Under læsning af Hans Christian Davidsens bog ‘Forelsket i Flensborg’ mærker man tydeligt, at han er drevet af kærlighed til byen og det danske, der præger den. Nu har han fået udgivet bogen ‘Nazisternes sidste tilflugt. Maj 1945 – mellem ofre og gerningsmænd’. Den handler om de nazister, der omkring slutningen af Anden Verdenskrig og i årene derefter søgte tilflugt i Flensborg. Her mærker man tydeligt, at Davidsen er drevet af indignation over nazisternes voldsomme forbrydelser mod menneskeheden og den straffrihed, der herskede i årene efter krigen.

Han skriver, at kontrasten ikke er til at overse:

“De ansvarlige, de store forbrydere, der havde været med til at gasse millioner af jøder og sinti-romaer i tilintetgørelseslejrene østpå og havde deltaget i krigsforbrydelser blev af deres overordnede hjulpet mod flugten. Auschwitz-kommandanten Rudolf Höss og SS-lederen Heinrich Himmler gemte sig i små landsbyer lige uden for Flensborgs bygrænse. Samtidig blev unge tyske mænd henrettet, fordi de ikke ville være med i deres meningsløse krig længere. De ville hjem til deres kærester og familier og leve et civilt liv. Det nåede de ikke.”

Forfatteren nævner også Hitlers justitsminister Franz Schlegelberger, der blev idømt livsvarigt fængsel ved Nürnbergdomstolen. Men han blev prøveløsladt allerede i 1951 og kunne bosætte sig i det fine kvarter i Westliche Höhe i Flensborg, hvor mange nazister holdt til. Fra 1962 blev han endda belønnet med en månedlig pension på 2984 D-mark. En faglært arbejder tjente i gennemsnit 400 D-mark om måneden på det tidspunkt.

Hans Christian Davidsen skriver i forordet, at metoden bag bogen er journalistisk og ikke faghistorisk. Mange andre, både journalister og historikere, har belyst Flensborg som nazisternes sidste hovedkvarter og tilflugtssted. Bogen er en beretning, der bygger på en stor mængde kendt materiale. Kilderne er både journalistiske og historiske, og desuden indgår forfatterens beskrivelse af sit eget arbejde som journalist i fortællingen.

Han refererer fra bøger, artikler og diverse medier samt fra foredrag, han har været til, og interviews, han har lavet. Alt i alt er det et grundigt materiale, der ligger til grund for denne fortælling om nazisternes sidste tilflugt.

Men netop den journalistiske fortælleform tilsat lidt sund indignation gør det berettiget at tage historien op igen. Der er fortsat stor interesse for afslutningen på Anden Verdenskrig, og som forfatteren skriver, så er det et tydeligt bevis for det, at de få sider om emnet i bogen ‘Forelsket i Flensborg’ har fået mange til at henvende sig til ham. De fleste læsere vil få nye og spændende indsigter.

Rottelinjer

Flensborg var omkring slutningen på krigen endedestination på en af de såkaldte ‘rottelinjer’, som nazisterne tog på flugt fra ansvaret for deres forbrydelser. De sydlige flugtruter førte over Italien og det fascistiske diktatur i Spanien til Sydamerika, primært til Argentina, som gav husly til mange nazister. ‘Rattenlinie Nord’ førte til Flensborg.

Nazisternes sidste tilflugt handler om, hvad forfatteren beskriver som et grotesk teater i det østlige Flensborg, hvor storadmiral Dönitz regerede videre med en stor administration af militærfolk og embedsmænd frem til den 23. maj 1945, efter at Tyskland have kapituleret betingelsesløst den 8. maj. Og som bekendt havde de tyske tropper i Holland, Danmark og Nordtyskland, herunder altså i Flensborg, overgivet sig på Danmarks befrielsesaften, den 4. maj.

Men på et areal på 14 kvadratkilometer lige syd for den danske grænse – og altså i et område med et stort dansk mindretal – som blev kaldt ‘Sonderbereich Mürwik’, fortsatte Det Tredje Rige med at eksistere med briternes stiltiende accept. Hovedkvarteret lå midt i Flensborg. På politistationen blev der udstedt falske identitetspapirer til højtstående nazistiske krigsforbrydere, alt imens det væltede ind med tyske flygtninge fra de områder, de sovjetiske tropper havde taget kontrol med mod øst. Både med skib og tog var udsultede kz-fanger fragtet til Flensborg.

