Det er som at være til en stor håndboldkamp, når lyset slukkes, og der stiger røg op fra spillerindgangen til opvisningsbanen. Tonerne fra Metallicas ‘Enter Sandman’ fylder hallen. Så kommer spillerne på banen. Det er en indledende kamp mellem Tyskland og Østrig.

Men det er ikke håndbold. Det er faustball, og vi er ikke i en af de store arenaer i Flensborg, Esbjerg eller Aalborg.

“Mojn Europa. Fistball Euro 2023, European Championship Indoor, Grænsehallerne Kruså/Krusau – Denmark”, står der på forsiden af programmet. Fistball, eller faustball på tysk, er en lille sportsgren i Danmark, men stor nok til, at der er hold fra Italien, Schweiz, Tyskland, Østrig og Danmark med til EM.

Og det kan egentligt undre, hvorfor det står på engelsk i programmet. Alle deltagere er tysktalende. De danske spillere er alle fra Sønderjylland, og bortset fra dem på de tyske og østrigske landshold har de fleste spillere tilknytning til de tyske mindretal i deres hjemland.

Alle de italienske spillere er således fra Sydtyrol og en del af det tyske mindretal dér, mens det danske hold både hedder Team Danmark og Team Nordschleswig.

Der er en ægte international stemning i hallen, og de danske ungdomslandshold mærker særligt opbakningen. Der viftes med Dannebrog, når de vinder et point, og der spilles nationalmelodier før kampene på finaledagen.

Sammenligningen med en håndboldkamp gjaldt kun stemningen til mesterskabet. Som sport minder faustball mest om volleyball.

I den indledende kamp mellem Tyskland og Østrig er det Østrig, der dominerer fra start.

“Jeg har aldrig set tyskerne få tæsk sådan før”, siger Thore Naujeck, som er dansk landsholdsspiller på herrelandsholdet og formand for komiteen, der organiserer EM-turneringen i Kruså.

“Tyskland er det dominerende hold, men Østrig har også en virkelig god spiller, nummer syv, deres anfører, Einsiedler,” fortæller han.

Internationale turneringer

Højdepunktet for de danske faustball-spillere er de internationale turneringer. Turneringskampene spilles på den anden side af grænsen, der er ingen dansk faustball-turnering, men det bedste danske herrehold, som er lig med landsholdet, spiller i 2. Bundesliga.

En eksotisk tilføjelse kan være, at til VM kommer der også hold fra Argentina, Chile, Brasilien, Indien og Pakistan.

“De sydamerikanske spillere har ofte tyske navne. Chile har for eksempel en spiller, der hedder Alvaro Mödinger”, fortæller Thore Naujeck.

Med så få udøvere, som der er i Danmark, ved de danske spillere godt, at de andre skal dumme sig gevaldigt, hvis Danmark skal ende i finalen. En semifinaleplads vil være et godt resultat, og det er lige netop, hvad de danske U19-kvinder spiller sig frem til. Kampen om bronze taber de, men fjerdepladsen er et flot resultat. Herrerne må tage til takke med at se tilbage på at have vundet et par sæt i nogle tætte opgør. En sejr blev det ikke til.

“Det er lidt specielt at spille faustball, fordi der ikke er mange, som spiller det. Jeg kender det, fordi mine forældre også spillede det. Min far var på landsholdet”, fortæller 16-årige Emilie Nielsen.

Hun har spillet faustball i tre år. Tidligere har hun gået til gymnastik. Men der er den fordel ved at dyrke en lille idrætsgren, at der ikke er så langt til landsholdet.

“Jeg tog fem veninder med. De spiller endnu, og vi er alle fem med på landsholdet”, fortæller hun.

Emilie har også været til EM i Stuttgart. Det var en stor oplevelse. Men EM på hjemmebane overtrumfer den oplevelse.

“Der er en virkelig fed stemning. Især med lyset og musikken. Og det at jeg kender det publikum, der er her.”

Emilie Nielsen har også spillet turneringer i Tyskland, men den aktivitet ligger stille for de danske U19-kvinder. Der er for mange af spillerne, som er på efterskole i år.

Hun ser ikke selv den store sammenhæng mellem det at spille faustball og at være tysksindet. Måske fordi det tyske ikke fylder det helt store i hverdagen ellers.

