ikke det rent filmtekniske. Det er en æstetisk flot film; kameraføringen er superb, skyttegravene fremstår meget troværdige, og slagscenerne er brutale og blodige. Man er aldrig i tvivl om filmens antikrigsbudskab. I det stykke er den tro mod Remarque. Alligevel overbeviser filmen ikke. Det skyldes først og fremmest, at den overdriver Remarques antikrigspointer, så de flere steder kommer til at fremstå som klichéer eller endog som karikaturer.

Filmen har fået fremragende anmeldelser af filmkyndige anmeldere, mens nogle historikere været mere forbeholdne. Uenigheden skyldes formentlig, at filmfolk og historikere forstår noget helt forskelligt ved ‘autenticitet’ og ‘historisk korrekthed’.

Filmfolk går meget højt op i kostumer, rekvisitter og kulisser. De kasserer gerne timers eller dages optagelser, hvis de opdager, at en medalje er placeret forkert på brystet af en officer. Den slags er historikere som regel ret tolerante over for.

Men når filmskabere har sikret sig historisk korrekte kostumer, rekvisitter og kulisser, så er der dømt fri leg og kunstnerisk frihed inden for de således afstukne rammer. Det er endda tilladt at ændre på faktuelle historiske begivenheder, hvis blot det styrker filmens budskab. Det sidste er historikere til gengæld sjældent tolerante over for. De mener som regel ikke, at det kan være lige meget, om en begivenhed sker i 1914, 1916 eller 1918.

Der er flere eksempler på dette i filmen, men det værste er slutsekvensen. Det er en pointe i både bog og film, at millioner af mænd i Første Verdenskrig døde til ingen verdens nytte i meningsløse slag. Men selvom man skulle synes, at der var rigeligt med faktiske, meningsløse slag i Første Verdenskrig at tage af, så opfinder filmskaberne ikke desto mindre et fiktivt slag, i hvilket Bäumer falder. Og hvad ville vel, set fra en filmskabers synspunkt, være mere meningsløst end at falde i et stormangreb, beordret af en vanvittig general, ganske få minutter inden våbenstilstanden træder i kraft den 11.11. 1918 kl. 11:00? Også selvom et sådant angreb aldrig fandt sted i virkeligheden?

Det er formentlig derfor, filmen afsluttes med en helt urealistisk episode: En tysk general, komplet med mensur-ar og delle i nakken, beordrer Bäumers infanteriregiment til et frontalt stormangreb mod de franske stillinger. Da en soldat protesterer, bliver han brutalt trukket ud af geleddet, stillet op ad en væg og skudt.

Den slags forekom ganske vist alt for mange gange i slutningen af Anden Verdenskrig. Men det forekom altså ikke i Første Verdenskrig, og slet ikke på den måde – og da slet ikke på det tidspunkt af krigen. Den 11.11.1918 var revolutionen i Tyskland fuldbyrdet, en ny regering tiltrådt og kejseren abdiceret. Hvis en general havde beordret et regiment til et selvmordsangreb den 11.11. 1918 om formiddagen, så ville det have været generalen, der var blevet stillet op af en væg og skudt. Hvis der ligger en kunstnerisk mening bag scenen, må det være at foregribe den næste, endnu mere brutale Anden Verdenskrig. Generalens tirader mod socialdemokraterne, der beskyldes for at have givet den tyske hær et ‘dolkestød i ryggen’, peger desuden fremad mod Adolf Hitler, der flittigt brugte denne ‘dolkestødslegende’ i sin propaganda.

Bäumers regiment angriber uden artilleriforberedelse i tætte klynger tværs over ingenmandsland de franske stillinger. Sådan angreb de frivillige tyske studenter ved Langemarck i oktober 1914. Men i 1918 var der ingen, der angreb på den måde. Det urealistiske angreb og den karikerede general synes alene at skulle understøtte den slidte og historisk ukorrekte kliché, at generalerne i Første Verdenskrig intet lærte, men i alle krigens fire år sad på et chateau langt bag fronten og drak rødvin, mens de med åbne øjne sendte deres soldater i den visse død uden anden anledning end forsvar af den nationale ære. Angrebet er nærmest en parafrase over en scene i ‘Ringenes Herre’, hvor den gale marsk af Gondor beordrer sin søn Faramir til et selvmordsangreb mod orkerne i Minas Tirith, i hvilket Faramirs tropper mejes ned, mens marsken fortærer et fad små, saftige tomater på en temmelig uhygiejnisk måde.

At lade Bäumer falde på én af de mest betydningsfulde dage i Første Verdenskrig, nemlig den 11.11.1918, går desuden stik imod symbolikken i filmens titel: ‘Intet nyt fra Vestfronten.’ For hvis der var én dag blandt de knap 1.500 dage, krigen varede, da der var “nyt fra vestfronten”, så var det den 11.11.1918! Det er da – undskyld metaforen – at skyde sig selv i foden.

Sideløbende med historien om Bäumer og hans venner krydsklippes til historien om forhandlingerne om våbenstilstanden. Her er filmens anden protagonist, den demokratiske politiker Matthias Erzberger, en virkelige historisk person. Han blev leder af den delegation, der førte forhandlinger med de allierede om den våbenstilstand, der trådte i kraft den 11.11.1918. kl. 11. Han præsenteres for de ydmygende allierede våbenhvilebetingelser, appellerer forgæves om retfærdighed, men tvinges af både sin samvittighed og af de arrogante og ubøjelige franskmænd til at underskrive.

I de selvsamme minutter, våbenhvilen træder i kraft, dør Bäumer. Han stikkes i ryggen af en fransk bajonet, der går lige durk igennem ham. Hvis der skal være en dybere mening med de scener, så må det næsten være, at det er Frankrig, der dolker det demokratiske Tyskland i ryggen ved sin uforsonlighed i 1918/1919? Altså en alternativ version af dolkestødslegenden?

Det ville have været meget let at understøtte filmens antikrigspointer med virkelige begivenheder i Første Verdenskrig. Der er så rigeligt at tage af. De frit opfundne scener, som tilmed er hentet fra den øverste skuffe med klichéer om Første Verdenskrig, fratager i denne anmelders øjne filmen den autenticitet, den ellers prøver at påberåbe sig. Det er da ærgerligt.