Beskrivelsen af skrigene fra kz-fangerne i det endeløst lange tog på jernbanesporet mellem jernbanestationen og skibsværftet, er hjerteskærende, ligesom beskrivelsen af, hvordan fanger blev fragtet til søs under uhumske forhold. Nogle blev gravet ned i sandet på stranden i Fahrensodde og siden flyttet til en værdig begravelse på kirkegården Friedenshügel.

Der er nogle personlige beretninger, som selvfølgelig er udvalgt af forfatteren, fordi de er særligt gode historier, og det er de. Hans Christian Davidsen har også for øje, at bogen er på dansk og skal kunne læses både af folk med et indgående kendskab til Flensborg og af danskere, der mere sporadisk lige kommer over grænsen eller mest kører forbi på deres vej sydpå.

Først og fremmest er det en vigtig dansk bog, fordi Flensborg er en by med et stort dansk mindretal. Danskere, som har kæmpet hårdt for at værne om den danske kultur og danske værdier, har måttet finde en vej i et lokalsamfund, hvor mange tyskere med blod på hænderne er gået under radaren og har dækket over hinanden.

Men forfatteren er sig også den danske målgruppe bevidst, når han fremhæver, at dramatiske episoder har fundet sted nær grænsebutikkerne Calle og Fleggaard og indkøbscentret Scandinavia Park.

Ligesom danskerne under krigen via radioens kortbølgesignal hørte frihedens stemme med ordene ‘Her er London’, så kunne briterne høre fjendens nazistiske propaganda. William Joyce hed landsforræderen, hvis stemme blev kendt for ordene ‘Germany Calling’. Han blev også kaldt Lord Haw-Haw, og han havde mange millioner lyttere, fordi han også bragte nyheder om britiske krigsfanger. Programmerne var briternes mulighed for at høre livstegn fra deres landsmænd i fangenskab.

Jødiske flygtninge fanger topnazister

Lord Haw-Haw blev taget til fange 200 meter fra grænsebutikken Calle, og en af de største forbrydere mod menneskeheden gemte sig i en landsby få hundrede meter fra indkøbscentret Scandinavian Park. Det var Rudolf Höss, der var en af op til 3.000 tyske nazister, som i foråret og forsommeren 1945 gik under jorden i Flensborg. Den lokale politichef fra nazitiden, Hans Hinsch, udstedte nye identitetspapirer til flere af de store forbrydere. Höss blev arresteret på den gård i Gottrubel lidt udenfor Flensborg, hvor han skjulte sig.

Netop de to personlige beretninger i Hans Christian Davidsens bog rummer den særlige detalje, at topnazister blev taget til fange af tysk-jødiske flygtninge i britisk tjeneste. Rudolf Höss blev taget til fange af Hans Alexander, som var medlem af efterforskningsholdet, som efterforskede nazisternes krigsforbrydelser med base i kz-lejren Bergen-Belsen i Niedersachsen.

Den jødiske officers jagt på nazi-bødlen er beskrevet af Hans Alexanders grandnevø i bogen, hvor grandonklens er citeret for at beskrive sin vrede over synet af kz-fangerne i Bergen-Belsen med ordene:

“Lig løb omkring, og lig lå rundt omkring. Det var mennesker, der troede, de stadig var i live, men som i virkeligheden ikke var det.” 

Nu lykkedes det ham altså at fange lejrkommandanten fra Auschwitz lidt uden for Flensborg. Den 2. april 1947 blev Höss dømt til døden i Warszawa. Den 16. april blev han hængt i Auschwitz, hvor han i sin fritid levede et overklasseliv som en omhyggelig og omsorgsfuld familiefar i kommandørboligen, mens han som kommandant var ansvarlig for rædsler og masseudryddelser af formentligt omkring 2,5 millioner mennesker.