“Min farfar og farmor er fra det tyske mindretal, mens min mor er dansk. Men vi er alle sammen sønderjyder”, siger hun.

“Ein Identitätssport”

19-årige Lasse Søndergaard, som spiller på herrernes U19-hold, er fra en tysksindet mindretalsfamilie.

“Vi snakker jo sønderjysk, men de fleste af os er den del af det tyske mindretal”, siger han.

Han har spillet faustball knapt to år, og han har også spillet fodbold og håndbold.

Thore Naujeck fortæller, at de cirka 30.000 faustball-spillere i Tyskland ofte kommer fra mindre byer.

“Det har typisk været en skoleinspektør, der er interesseret i spillet og har introduceret det. De har gode hold i byer som Ahlhorn, Brettorf og Kellinghusen.”

Faustball som sport har en identitetsmæssig betydning for det tyske mindretal i Sønderjylland.

“Vi kalder det ‘ein Identitätssport’. Faustball er vigtigt for vores identitet som tysk mindretal”, siger Thore Naujeck.

Der er også flere spillere, som ikke deler den tyske identitet på holdene. Men for medlemmerne af det tyske mindretal er det noget særligt at dyrke en sport, der er organiseret i regi af ‘Team Nordschleswig – Æ Mannschaft’, som hører under Bund Deutscher Nordschleswigers (BDN) og Deutscher Jugendverband für Nordschleswigs (DJN) paraply.

“Som leder fra DJN er det afgørende at give noget til de unge, de kan gå op i. Det kan være svært at samle et helt fodboldhold i et lille mindretal”, siger Thore Naujeck.

DJN har fodboldhold, håndboldhold og altså faustball-holdene.

“Det er ikke ved så mange andre lejligheder, at vi vifter med Dannebrog. Men vi er det danske landshold, og det er vi stolte af. Jeg tager det ud af både den danske og den tyske kultur, jeg kan bruge, og det danner min identitet”, uddyber Thore Naujeck.

Så for det tyske mindretal er det at spille faustball klart en identitetsmarkør. Men da sønderjyder ikke længere gør så meget ud af, hvem der er dansk, og hvem der er tysk, så er der også danskere, som kommer med deres kammerater til faustball og vælger den idrætsgren.

“Vi tager alle dem, vi kan få med. Det var en af de andre spillere, der trak mig med til faustball for nogle år siden. Jeg har spillet håndbold i Tinglev og Aabenraa. Det gavner mig i faustball, for det er en fordel, at du kan omgås med en bold, og at du har timingen og kan tilpasse dine løb. Og det er godt at have en vis grundform. Jeg har også spillet lidt fodbold, men kun fordi holdet havde brug for nogle ekstra spillere”, fortæller Lasse Søndergaard.

Fordi det er sjovt

Han tilføjer, at det er sjovere at være til EM og VM end at være til et håndboldstævne på Fyn. Italienerne er i hvert fald kommet lidt væk hjemmefra denne gang. De taler tysk indbyrdes mellem kampene i Grænsehallerne.

17-årige Philip Spornberger fra det italienske U19-herrelandshold er fra Bozen i Sydtyrol. Det er den største by i regionen, og han har spillet faustball i 7-8 år. Han har også gået til fodbold, men valgte faustball, fordi han synes, det er sjovere, og hans brødre spiller det også.

“Nu er det også rigtig godt, at det giver mig mulighed for at spille internationalt. Jeg har ikke tænkt så meget over, at de fleste af os hører til det tyske mindretal. Der er også italiensktalende på holdet. Men jeg er med for sammenholdets skyld og for at blive bedre til min sport og deltage i konkurrencer”, fortæller han.

Alt i alt har det været en stor succes for det tyske mindretal i Sønderjylland at arrangere U19-EM. Der er en god stemning, ros fra alle sider og en masse spændende kampe, f.eks. kampen mellem herrerne fra Tyskland og Østrig i den indledende runde. Den endte med en tysk sejr, da den østrigske stjerne Einsiedler med kampens sidste boldberøring gav en ufrivillig demonstration på, hvor teknisk krævende den taktiske og tempofyldte idræt er. Da han satsede på en serv, ramte han bolden lidt skævt og hamrede den hårdt ind i væggen bag det tyske hold i stedet for at banke den i hal-

gulvet tæt på baglinjen.

Tyskland endte med at gå hele vejen og blive U19-europamestre for både damer og herrer.