Lord Haw-Haw havde søgt tilflugt og skjulte sig under dæknavnet William Hansen i idylliske Kobbermølle tæt på den danske grænse og blev taget til fange af den britiske løjtnant Geoffrey Perry i skoven bag de danske grænsebutikker ved Kruså. Den britiske løjtnant genkendte stemmen, så snart Lord Haw-Haw åbnede munden, og dermed var flugten slut. Løjtnant Perry havde skiftet navn. Han hed oprindeligt Horst Pinchewer og var tysk jøde. Som teenager var han kommet med sine forældre til England.

Lord Haw-Haw blev dømt til døden for højforræderi og blev hængt i Wandsworth-fængslet i London den 3. januar 1943.

Hans Christian Davidsen fortæller også en vild historie om lægen, der under navnet ‘Dr. Sawade’ praktiserede i Flensborg og boede i et dejligt hus på Westliche Höhe i efterkrigsårene ligesom Hitlers justitsminister. Hans navn var i virkeligheden Werner Heyde, han var rigtig nok læge og leder af det initiativ, der stod for, hvad nazisterne kaldte medlidenhedsdrab, mens vi andre nok vil dele forfatterens beskrivelse af gerningerne som systematiske mord på 100.000 mentalt syge og udviklingshæmmede mennesker. Rigtig mange mennesker, især læger, jurister og politikere, kendte til hans oprindelige identitet. Han blev dog indhentet af fortiden og tog sit eget liv i en fængselscelle i 1964.

Henrettet i tysk tjeneste 10. maj

Hans Christian Davidsens indignation angår også de soldater i tysk tjeneste, som lagde våbnene efter at have hørt nyheden om, at de tyske tropper havde overgivet sig. Således blev tre matroser henrettet som desertører på et marinefartøj den 10. maj 1945, og deres lig blev sænket i Flensborg Fjord.

De tre matroser havde sammen med en fjerde forladt den tyske enhed i Svendborg den 6. maj, efter at Montgomery om aftenen den 4. maj havde meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark havde overgivet sig.

Men de blev samlet op af nogle HIPO-folk (forkortelse for Hilfspolizei, det danske uniformerede korps, som var håndlangere for den nazistiske besættelsesmagt) og overgivet til den tyske kommandør i Svendborg. De blev derefter tilbageholdt på skibet, indtil dødsdommen blev eksekveret, beordret af kaptajn Rudolf Petersen og med Adolf Holzwig som dommer.

Den 27. maj 1953 blev den tidligere dommer ved marinestaben Adolf Holzwig og tidligere kaptajn i den tyske marine Rudolf Petersen frikendt. Straffrihed igen.

En anden tysk soldat, som forlod det hele den 4. maj og gik hjem til familien, var Asmus Jepsen. Også han blev henrettet. Ham har den tyske musiker Wold Biermann skrevet en sang om.

På bogens sidste sider rejser Hans Christian Davidsen en debat, om man har gjort nok for at markere majdagene i Flensborg. Undervejs i bogen har han

flere gange fremhævet delstaten Slesvig-Holstens tidligere justits-, kultur- og europaminister, Anke Spoorendonk fra det danske mindretals parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW). Hun har arbejdet for, at ofrene bliver husket, og hun var med til at afsløre det mindesmærke for desertørerne, der nu står i Rote Strasse i Flensborg.

Debatten søges rejst gennem interviews med den antifascistiske (og antinazistiske) aktivist Ludwig Hecker, leder af Danevirke Museum og tidligere pressetalsmand for SSW’s landdagsgruppe Lars Erik Bethge, og byrådspolitikeren Arne Rüstemeyer fra det borgerlige parti CDU.

Forfatteren konkluderer selv, at meget er blevet fortiet, fordi tidligere nazister, der havde været pænt højt placeret og havde taget rottelinjen til Flensborg, efter dannelsen af den vesttyske forbundsrepublik gled ind i det politiske liv og centraladministrationen i Slesvig-Holsten.

“Flere af dem tog springet ind i det nye Tyskland med afsæt fra Flensborg – og havde derefter ingen større interesse i at få fortiden i Flensborg afdækket eller markeret.”

Den afdækning bidrager Hans Christian Davidsen til med sin bog, og han får også aktualiseret Flensborgs dystre fortid.

Hans Christian Davidsen: ‘Nazisternes sidste tilflugt. Maj 1945 – mellem ofre og gerningsmænd’. Forlaget Hovedland. Pris: 289,58 kroner.